Debat
Skolekoncerter skaber magiske møder mellem elever og professionelle musikere
Den 1. til d. 3. oktober er der skolekoncertfestival i Horsens og Odder. En festival der hylder og synliggør den musik, som hver dag hele skoleåret igennem præsenteres for skoleelever over det meste af Danmark. En indsats der ikke er så synlig, fordi den foregår der hvor eleverne er, i deres hverdagsrum. Jeg ville ønske at folk der sidder på landets pengekasser kiggede forbi, for at opleve hvor meget man her får for musikpengene. Koncerterne har stor brugertilfredshed og et kæmpe læringspotentiale. Alligevel er det et område under pres.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skolekoncerter har eksisteret lige så længe jeg kan huske. I min egen skoletid var det en sjælden begivenhed. Jeg husker det som magiske øjeblikke i gymnastiksalen.
Frem til 2007 formidlede amterne skolekoncerter, men da de blev nedlagt, overgik ordningen til organisationen Levende Musik i Skolen.
Jeg har selv fornøjelsen af at være én af LMS’s områdekonsulenter, der er med til at administrere skolekoncerterne rundt om i landet. Det betyder at jeg taler med mange lærere og musikere, og jævnligt oplever koncerter sammen med elever. Det er stort set altid en fornøjelse, ikke mindst fordi orkestrenes niveau er tårnhøjt, både musikalsk og formidlingsmæssigt, og fordi det er tydeligt hvor glade både elever, lærere og musikere er for skolekoncerterne.
På en god dag er det ikke så afgørende, om eleverne skal høre Schopenhauer, opera, jazz, Hip Hop eller Heavy Metal. En modvilje mod opera, kan fx blive vendt til en stor musikoplevelse og give indsigt i en kunstart, som er fremmed for mange af os. Og selvom resultatet måske ikke er at eleverne farer hjem og plager om at komme til operafestspil i Bayern næste sommer, så åbner mødet med musikgenrer som eleverne er uvante med, for en indsigt, der gør at de bliver åbne for musik i mere bred forstand, og lærer at forstå den musik de selv lytter til på Spotify eller P3, på baggrund af fx klassisk, jazz, beat osv.
Mange musiklærere sætter en ære i at eleverne er forberedte på den koncert de skal opleve, og bruger af de sparsomme musiklektioner til at gennemgå det undervisningsmateriale, der knytter sig til koncerterne. Det kan også foregå i andre fag, alt efter koncertens tema. Forberedelsen er med til at skabe en god relation mellem elever og musikere og højner dermed koncertoplevelsen.
I de kommuner der er tilmeldt ordningen, oplever alle elever én årlig koncert tilpasset deres klassetrin. Ca. 100 bands turnerer årligt rundt i landet som skolekoncertorkestre, udvalgt blandt de over 350 orkestre, der hvert år søger om at komme med i ordningen. De er alle sammen professionelle musikere, som også udøver deres virke i andre orkester- og koncert konstellationer. Desuden er der enkelte internationale navne, bosat i andre dele af verden.
Hvorfor gider musikerne at stå tidligt op om morgenen og tilbringe nætter på små hoteller i byer langt hjemmefra for at spille koncerter i halvkolde gymnastik- og festsale? Selvfølgelig får musikerne løn for deres forehavende og en fuld turneplan. Men frem for alt gør de det, fordi mødet med børn og unge er noget af det mest givende man kan opleve som musiker. At give 80 eller 200 elever en musikalsk oplevelse, som for nogen er så magisk, at de bagefter kommer op til musikerne for at dele oplevelsen, eller bare det lille møde i form af øjenkontakt med eleven på 3. række. Det er øjeblikke som dem, alle skolekoncertmusikere kender, og det der motiverer dem en tirsdag morgen i februar på vej til Udby Skole.
Jeg ville ønske at alle børn i Danmark var omfattet af ordningen. Men skolekoncerter er desværre også noget af det, der bliver sparet på, når man skal finde nye besparelser i kommunernes og skolernes trængte økonomier. Det er rigtig ærgerligt for udviklingen af musikmiljøet i Danmark, for den enkelte musiker og især for eleverne, der henter SÅ meget læring i musikken. Selvfølgelig koster musikken penge og prioriteringen mellem bøger, lejrskoler, vikarer og musik, eller andre former for kunst og kultur på skemaet, er svær at balancere. Men jeg forstår ikke hvorfor det behøver at være sådan. En skolekoncert koster ca. 33 kr. pr. elev. Prøv at regne ud hvor mange skolekoncerter der går på et vildsvinehegn, et F-16 fly eller bonus til ledelsen i Nets?
Skolekoncerterne er med til at skabe en kultur i skolen, men også udenfor skolens rum. Det er svært at måle værdien af det, og nogen lærere, elever og forældre vil måske mene at koncerten er en forstyrrelse. For hvad nu med den lektion der bliver aflyst? Jeg vil hævde, at det er en af den slags forstyrrelser der er brug for, og som vi bliver fattigere som samfund af at leve uden.
Her kan du læse mere om ordningen og skolekoncertfestivalen:
www.lms.dk