Værdifuld ekspertise går tabt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konsulenter og psykologer med ekspertise inden for undervisning af børn og voksne med for eksempel autisme skal fremover tage sig af lidt af hvert på kommunale kontorer for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Samtidig står nabokommunerne måske uden ekspertviden. Månedsmagasinet Undervisere tegner et billede af en ekspertviden, der blev spredt for alle vinde, da amternes specialundervisningskontorer drejede nøglen om lige før juleferien.

»Vi vil jo ikke have råd til at ansætte eksperter, og man vil aldrig i Jammerbugtens Kommune nå at have fat i så mange børn, at man får den her viden«, siger Gunhild Bach Nielsen, der er radikalt medlem af kommunalbestyrelsen i den nordjyske kommune, men indtil nytår var formand for Nordjyllands Amts undervisnings- og kulturudvalg.

»Og det værste er, at eksperterne forsvinder. Selvom vi ville betale, hvad det kostede at få konsulentbistand, så forsvinder de jo. Det vil gå lynhurtigt, i løbet af et år vil de ikke være til vores disposition længere. I den kommune, hvor de kommer til at arbejde, vil de få bredere arbejdsfelter, og så forsvinder den viden. Det er meget beklageligt, nærmest sørgeligt«, siger Gunhild Bach Nielsen.

I »hendes« forvaltning i Nordjyllands Amt havde man opbygget et korps af konsulenter, som var eksperter i undervisning af børn med en række forskellige handicap og udviklingsforstyrrelser og hjalp kommuner og skoler med at give børnene den rette undervisning.

»Som en mor sagde til mig: 'Så oplevede jeg, at mine skuldre faldt ned, og jeg holdt op med at gå og græde hver dag'«.

Til de mest sjældne handicapgrupper har Social- og Undervisningsministeriet oprettet rådgivningen VISO i Odense, men Gunhild Bach Nielsen tror ikke på, at det vil komme ret mange børn til gavn og for eksempel ikke de mange med diagnoser som autisme og Damp:

»Det er nogle af dem, hvor man kan komme grueligt galt af sted. Hvis ikke man giver dem nogle tilbud, der er baseret på viden, kan man næsten komme til at gøre ondt værre«.

Bekymringen for, at kommunerne vil hjemtage børn fra specialskolerne og placere dem i én kommunal specialklasse, selvom de lider af vidt forskellige udviklingsforstyrrelser, har formanden for kommunernes skoledirektører, Per B. Christensen, hørt før:

»Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at den situation ikke kommer til at opstå i én af de 98 kommuner«, siger han og understreger, at kommunerne naturligvis vil søge nye veje i deres indsats.

»Men det vigtigste er, at vi går til opgaven med en faglig ydmyghed. Vi må anerkende, at det her er svært - skræk-scenariet er, hvis nogle mener, det er 'piece of cake'«, siger han. |