Det er stadig uvist, om teknologiforståelse skal have sit eget fag eller indbygges i andre.

Men uanset resultatet af den efterhånden årelange politiske proces, så hænger teknologien uløseligt sammen med matematikken. Og hvis de to fagområder integreres godt, kan teknologiforståelse blive en fordel for matematikken.

Teknologiforståelse har nemlig potentialet til at facilitere elevers læring af matematik. Med den rette integration kan vi undgå, at teknologiforståelse bliver en byrde og i stedet bliver noget, der rent faktisk understøtter matematikundervisningen.

Først og fremmest kan teknologien bruges til at gøre matematiske tankeeksperimenter konkrete gennem computereksperimenter.

I statistik behøver du ikke forestille dig, at du gør noget 1.000 gange, du kan simulere det på computeren. I geometri kan du verificere, at din forståelse af polygoner er rigtig, når du ser din robot tegne dem.

Computersimulationer giver meget hurtigt meget konkret og letforståelig feedback på elevers arbejde, og det kan være ekstremt effektivt, når man skal lære matematik.

Intet tryllestøv

Da Teknologiforsøget spurgte matematiklærere om deres syn på teknologiforståelse, var svarende fulde af begrundet bekymring over at skulle presse mere indhold ind i et i forvejen pakket pensum.

Derfor kan vi heller ikke drysse teknologiforståelse som tryllestøv udover matematik.

For at gøre teknologiforståelse til en fordel for matematik, skal de to områder rent faktisk integreres i hinanden, på en måde, hvor områderne overlapper to dele af pensum – frem for at udbygge pensum.

Overfladisk kombination

Ofte ser vi, at når fagene kombineres, træder et af dem i baggrunden. Det kan være, at elever programmerer et spil, hvor man undervejs møder matematikopgaver. Eller at de programmerer en robot til at bevæge sig hen til et polygon.

Der er programmering og matematik til stede i opgaven, men de er opdelte. Og matematikken kunne let erstattes med noget andet, så du ender ikke med at udnytte nogen synergi.

Det samme er tilfældet, når matematikken indtager hovedrollen, og teknologiforståelse er i baggrunden. Det kan fx være, at eleverne skal lave et diagram over data, som bliver genereret af en algoritme, men at de ikke selv har programmeret algoritmen.

Polygoner og programmering

Hvis eleverne omvendt skal programmere robotten til at tegne forskellige polygoner, så er de nødt til at forstå både polygoner og programmering. Og robottens bevægelser giver hurtigt eleverne indblik i, om der er noget galt med deres kode eller deres vinkler.

Der behøver ikke være en komplet integration på alle skridt i opgaven. Det er ofte meget svært at løse en opgave, hvis den indeholder to stofområder, der begge er ukendte for eleverne.

Derfor kan det være en god ide at lære Scratch og brøker hver for sig, inden de to skal kombineres i samme opgave. Det betyder at man ofte er nødt til at bygge forløbet op i en progression, hvor en komplet integration er målet.

Labre larver

Komplet integration af fagområderne er et af de designprincipper, vi er kommet frem til efter vi har analyseret undervisningsplaner og -materialer fra Danmark, Sverige og England for at kortlægge, hvordan teknologiforståelse og matematik kan forbindes.

Det andet designprincip handler om at inddrage en kontekst, som ligger uden for matematikken.

Vi må erkende, at børnene sjældent er ret interesseret i polygonerne. Så i stedet for at få robotten til et tegne tilfældige polygoner, kan man fx lade eleverne vælge en by og få robotten til at tegne byens skyline.

Eleverne skal stadig lære at tegne forskellige former, men du har en opgave, som de kan forbinde sig med på en anden måde.

Inden for statistisk kan eleverne forsøge at smage forskel på den lyse og den mørke labre larver i en blindtest.

Hvis de gætter rigtigt 8 ud af 10 gange, kan man sætte dem til at regne ud, hvad sandsynligheden for det resultat er, hvis de ikke kan smage forskel.

Det giver os et problem, som elever kan engagere sig i, og som kræver både teknologi – i form af simulering - og matematik.

Frihed til læreren

Det tredje designprincip går ud på at give læreren frihed til at bruge læringsmaterialet, som det passer ham eller hende.

Læringsmaterialet skal være en hjælp og ikke en spændetrøje. Der skal være mulighed for, at lærere kan forme og integrere materialet på sin egen måde, til sin egen stil eller til den specifikke klasse.

Med disse tre designprincipper mener vi, at der kan skabes læringsressourcer, der ikke bare får teknologiforståelse til at hænge godt sammen med matematik – men også lader de to fagområder understøtte hinanden.