Hvad er
egentlig hårdest – at ro over Atlanten eller at stå i 5.b en regnvåd mandag
morgen i november? spørger folkeskolen.dk Marie Adserballe, som nok er den
eneste i verden, der kan svare på lige præcis det spørgsmål. Hun har nemlig
prøvet begge dele.
”Ha ha!
Det er i hvert fald enklere at ro over Atlanten”, griner hun.
I
sommer fortalte Folkeskolen om Marie Adserballes vilde projekt om at krydse
Atlanterhavet i en robåd sammen med to holdkammerater som en del af Tallisker
Atlantic-løbet. De drog afsted 12. december 2022 fra de Kanariske øer og
landede 5.000 kilometer senere og 11 kilo lettere på Antigua i det østlige
Caribien. Efter et par ugers restitution er hun tilbage i jobbet som lærer på
Øster Farimagsgades Skole i København.
Opkast
i stride strømme
Det var
en rotur med både forudsete og uforudsete udfordringer. Den første, hun løb
ind, var søsyge, som ramte hende som en hammer kort efter afrejsen.
”Jeg
har aldrig kastet så meget op i mit liv”, fortæller hun. I fem dage spiste hun
stort set ingenting, men greb alligevel årene mere end halvdelen af døgnets
timer. For - som hun siger - der er ikke andet at gøre.
”Søsyge
er noget mærkeligt noget, for det kommer sådan i stadier. I ét stadie tror du,
at nu skal du dø. Senere ønsker du bare at dø, fordi det føles så
forfærdeligt”.
Heldigvis
nåede hun at blive søstærk, inden den næste store udfordring ramte overfarten.
Bogstavelig talt ramte, for det var en storm med bølger på op til 20 meter. Da
var de omkring 2.000 kilometer fra nærmeste kyst. Og så viste det sig at det
ikke engang var bølgerne, som var det værste.
”Vores styrepind
til roret knækkede. Det er første gang i løbets historie, det er sket, så vi
havde ikke nogen reservedele med til at reparere det”, fortæller hun. ”Uden ror
kan man ikke gennemføre, så hvis vi ikke fandt en løsning, ville vi blive nødt
til at give op, og jeg havde det bare sådan, at det skulle ikke være det, der
gjorde, at vi ikke kunne gennemføre”.
De tre
roere kastede anker, mens deres team hjemme i Danmark med Storm P.-agtig
kreativitet fik udarbejdet en slags reparation, som kunne kopieres med det, der
var til rådighed på båden. Så efter tre døgn stort set uden søvn midt i stormen,
kunne Marie og holdet fortsætte vestpå.
”Vi fik
så mange tæsk af bølgerne i de dage”, fortæller hun. ”Så er det man fatter, at
man kan ikke ’erobre Atlanten’. Atlanten lader allernådigst dig passere over – måske”.
Knækbrød
var et festmåltid
En
anden udfordring var maden. For at det overhovedet er muligt at have mad nok
med til hele turen i en lille robåd, består den primært at frysetørrede
måltider.
”Og de
smager ens, uanset om det er gullasch, pasta eller grød. Det har også samme
konsistens. Man bliver ret hurtigt træt af det”, fortæller hun.
Derfor
var glæden også enorm, da holdet juleaften opdagede, at de havde overset en
pakke knækbrød i et af lastrummene. Den blev sammen med en flaske Faxe Kondi et
decideret festmåltid, ikke mindst fordi, som Marie Adserballe siger ”Det var
rart spise noget, som knasede, til en forandring”.
Voldsomt
at være hjemme
Den 3. februar, efter 52 dage, 23 timer og 39 minutter på
havet, kom Marie Adserballe og hendes team i mål. Den 20. februar var hun
tilbage i sin lærerhverdag, hvor hendes elever har fulgt hendes vilde rejse på
afstand og endda bygget deres egne små både – med drivankre - og testet dem i
Sortedamsøen i København. Og de tog imod deres hjemvendte lærer med flag og
pandekager.
”Det er faktisk ret voldsomt at være tilbage” fortæller
Marie Adserballe. ”Bare det at skulle forholde sig til så mange mennesker i
stedet for de to holdkammerater. Og man skal træffe valg hele tiden. I båden
skulle man bare ro. Det var hårdt, men enkelt”.
Hun
forsøger at holde fat i nogle af oplevelserne fra turen og bruge den i sin
hverdag, men det er ikke helt let, har hun erfaret.
”Det
der med at være 100 procent til stede dér, hvor man er, det er fantastisk. På
båden kunne man ikke andet, men det er svært at gøre i sin travle hverdag, hvor
man hele tiden skal tænke tre skridt fremad”.
En
anden ting, hun gerne vil have med sig og også helst give videre til sine
elever er oplevelsen af, hvad vi kan i fællesskab.
”I en
robåd midt på oceanet er man nødt til at stole på hinanden, være der for
hinanden og løfte hinanden op. Det gjorde vi og vi har fået et unikt
fællesskab, os tre” siger hun. ”Og den erfaring – at vi sammen er bedre end vi
nogensinde bliver hver for sig – er det, jeg så gerne vil ruske ind i mine
elever”.
Marie
Adserballe har lovet sin kæreste, at det her er hendes sidste store eventyr –
på vand. Og hun har ikke umiddelbart nye vilde planer på land.
”Det
her skal først lige bundfælde sig. Men jeg vil gerne ud i naturen igen på en
unik måde, jeg ved bare ikke hvordan endnu”.
