En hyggelig bog. Et værk, hvor læseren genmøder de ikonpsykologer, som gennem 100 år var nøglepersoner i konstruktionen af det udviklingspsykologiske domæne. De fastlagde, hvornår rejsen gennem barndommens land var korrekt udfoldet i forhold til tidens socialkarakterkrav, og hvornår kanterne påkrævede tilslibning.

De er der alle: Freud, Skinner, Erikson, Lorentzer og en lang række teorikonstruktører, der ellers hviler velbegravede på de forældede psykologiske teoriers voksende kirkegård, mens glemslens støv pudrer deres gravstene. Reich - karakterpanser og orgasmerefleks - min gamle helt. Glasers realitetsterapi "Så kan de lære det", som havde monopolstatus i narkobehandlingen. Maslows underlige behovspyramide, der skulle passivisere efterkrigsgenerationens forbrugskrav.

Men - og et stort men: Hvor mange gange kan en bog genoptrykkes, selv om forlaget påklistrer nye kapitler? Her i fjerde udgave - Bowbys tilknytningsteori. Forrige gang - Sterns kompetente barn-konstruktion (mens mor passer sit arbejde). Relevant stof, men er det den bog om udviklingspsykologi, som seminariestuderende, der skal agere i forhold til postmodernismens unger, skal presses til at købe? Studerende, der undervises af psykologer, som eksisterer i socialkonstruktivismen, kritisk psykologi, neurologisk/genetisk determinisme og kognitiv tilpasnings teori. Stress er omtalt en gang i bogen (Piaget/1940'erne), mens kastrationsangst får fire hits, penismisundelse to.

Femte gang, bogen genoptrykkes, bør den døbes "Historiske udviklingspsykologiske teorier". Så passer hatten til hovedet. Men svært hyggelig læsning for ældre psykologer.