"Som praksisvidenskab rummer pædagogik flere pædagogiske vidensformer: almen pædagogisk erfaring, professionel pædagogisk viden og erfaring og videnskabeliggjort pædagogisk viden … Det betyder, at pædagogisk viden ikke er kendetegnet ved dens sikre viden, men måske snarere ved dens 'ikke-viden'". Dette er et brudstykke fra Alexander von Oettingens indledende artikel, som godt kunne være udgangspunkt for en drøftelse af, hvad en pædagogisk teori er eller ikke er, når nu bogen hedder ”Pædagogiske teorier”.

Bogen er en antologi bestående af 19 artikler. Seks af artiklerne er gengangere fra 4.-udgaven. Andre seks er blevet revideret. Og hertil kommer så, at der er bragt syv nye artikler om almen pædagogik, medborgerskabspædagogik, klasseledelse, skoleledelse, undervisningsdifferentiering, blended learning og anerkendende pædagogik. Alle syv artikler er relevante, hvis man ønsker at være opdateret med nyt stof i en ældre bog. Redaktøren skriver i forordet, at man har ønsket ”at fastholde den kontinuitet, der er i pædagogikken”, og ”at levere aktuelle bidrag til den pædagogiske debat og praksis”, og at den nye 5. udgave afspejler, "… at pædagogikken de senere år i stigende grad fokuserer på elevernes læring og læringsresultater”. Om det første er lykkedes, kan man diskutere. Hvilken "kontinuitet" kunne man spørge. Det er svært at se et redaktionelt princip slå igennem, og det er svært at se samlingen som en buket forskellige pædagogiske teorier, således som titlen vel skulle antyde.

Der er flere gode artikler blandt de nye om klasseledelse, skoleledelse, undervisningsdifferentiering med videre, men er det pædagogiske teorier, eller er det temaer, som belyses med brudstykker af pædagogisk viden inden for de tre kategorier fra Alexander von Oettingen, der står i begyndelsen af anmeldelsen?

I mange af artiklerne gøres der meget ud af begrebsbestemmelser og historisk perspektiv som baggrund for at forstå den aktuelle situation. Det er et gode.