Debat

Debat: Nedarvede traumer

Publiceret

Hvis vi skal forstå, udfordringerne med inklusion og børn i mistrivsel, så skal vi et spadestik dybere. Efter at have læst inklusionsrapporten i foråret stødte jeg tilfældigt på en dokumentar på DR1 - Modstandskampens børn. I dokumentaren slog de fast, at ubehandlede traumer vandrer videre til næste generation.

Har en af dine forældre haft et traume som barn eller ung og undladt at søge hjælp til at håndtere det, kan du arve det genetisk. Traumer kan også nedarves og gives videre fra en generation til den næste uden at de to slægtninge har mødt hinanden, og så pludselig optræde, når man når en bestemt alder, traumet ligger altså gemt i dnaét som en slags tidsindstillet bombe. Forskerne har vidst det i en del år, og via forskningen bevist, at det forholder sig sådan.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kun to procent af vores dna er uforanderligt, resten kan ændre funktion, hvis vores arvemasse bliver påvirket af eksempelvis kost, luftforurening og andre fysiske faktorer, men den kan også påvirkes af psykiske faktorer, som for eksempel store mængder stress.

Forskningen i genetisk arvede traumer bliver stadig mere og mere seriøs og giver os nu en viden og en del af forklaringen på, hvorfor vi ser en stigning i antallet af børn og unge, som får diagnosen angst eller stress. Forskerne kan nu bevise, hvordan traumer kan nedarves i tre generationer i en familie. Forskerne har lavet forsøg med mus, hvor forsøgene tydeligt viser, at stress i mus rejser fra generation til generation. Udsætter man for eksempel en nyfødt museunge for periodisk seperation fra sin mor, øger man mængden af stresshormoner i museungen, som udviser tegn på depression. Selvsamme mus føder senere unger med forhøjet stressniveau, og sådan fortsætter det i mindst 3 generationer.

Rachel Yehuda, som er amerikansk neuroforsker, har påvist at Holocaustoverlevere med diagnosen PTSD, fik børn med lavere kortisolniveau end andre børn, og at dette gik videre til den næste generation. Hun har også undersøgte babyer, som var født af kvinder, som havde været tæt på terrorangrebet i 2001 og havde fået diagnosen PTSD. Flere af babyerne havde udviklet PTSD, selvom de ikke selv havde oplevet terrorangrebet. Babyerne havde altså arvet posttraumatisk stress via deres mødre. Vores psyke og sundhed er altså langt mere påvirket af tidligere generationers forhistorie end vi har vidst hidtil.

Ret basalt er et nedarvet traume en fødselsgave, som vi kan få med os fra vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Når vi nu ved det, så kan vi også hurtigt regne ud, at risikoen for at give nedarvede traumer videre, stiger jo senere man bliver forældre, for jo højere er risikoen for, at man har et traume, som man kan give videre til næste generation.

Når vi ser et barn med traumer, så skal vi altså i den grad kikke på familien, og sammen med familien finde ud af, om der i de sidste generationer har været traumatiske hændelser. Er der et traume skal det behandles. De børn, der bærer rundt på traumer, har ofte svært ved at koncentrere sig, og lærerne omkring barnet konstatere tit, at det har svært ved at lære nyt og regulere sine følelser. Barnet har svært ved indlæring, og har ofte svært ved at overskue nye informationer og tilegne sig ny viden. Vi oplever oftest nærmest en indlæringsblokering. Barnet kan have svært ved at sidde stille, det kan ikke aflæse sociale koder og overreagere når der opstår konflikter.

Vi ved også godt, hvad der virker; udeskole, ro, faste rutiner, små grupper, mindfulnessøvelser, træne konflikthåndtering med mere. Problemet er dog, at vi nu i flere årtier ikke har fået tildelt de fornødne resurser. Co teaching har vi været på kursus i, men i praksis har det ikke kunnet lade sig gøre at gennemføre, for der er ikke lærere nok i folkeskolen, og sololektioner er der ikke meget co teaching i. Vi sender regningen videre i form af børn med traumer som nedarves generation efter generation. Hele vores tilgang og forståelse af psykologi, samt vores grundlæggende opfattelse af arv og miljø bør vi gøre op med, og der skal tildeles langt flere resurser til PPR.

Vi bliver nødt til at forstå, hvad der er årsagen til at flere og flere børn får en diagnose. Vi skal have standset den udvikling og stoppe den negative spiral. Nedarvede traumer er blot en brik i det store puslespil, lad os håbe de øvrige årsager til den negative udvikling snart bliver afdækket.