Hvis eleverne skal blive myndige borgere i et digitaliseret samfund og lære at forholde sig kritisk til teknologi, så er nøglen ikke kompetencer, men sprog.

Sådan lyder det fra forfatterne til en ny bog med titlen ’Teknologisk literacy’.

46 skoler har i perioden 2018-2021 arbejdet med forsøgsfagligheden teknologiforståelse. Fagets fremtid er endnu uafklaret.

Selv om der fra nogle sider undervejs i forsøget blev advaret mod, at faget kunne ende med humanistisk slagside, forholder det sig ifølge forfatterne Johannes Fibiger og Uffe Lyngdal Sørensen lige omvendt.

”Bogen er også et forsøg på at gentænke et felt, som nogle de seneste år har forsøgt at monopolisere i en retning, hvor forståelse for teknologi handler om at kunne programmere den selv. Det er noget af det, man lærer mindst om teknologi af, hvis man spørger mig”, siger Johannes Fibiger.

Han påpeger, at teknologiforståelsesforsøget endte med "en lunken evaluering", og at det heller ikke har fået ECTS-point i den nye læreruddannelse.

Generelt mener forfatterne til bogen, at forsøget var et eksempel på "top down-nedsivning fra de universitære uddannelser i datalogi- og designtænkning".

”Vi er i opposition til et teknologisyn, hvor det at programmere medfører digital myndiggørelse. Myndiggørelse er ikke digital, og det at handle myndigt på nettet handler netop ikke om det digitale, men om indhold og værdier", siger Johannes Fibiger.

En computer er ikke digital

Udfordringen er, at det digitale og analoge er så tæt vævet sammen, at det ikke giver mening at tale om, at eleverne opnår teknologiforståelse ved at ”kigge under motorhjelmen” på teknologierne, som en parole har lydt i forsøgsfaget.

”En computer, iPad eller smartphone er ikke digital. Hvis man hamrer den i gulvet, vil den splintres i analoge genstande fra den ’virkelige’ verden”, siger Johannes Fibiger og tilføjer:

”Det digitale handler om lagring af data og abstraktliggørelse af menneskelige relationer. Hvis man forstår det, er man kommet væsentligt længere, end hvis man lærer at programmere en dims på en micro:bit”.

”Literacy-begrebet er et internationalt begreb for, om man kan håndtere verden ved hjælp af sprog. Teknologisk literacy skal ses som værende i modsætning til ’computer science’, som er en instrumentel tilgang til teknologi”.

En sådan teknologisk literacy vil, mener forfatterne, kunne dreje fokus fra, hvad teknologi er, til hvad den gør.

”Vi forsøger at sætte et andet syn op, hvor man må sande, at hvad teknologi er, det får vi måske aldrig endegyldigt svar på. For hvis man flytter teknologien til en anden kontekst, bliver den også en anden”, siger Uffe Lyngdal Sørensen og tilføjer:

”Det er en mere flydende måde at snakke om teknologier på. Når man ikke én gang for alle kan svare på, hvad en teknologi er, men accepterer at den er noget flygtigt og flydende, så må man i stedet kigge på, hvad den gør”.

Forfejlede it-indkøb i skolen

Og vil man have konkrete eksempler, kan man blot kigge på nogle af de seneste års masseindkøb af teknologi i folkeskolen, mener forfatterne.

Flere kommuner har for eksempel investeret massivt i interaktive tavler og iPads, uden at opnå de forventede undervisningsmæssige gevinster, påpeger Uffe Lyngdal Sørensen.

”Man fokuserer på, hvad teknologien er, dernæst hvordan man kan finde anvendelse for den i skolen. Nogle gange er det endda som om, man tænker, at en specifik pædagogik er indlejret i teknologien, og hvis man bare får den implementeret rigtigt, så kører det derfra”, siger han og tilføjer:

”Men vi skal starte et andet sted. Nemlig med at spørge, hvad teknologi gør ved en given kontekst og så arbejde med den derfra”.

Uffe Lyngdal Sørensen påpeger endnu et aktuelt eksempel fra skoleverden: Chromebook-sagen fra Helsingør Kommune.

”Der er næppe nogen tvivl om, at man primært har haft øjne for, hvor smarte og letanvendelige Googles produkter er. Men der er en bagside, man ikke på samme måde har haft opmærksomhed på, som handler om risici ved behandling af personoplysninger. Her er teknologi trods de bedste intentioner kommet bag på alle”, siger han.

Ikke en ny udfordring

Udfordringen er ikke ny, påpeger Johannes Fibiger.

Der har i mange år været en forestilling om, at skolen er bagud rent teknologisk i forhold til det omgivne samfund, og at en given teknologi vil kunne bringe den på omgangshøjde, mener han:

”I 1970’erne lærte vi at programmere hulkort. Og argumentet var allerede dengang, at det ikke blot var vigtigt, hvis man skulle kunne det i en fremtidig jobfunktion, men at det var vigtigt for ens digitale dannelse”, siger Johannes Fibiger og tilføjer:

”Men det duer ikke at sætte digital foran dannelse, for dannelse er netop ikke digital. Den består ikke af 0’er og 1-taller, men af at man forstår verden og sig selv i den. Derfor er der heller ikke hverken ét dannelsesfag eller flere typer af dannelse”.

”Der er derimod forskellige områder af dannelse, og fordi vi har fået en skærmmedieret livsverden, er man nødt til at vide noget om teknologierne for at forstå den. Det er her, vores bog kommer ind i billedet”.

I sommer kørte Politiken en serie om det såkaldte digitale b-hold, som digitaliseringen har efterladt på perronen. Men problemet begrænser sig ikke til ældre mennesker, påpeger Uffe Lyngdal Sørensen:

”Ligesom man kan være skriftligt analfabet, kan man også være det teknologisk. Og det er man altså både, når man ikke kan bruge sit MitID, og når man alt for hardwarefokuseret investerer i en kommune. Så bevæger man sig ud i noget, man ikke forstår, teknologierne kommer bag på en. Det er derfor, der er brug for et teknologisk literacy-begreb. Vi har brug for at beskæftige os med teknologier i skolen på en anden måde, end den man kender fra datalogi”.

”Det humanistiske perspektiv i teknologiforståelse er overset. Hvordan relationer mellem mennesker påvirkes, når disse medieres af teknologier. Den mediering påvirker undervisning og dannelse, og det har humanismen bedre blik for”.

Teknologier er gode som midler - ikke som mål

”En langhåret øjenåbner” har folkeskolen.dk’s anmelder Kristian Nøhr Jensen kaldt bogen i sin anmeldelse. Den langhårede del står forfatterne gerne ved.

De skriver det sågar i forordet til bogen i en passus, hvor Dronning Margrethe citeres for, at det ingen skam er at tale op til folk.

”Ambitionen er at give folk begreber og stilladsering til at tænke selv. Så de kan reflektere og forhåbentlig bruge den refleksion til at tage debatten om, hvorfor man vil købe en specifik teknologi, eller hvad man vil opnå ved at arbejde med podcast i et fag”, siger Uffe Lyngdal Sørensen.

Og apropos podcast: Netop det skal Johannes Fibigers studerende arbejde med i et kommende forløb. Uffe Lyngdal Sørensen er en af bagmændene bag DM i Skolepodcast.

De to forfatteres ærinde er langt fra at smide teknologierne ud af undervisningen, understreger de.

”Teknologier kan bruges til at interagere med verden på en ny måde, og kan skabe nye resonansrum, hvor man kan mærke, man er til stede og interagerer med andre mennesker. Det er positivt. Man er nødt til at interagere med verden for at lave den om til lyd i en podcast. Det centrale er, at teknologier ikke et mål i sig selv – de er et middel”, siger Johannes Fibiger.

Uffe Lyngdal Sørensen påpeger, at det digitale åbner for andre måder at kommunikere på end i skrift og tale. Det er en af ambitionerne bag et af de andre projekter, han står bag: Den populære portal SkoleTube.

”Med det digitale kan man også kommunikere multimodalt og digitalt. SkoleTube er et sted, hvor eleverne kan kommunikere, formidle og skabe i en form for lukket sandkasse”, siger han og tilføjer:

”Men vi skal ikke digitalisere bare for at gøre det. Hvis vi går helt ned i praksis, så savner jeg fokus på, hvilke vurderingskriterier man har, når man beder eleverne lave en podcast eller en video. Ud fra hvilke kriterier vurderer man som lærer, at det er bedst at bruge én teknologi frem for en anden? Det, synes jeg, mangler i billedet”.