Flere end hver femte pige i udskolingen er ikke glad for, hvem hun er, viser en undersøgelse fra Børns Vilkår og Ole Kirk’s Fond, der udkommer i dag. 

Det er "alarmerende", mener formand for Trivselskommissionen, der til daglig er forstander for Krogerup Højskole, Rasmus Meyer. 

Han ser et behov for en større snak om, hvad det er for nogle forventninger, de unge har til livet.

”Hvis vi har givet de unge en forkert opfattelse af, hvad livet er, så må vi rette op på det. Spørgsmålet er, om vi sygeliggør det almindelige. I min optik er trivsel, at man kan håndtere, når man har det skidt”, siger han til Folkeskolen.

Rasmus Meyer peger på tre områder, som han mener, at politikere, lærere, forældre og civilsamfund må finde alternative løsninger på.

Det værste fra almissesystemet er bygget ind i samfundets kerne

Som formand for trivselskommissionen har han rejst rundt i landet og mødt børn og unge. Her er han blevet meget bevidst om, at mistrivsel dækker over en lang række af forskellige udfordringer. 

Men skal han pege på særligt ét problem, er det selve måden, vi som samfund har valgt, hvad der sikrer ret til hjælp. Og at det kan have skabt "en uheldig incitamentsstruktur".

Han fortæller, at intentionen bag velfærdssamfundet var et opgør med almissevældet, hvor man skal stå med hatten i hånden for at få adgang til hjælp. 

"Men når man kigger ud over landskabet i dag, kunne man godt få den lidt forbudte tanke, at vi nogle steder har taget det værste fra almissesystemet og bygget ind i velfærdsstatens kerne”, siger han med henvisning til, at diagnoser sikrer afgang til hjælp. 

Har mødt den samme fortælling igen og igen

Undersøgelsen fra Børns Vilkår viser, at en psykiatrisk diagnose er det baggrundsvilkår, der har den største påvirkning på elevers trivsel i skolen. 

”Igen og igen møder jeg fortællingen om, at man skal have en diagnose for at få adgang til hjælp. Har vi på tværs af landet skabt en struktur, der accelerer de udfordringer, som vi forsøger at løse?”, spørger han.

Rasmus Meyer har mødt flere lærere, som fortæller, at mens det tidligere var det dem, der fortalte forældrene, at der var noget galt med deres barn, er det i dag omvendt.

”Der er forældre, der ønsker eller ligefrem kræver, at deres barn kan få en diagnose for ad den vej at få adgang til hjælp og støtte. Det er svært at forestille sig en anden vej, men jeg tror, vi skal gøre forsøget”.

Formand: Diagnoser kan ikke bruges til alt

Hans bud er ikke så konkret og enkelt, som man måske kunne ønske.

”Hvis vi skal ud af den blindgyde, vi befinder os lige nu, så skal vi lade pædagogik, dannelse og livsoplysning spille en rolle”, siger han.

”Det starter og slutter med, at vi forstår, at diagnoser er velegnede til noget, men ikke kan bruges til alt. At diagnoser er tale om et spektrum, og hvis man tror, at de fortæller en entydig sandhed om mennesker, så får de en større magt, end de kan tåle”.

"Man skal have blik for, at diagnoser ikke kun er beskrivende, men at de også på en eller måde er bestemmende for den måde barnet eller den unge forstår sig selv på, og den måde som verdenen forstår dem på”.

Flere bør hjælpes uden medicin og diagnose

Derfor mener formanden for trivselskommissionen, at det er vigtigt at tage stilling til, om det er den rigtige ”arbejdsdeling”, der er i samfundet i dag.

”Vi må spørge os selv, hvilke opgaver er bedst løst af psykologer og psykiatere, og hvilke er bedst løst af forældre, pædagoger og lærere og frivillige i civilsamfundet. Og hvor kan vi forvente, at de unge selv kommer på banen”, siger Rasmus Meyer.

Han understreger, at der fortsat skal være unge, der skal udredes og medicineres, men at der også er nogle, der bør hjælpes på andre måder.

”Psykologer og psykiatere har en vigtig rolle at spille, men de sundhedsfaglige discipliner må ikke få lov til at kolonisere den her diskussion". 

Pædagogik og opdagelse bør være en større del af løsningen

Ifølge Ramus Meyer fylder det sundhedsfaglige sprog for meget i forhold til de unges liv. 

"Vi må ud af den blindgyde, vi befinder os i, hvor alle problemer forstås i sundhedsfaglige termer og i stedet forstå - som der er en lang historie for i det her land - , at pædagogik, dannelse, opdragelse og livsoplysning er en del af svaret på de udfordringer, vi er stillet over for”, siger han.

Formanden kommer med en direkte opfordring til lærerne og andre, der er omkring børn og unge.

”Det nytter ikke noget, at vi andre bakker og ekspederer videre til psykologerne, når vi står over for et barn, der har det svært", siger han og fortsætter: 

"Der findes en mulighed for mange unge, hvor det er forældre, skoler og civilsamfund, der viser en vej ud af den uro og det mørke, som uundgåeligt er en del af alle menneskers liv uanset alder”, siger han.

Ifølge ham er der behov for, at alle har mere tiltro til egne evner, når de skal guide børn og unge gennem livet. 

”Vi er nødt til at tro på, at vi også på det lange stræk har en opgave at spille”.

”Der er en ny sårbarhed på spil, men.."

Det sidste punkt, som Rasmus Meyer peger på, om samfundet husker at stille de rigtige spørgsmål og krav. 

”Stiller vi de rigtige krav på det rigtige tidspunkt? Hvordan sikrer vi kvalitet for børn og unge? Hvordan får vi de unge til at deltage i meningsfulde fællesskaber i stedet for at drukne sig selv i gaming og sociale medier? Det er ikke nemme spørgsmål, men det er vigtige spørgsmål”, siger han.

Kommissionsformanden understreger dog, at selvom statistikkerne viser en øget mistrivsel, er det særligt én gruppe, der især kæmper med mistrivsel.

”Der er en ny sårbarhed på spil. Men det er først og fremmest børn fra hjem med vold, misbrug og svigt, der kæmper for at være til. Vil vi forstå udfordringsbilledet, må vi også anlægge et socialt blik. Det skylder vi de mest udsatte i det her samfund”.