
Ny reformpakke betyder måske flere penge til læreruddannelsen
Fredag aften fik regeringen flertal til en ny reformpakke for dansk økonomi. I den afsættes et millionbeløb til velfærdsuddannelserne. Derfor kan der være flere midler på vej til læreruddannelsen.
Fredagens aftale kan være en økonomisk styrkelse af læreruddannelsen.
I aftalen afsættes der nemlig i første omgang 60 millioner kroner i 2024 og 200 millioner kroner om året fra 2025 til at finansiere et løft af velfærdsuddannelserne, som udgør uddannelserne til lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske.
Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, DF, Radikale og Kristendemokraterne.
"Når vi styrker de vigtige uddannelserne inden for velfærdsområdet gavner vi den fælles velfærd og de unge, der vælger disse vigtige fag. Vi skal gøre uddannelserne endnu bedre og sikre, at de er mere rettet mod den praksis, som de skal studerende skal ud og arbejde i", siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) i en pressemeddelelse.
Læs også
Det fremgår ikke, hvordan pengene til velfærdsuddannelserne skal fordels.
Læreruddannelsen fik også tilført ekstra midler på den seneste finanslov i december til at finansiere en ny læreruddannelsen. Her blev der afsat 65 millioner kroner i 2022 og 125 millioner kroner årligt fra 2023.
Beløbet er dog ikke stort nok ifølge organisationerne bag anbefalingerne til en ny læreruddannelse. Danske Professionshøjskoler, Danmarks Lærerforening, Lærerstuderendes Landskreds og KL er samlet enige om, at en ny læreruddannelse vil koste 200 millioner kroner.