Miriam Michaelsen har som advokat specialiseret sig i sager om digitale krænkelser

Advokat fra Umbrella-sagen er ny formand for Medierådet for Børn og Unge

Miriam Michaelsen afløser Stine Liv Johansen som formand for rådet, der rådgiver kulturministeren om blandt andet børn og unges digitale dannelse

Publiceret Senest opdateret

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har i dag udpeget en ny formand for Medierådet for Børn og Unge.

Valget er faldet på Miriam Michaelsen, som har en baggrund som advokat, hvor hun har repræsenteret talrige unge i sager om digitale krænkelser. Det skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Miriam Michaelsen er blandt andet kendt som advokat for pigen i den såkaldte Umbrella-sag, hvor over 1.000 unge blev tiltalt for at have delt en video med krænkende billeder af seksuel karakter.

Miriam Michaelsen er i øjeblikket advokat for 30 kvinder i en sag, hvor en 27-årig er tiltalt for at have hacket sig adgang til i alt 516 kvinders intime billeder. Der ventes dom til juni.

Hun er også bestyrelsesformand for foreningen Digitalt Ansvar.

Medierådet for Børn og Unge rådgiver om børn og unges tryghed, trivsel og rettigheder på sociale medier.

Det består af syv medlemmer, der udpeges for en periode på fire år. Den afgående formand Stine Liv Johansen, ph.d og lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet, understreger, at hun gerne havde taget en periode mere som formand.

”Jeg er superstolt af det, jeg har været med til at lave i rådet i de seks år, jeg har været først børnesagkyndigt medlem og siden formand. Særligt glad er jeg for at have bidraget til den småbørnsindsats, der rulles ud over hele landet i den kommende tid og for det arbejde, vi har lavet i relation til etisk kodeks og mærkningsordning, som skal videreudvikles over de kommende år”, skriver hun på Twitter og fortsætter:

”I mit arbejde i Medierådet har jeg altid lagt stor vægt på, at vores rådgivning skulle funderes i forskningsbaseret viden, inddrage børn og unges egne perspektiver og balancere deres ret til deltagelse og beskyttelse i deres digitale liv”.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen takker på ministeriets hjemmeside Stine Liv Johansen for indsatsen som formand.

”Det er afgørende, at vores børn og unge trygt kan færdes på nettet. Regeringen har allerede taget flere initiativer på området, og netop nu sidder jeg og forhandler regeringens medieudspil, hvor vi blandt andet har fokus på tech-giganters skadelige indflydelse på børn og unge. Derfor er jeg glad for, at Miriam Michaelsen har sagt ja til at bidrage med sin ekspertise på området, så vi i endnu højere grad kan gøre det mere sikkert for børn og unge at færdes på nettet”, siger hun.