Debat

Sammenlignet med vores nordiske naboer spiller referencer til Pisa-målinger en meget stor rolle i reformarbejdet i Danmark, skriver professor Christian Ydesen.
Sammenlignet med vores nordiske naboer spiller referencer til Pisa-målinger en meget stor rolle i reformarbejdet i Danmark, skriver professor Christian Ydesen.

Professor: Mens kritikken af Pisa er gået i glemmebogen, bruger politikere resultaterne til at legitimere reformer

Selv om grundidéen bag Pisa kan kritiseres, bruges resultaterne som styringsredskab for folkeskolen, skriver professor Christian Ydesen.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Vi mener ikke, at det kan lade sig gøre at lave en præcis placering på en liste. Der er for stor statistisk usikkerhed.”

Sådan udtalte Elsebeth Aller, der var chefkonsulent i det, der dengang hed Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet, forud for præsentationen af resultaterne fra Pisa 2012. Udtalelsen skal ses i lyset af den sønderlemmende kritik, som statistikprofessor Svend Kreiner havde rejst af Pisa-målingerne allerede i 2011:

”Jeg kan ud fra Pisas materiale få Danmark til at ligge nummer to, men jeg kan også få Danmark helt ned på en 42.-plads. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis testene havde fungeret, som Pisa siger, de gør.”

I dækningen af Pisa 2022 har medierne igen haft et stort fokus på Danmarks indplacering i forhold til andre lande i almindelighed og de nordiske lande i særdeleshed. Reservationerne og kritikken af Pisa synes altså igen at være trukket i baggrunden for ikke at sige at de er gået i glemmebogen.

Man kan hævde, at metoderne bag Pisa sidenhen er blevet forbedret, men selve grundidéen om, at det er meningsfuldt at administrere én fælles måling af verdens 15-årige, som befinder sig i endog særdeles forskellige kontekster kulturelt, uddannelsesmæssigt og materielt, er der ikke pillet ved.

Internationale sammenligninger

Pisa er i selve sit design og sin historik møntet på at levere internationale sammenligninger mellem uddannelsessystemer. Samtidig rummer Pisa også en umiskendelig ideologisk komponent, nemlig at vi alle befinder os på et globaliseret arbejdsmarked, og at det er de samme kompetencer, som vil blive efterspurgt på fremtidens globale arbejdsmarked, samt at Pisa-resultater dermed giver et fingerpeg om, hvor godt nationen er rustet i den globale konkurrence med andre nationer.

Logikken kom tydeligt til udtryk i blandt andre S-ordfører Jens Joels argumentation i forbindelse med genindførelsen af nationale test efter corona-nedlukningen, hvor han bl.a. sagde, at det opståede læringstab ifølge OECD ville betyde en nedgang i bruttonationalproduktet (P1 Orientering, 2. februar). Det er i øvrigt en sammenhæng, som adskillige forskningsartikler eftertrykkeligt har afmonteret[2], og samtidig problematiseres den af den nye geopolitiske situation, der nok kan give anledning til overvejelser om, hvorvidt de sidste 30 års globaliseringsoptimisme vil stå uanfægtet. Men myten fortsætter med at leve.

Der tegner sig altså et billede af, at Pisa demonstrerer en fantastisk overlevelsesevne. Det skyldes bl.a., at OECD har en stærk historik for at genopfinde sig selv og udvikle sine programmer med henblik på at vedblive at være den ledende standardsætter for uddannelse globalt set. Men selvom der rettelig rundt om i verden er visse tegn på Pisa-træthed, så skyldes Pisas overlevelsesevne formentlig også, at politikere og beslutningstagere ønsker noget at pejle efter i en usikker og omskiftelig verden.

Samtidig er der et ikke uvæsentligt pres fra embedsværket og dele af forskningsmiljøet for at opretholde en kontinuitet i dataflow. Tænk bare på det ramaskrig, der blev, da de nationale test blev suspenderet og sidenhen ændret med deraf følgende brud i dataflow. Dermed må man sige, at Pisa-supertankerens inerti er betydelig.

Pisa bruges til at legitimere reformer

En anden vigtig pointe er, at vi i Danmark har en meget stærk historie for, at Pisa-resultater anvendes til at legitimere reformer af folkeskolen. Faktisk har et stort nordisk forskningsprojekt for nylig vist, at referencer til Pisa-målinger spiller en meget stor rolle i reformarbejde i Danmark sammenlignet med de andre fire nordiske lande.

Her kan bl.a. nævnes Ulla Tørnæs’ indførelse af nationale test i 2006, og i forbindelse med offentliggørelsen af Pisa 2012 udtalte Christine Antorini: ”Vi ligger stadig over OECD-gennemsnittet i matematik, selv om vi er gået tilbage. Og det er ikke godt nok, hvis vi skal være helt i front i forhold til fremtidens arbejdsmarked. Det er det problem, vi prøver at adressere med den kommende folkeskolereform.”

Endelig sagde Mattias Tesfaye nu ved præsentationen af Pisa 2022, at: ”Mindst 90 procent af de meget detaljerede læringsmål skal væk. Der skal i stedet være et langt større fokus på fagenes kernestof, og lærerne skal have større frihed til at tilrettelægge undervisning med udgangspunkt i de elever, som sidder i klassen.”

Pendulsvingninger

Sammenlignet med sine forgængere, som på forskellig vis har anvendt Pisa-resultater til at legitimere reformer, der på forskellig vis skulle styrke en boglig faglighed i folkeskolen kombineret med øget monitorering af folkeskolerne, anvender Tesfaye resultaterne til at gå i retning af mere frisættelse af skolerne, større ansvar til skoleledere og skolebestyrelser, kortere skoledage og flere timer i praktiske fag.

Disse pendulsvingninger viser med al tydelighed, at Pisa i høj grad er en flydende betegner i uddannelsesreformer, men samtidig giver brandet ”Pisa” og ”OECD” et stærkt skær af legitimitet, som ikke mindst er bundet op på den umiskendelige fremtidsrettethed, der ligger i Pisa, om at (relative) forbedringer i Pisa-resultaterne vil føre nationen til det forjættede land.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Powered by Labrador CMS