Generation Identitærs politiske agenda står direkte i kontrast til folkeskolelovens paragraffer om at uddanne eleverne til åndsfrihed, ligeværd og demokrati. En etnokulturel ideologi er uforenelig med folkeskolen. At se Generation Identitærs indlæg Uge Sex er indoktrinering og kønsaktivistisk propaganda på folkeskolen.dk var derfor en overraskende og bekymrende oplevelse. I indlægget skriver Generation Identitærs talsmand Daniel Nordentoft, at “folkeskolen (...) fungerer som propagandaanstalt for idéer, der åbenlyst skader børn og unge samt vores samfund som helhed”.

For tiden handler det om, hvordan seksualundervisning kan føre til utilfredshed og identitetskrise blandt eleverne, men denne påstand understøttes ikke af videnskabelig forskning. Generation Identitær maler et politiseret billede af seksualundervisning baseret på anekdoter, hvor der fremgår en falsk dikotomisering mellem “seksualundervisning, der er i overensstemmelse med virkeligheden” og “Sex & Samfunds propaganda”. Folkeskolen er ikke bange for at forholde sig til biologien, det er sådan, at sociale og kulturelle aspekter af seksualitet, herunder køn og rettigheder, indgår i undervisningen. At ignorere eller nedgøre denne undervisning kan være skadelig for elevernes forståelse af forskellighed samt deres evne til at vise respekt for andre. Brugen af ‘woke-begreber’ handler ikke om indoktrinering, ligesom andre begreber ikke har dette formål (i pædagogisk praksis). Det er derimod en anerkendelse af nutidens køns- og seksualitetsdiskurser, og hvordan eleverne kan forholde sig til omverdenen.

Generation Identitær, som selv praktiserer identitetspolitik, modsætter sig en anden ‘woke identitetspolitisk manifestation’ (ifølge deres hjemmeside). Forskellen her er bare, at ’identitarisme’ historisk set har ledt til splittelse, diskrimination og vold. En etnokulturel os-versus-dem-mentalitet er farlig - det fortæller historiebøgerne os. Alligevel fastholder Generation Identitær et fokus på opretholdelsen af en national eller etnisk identitet fremf or at forbedre vilkårene for marginaliserede grupper. Generation Identitær er fanget i et paradoks. De anerkender nogle former for identiteter eller konstruktioner, men ikke andre. Givetvis er vores biologiske attributter fra fødslen forudbestemte, men konklusionen, at der derved opstår en rigid forudbestemt identitet, for eksmepel en etnokulturel europæisk identitet, er en ekskluderende konstruktion, som Generation Identitær ønsker at håndhæve.

Generation Identitærs politiske agenda er uforenelig med folkeskolelovens paragraffer, men det må yderligere erkendes, at Generation Identitær ikke har styr på pædagogik og didaktik. Daniel Nordentoft påpeger, at de har udfærdiget deres egen undervisningsmateriale: ”undervisningsmaterialet består af en plakat [...]”. Dog besidder deres undervisningsmateriale ikke et anbefalelsesværdigt didaktisk potentiale (andet end at indgå i en faglig analyse af nutidens propaganda). Selvom jeg er tilhænger af at inkorporere multimodale tekster for at engagere eleverne i æstetiske processer, så må det konstateres, at Generation Identitærs materiale, der er præget af ‘en-dimensional-tænkning’, ikke åbner op for at nuancere feltet.

Derfor, i tilfældet af at nogle ’kritiske øjne’ skulle læse mit modsvar, vil jeg gerne genvække Wolfgang Klafkis spøgelse for at forsvare seksualundervisningen. Ifølge Klafkis kritisk-konstruktive didaktik må uddannelse fremme kritisk tænkning og demokratiske værdier. Det er nødvendigt, at skolen tager fat i de epokale nøgleproblemer. Med samtidens centrale problemer, som undervisningen skal tage afsæt i, er køn et didaktisk relevant undervisningsemne. Folkeskolen må altså ikke behandle historie, kultur eller sprog som en samling af udenadslære kolde fakta - snarere er disse fagfelter en integreret del af vores arv.

Når eleverne får serveret isoleret information uden en rig kontekst, bringes stoffet til døde. Læreren som didaktiker må derfor tilvejebringe en dobbeltsidig åbningsproces, hvor eleven eksponeres for omverdenen, og verden for eleven - i en og samme bevægelse. At studere dansk, historie, sprog og kultur uden at blive udsat for omstændigheder og processer, der har formet vores verden, ville resultere i en overfladisk og fragmenteret forståelse af fortiden, nutiden og fremtiden. Klafkis koncept om kategorial dannelse hævder, at der er et forhold mellem material og formal dannelse. Indhold, fakta og information, som eleverne lærer, kombineres med metoder og processer, der bruges til at tilvejebringe et møde med omverdenen.

Hvis Uge Sex således munder ud i, at folkeskolelæreren irettesætter eleverne for at have ‘forkerte holdninger’, eller at læreren forholder sig ukritisk til undervisningsmaterialet, så er der grund til reel bekymring. Hvis organisationerne, der udfærdiger undervisningsmaterialet, forsøger at diktere, hvad eleverne må tænke, så er det problematisk, og aldeles uhensigtsmæssigt at inddrage i undervisningen. Det må derfor være lærerens dannelsesmæssige ambition at facilitere et møde med omverdenen, og det gælder også kontroversielle emner. Spørgsmålet er ikke, om eleverne skal eksponeres for omverdenen, men hvordan folkeskolelæreren agerer didaktisk bevidst, således at læreren ikke er aktivist i praksis, men er en kvalitetsbevidst didaktiker, der kan facilitere et inkluderende pædagogisk rum for, at eleverne kan forholde sig til det omkringliggende samfund.

Emner såsom den kolde krig eller udviklingen af køn og feminisme er afgørende for at give eleverne en omfattende forståelse af vores verden og dens historie. Den kolde krig og kampen mellem kommunisme og kapitalisme definerede en historisk æra og formede det samfund, vi lever i i dag. Ligeledes er udviklingen af køn et vigtigt aspekt af vores kulturelle og sociale historie. At forstå feminismens rolle i at forme vores samfund er afgørende for, at eleverne opnår en dybere forståelse af fortidens og nutidens begivenheder, samt de politiske, økonomiske og sociale systemer, der påvirker vores demokrati og hverdagsliv.

Det er altså ikke folkeskolelærerens opgave at indtage en aktivistisk rolle i formidlingen af historiske- og samfundsmæssige processer. Derimod er det væsentligt, at folkeskolelæreren arbejder ud fra et fortids-, nutids- og fremtidsorienteret perspektiv, hvor udviklingen i Danmarks (og omverdenens) historie, sprog og kultur ikke stopper ved sidste kapitel i lærebogen.