Debatindlægget er et svar på Alexander Von Oettingens indlæg "Hvilken pædagogik?" på folkeskolen.dk.

I indlægget "Hvilken Pædagogik?" kommenterer Alexander Von Oettingen, der er rektor på UC Syd, på podcasten Sophias afsnit "Pejling af dannelse". I afsnittet deltager professor Karen Borgnakke.

Hvilken pædagogik?

Dejligt at samtalen om pædagogikfaget i den ny læreruddannelse kommenteres og debatteres. Men debatten er jo kun interessant hvis forslaget, og dernæst den såkaldte aftaletekst og policy kontekst, fastholdes som omdrejningspunkt.

På den baggrund er jeg ikke helt tryg ved Oettingens sværmeriske og ironiske omgang med mine kritikpunkter, der pludselig bliver til hvad jeg drømmer om, forestiller mig, svarer på etc.

Jeg er ej heller tryg ved det nonchalante (eller blot alment filosofiske) spørgsmål som ’Hvad er pædagogik?’.

Det fungerer som stop-spørgsmål. Man går i indre eksil: Mener spørgeren vitterlig pædagogik i ental, eller mon begrebet, fænomenet, og hvis så… dets eksistens i verden, eller?

Og endelig er jeg ikke tryg ved at Oettingen konstruerer sin egen modstander. Jeg har ikke skrevet, sagt eller ment de standpunkter som jeg opsummeres for i Oettingens blog-indlæg.

Hvis debatten skal genfinde fodfæstet skal vi tættere på sagen selv, dvs. selve forslaget.

Oettingen beder os ”huske, at den nye læreruddannelse først er ved at tage form og derfor kan det være svært at kritisere dens evt. indhold” og konkluderer på mine vegne at: ”Borgnakkes kritik går derfor mere på selve intentionerne i forligsteksten”. Men det er upræcist, næsten forkert.

Forslagsteksten og siden hen den politiske aftaletekst, går overraskende tæt på fx en bekendtgørelses-genre. Der gås konkret til værks med profileringer af både organisering, progression, basisdiscipliner, eksamensformer etc.

Med dette konkretiseringsniveau er man langt inde i formning og fyldning af den nye læreruddannelse. Og den proces ved Oettingen som rektor formentlig alt om.

I hvert fald, hvis man har arbejdet med akademiske uddannelser, fx studienævnsarbejde, så ser man fluks hvor langt ind i maskinrummet de involverede parter og resulterende tekster er gået.

Det er for længst andet og mere end blot et spørgsmål om intentionerne. Mine kritikpunkter går derfor tilsvarende konkret på hvad de involverede udvalg, partier og parter så faktisk har aftalt og fastsat - også omkring indplacering af Pædagogik og Didaktik.

Hæfter man sig ved de aftalte forslag, ordlyd, fagudtryk må man på fagene Pædagogik og Didaktiks vegne undre sig over et fravær af netop pædagogisk og didaktisk fagterminologi, samt undre sig over det kludetæppe som Lærerens Grundfaglighed (LG) er blevet.

Set i lyset de sidste tiårs fremhævelser af professionshøjskolernes forskningstilknytning undrer det også at referencer til forskningslitteraturen kaldet 'Klasserumsforskning' koblet til ’Fagdidaktisk forskning’ og 'Professionsforskning/lærerprofessionsforskning’ savnes.

Når man tænker på hvor meget disse kritisk-empiriske og praksisorienterede forskningsretninger har fyldt i de nordiske pædagogik- og uddannelsesforskningsmiljøer siden 1970'erne, er det både uforståeligt og uklogt, at relevansen for læreruddannelsen ikke er pointeret.

Alt i alt er Pædagogik og Didaktik som disciplin så stedmoderligt behandlet i forslags og aftaleteksten, at man tvivler på om pædagogik/didaktik-faglig sagkundskab har været involveret i formuleringerne. Og selv om de kommende måneders arbejde er en faglig konkretisering og indholdsbestemmelse, så forrykker det ikke ved at de foreliggende forslags- og aftaletekster i samspil med bekendtgørelser fungerer som de autoritative tekster, der skal overholdes. Derfor drejer det sig om at det næste fortolkningsled, professionshøjskolerne og faggrupperne, udnytter deres den relative autonomi til at generobre og profilere Pædagogik og Didaktik – fagdidaktik som et grundfag. Læreruddannelsens egne fagfolk og studerende skulle jo gerne være dem, der svarer på spørgsmålet om hvad pædagogik-faget er og hvilken rolle det skal spille i læreruddannelsesprocessen.

Jeg deltager gerne i den fortsatte debat med konkretiserende bidrag i forlængelse af aktuelle projekter om pædagogisk fagkritik og professionsdannelse. Men lige nu er de vigtigste debattører, og de, der skal svare på de vitale spørgsmål om pædagogik-fagets placering, læreruddannelsens egne fagfolk. Svarene kan indgå i den kritiske debat, men det vigtige er at de kan blive præget af pædagogikfaglig autoritet som perspektivrige bud fra maskinrummet. Vi savner synligheden.