Historiefaget er tungt, støvet og kedeligt, og selv elever, der finder faget interessant, har svært ved at se dets relevans for deres eget liv.

Sådan lyder den nedslående konklusion i flere undersøgelser – danske og internationale – i løbet af de seneste 30 år.

Denne udfordring – og mulige løsninger på den – er temaet for en ny gratis e-bog og podcast i serien Pædagogisk indblik.

Forfatteren er lektor ved DPU Claus Haas, og han peger særligt på én ting som afgørende for at gøre historiefaget mere vedkommende for eleverne: Deres egen historie og personlige møder med fortiden skal have mere plads.

Eller sagt med andre ord: Historieundervisningen skal være mere brugerstyret.

Den nye e-bog er en kortlægning - målrettet historielærere i grundskolen - af viden fra i alt 128 danske og internationale studier om historiedidaktik. Konklusionen er ifølge Claus Haas:

Fælles Mål lægger op til, at faget skal indeholde tre forskellige tilgange til historie – den centralstyrede, den fagstyrede og den brugerstyrede. I praksis halter det dog gevaldigt med den sidste.

Historiekanonen styrer undervisningen

Den historiekanon for folkeskolen, der blev indført i 2006, er et glanseksempel på den centralstyrede historiedidaktik.

Og ifølge Claus Haas er det den dominerende tilgang i historieundervisningen.

”Kanonen er – mere eller mindre blødt op – rygraden i historieundervisningen i dag. På den måde har den haft den effekt, det var meningen. En historiekanon i en eller anden version finder vej ind i undervisningen, og kommer til at strukturere hvad der foregår”, siger han.

Det skyldes blandt andet, at de fleste store forlag bygger deres læremidler op over historiekanonen, påpeger Claus Haas.

Og det er ikke noget nyt, at læremidlerne er styrende for historieundervisningen.

”Det er en gammel tradition med historiebogen, der starter i den tidlige stenalder, og så går man ellers kronologisk frem”, siger han.

Men den brugerstyrede tilgang, som tager udgangspunkt i elevernes egne møder med fortiden, er det sværere at få ind i undervisningen, påpeger Claus Haas.

”De fleste kan tilskrive sig vigtigheden af tilgangen, men i praksis bliver den sjældent ført ud i livet”, siger han.

Tilgangene er i modstrid med hinanden

Det skyldes blandt andet, at det er en tilgang, der typisk kræver mere af den forberedelsestid, der i forvejen er en mangelvare for lærerne, fortæller Claus Haas.

Men også at tilgangene ikke er så forenelige, som man får indtryk af i Fælles Mål.

”Tanken i Fælles Mål er, at de tre tilgange skal supplere hinanden, men det er ikke bare lige til at bygge bro mellem dem”, siger Claus Haas, som derfor godt forstår, hvis lærerne er rådvilde, når de skal føre målene ud i praksis.

”Min påstand er, at de på mange måder er inkompatible. Den brugerstyrede didaktik er i åbenlys strid med kanondidaktikken”.

Den fagstyrede historiedidaktik med fokus på historievidenskabens redskaber og metode bliver af flere anset som en vej til at gøre historiefaget mindre reproducerende og dermed mere levende for eleverne.

En engelsk undersøgelse peger på, at den efterhånden er den fremherskende tilgang i den engelske grundskole.

I en dansk kontekst mener Claus Haas dog, at det vil kræve et grundlæggende opgør med historiekanonen.

Større tiltro har han til den brugerstyrede tilgang, hvis elevernes interesse for faget vækkes.

En kyndig omgang med den historiekultur bør sågar ”være historiedidaktikkens centrale genstandsfelt i fremtiden”, skriver han i e-bogen.

”Den brugerstyrede didaktik kan skabe brud i den teksttunge, kildekritiske og reproduktive tilgang til historie, som handler om, hvordan det danske samfund kronologisk har udviklet sig”, siger han.

Gør op med konsensus

Men den åbner også døren til ukendt terræn, påpeger han. Nemlig til en globaliseret og konfliktfyldt historiekultur uden for skolen.

Det vil være noget af et skrifte fra kanondidaktikkens sikre stilladsering, der sigter mod at lukke huller i elevernes kronologiske viden om deres lands historie.

Og til det formål er den god, påpeger Claus Haas, som dog ikke mener, at sådanne huller udgør noget større problem.

”Nej, det mener jeg faktisk ikke. Den kronologiske fortælling om danskernes fællesskab er ikke så vigtig for, om eleverne er kompetente og kritiske historiebrugere i hverdagen. Kronologien er og bliver i mine øjne et højst selektivt udvalg af begivenheder, som kunne være alle mulige andre”, siger han.

”Og der er i øvrigt ingen fare – foreløbig – for, at et forøget fokus på brugerstyring vil køre de to andre tilgange ud på et sidespor. De er så dominerende både i forskningen og i skolen, at det er der slet ingen risiko for”.

Men er der ikke en risiko for, at en høj grad af brugerstyring gør, at elever går ud af folkeskolen – folkets skole – og har lært noget væsensforskelligt fra eleverne på naboskolen?

”Helt bestemt. Det ligger i sagens natur, at hvis de deltagende parter i høj grad får lov at regulere, hvilken form for historiebrug, der er vigtig, så vil det naturligvis blive mere forskelligartet. Det er et klassisk argument imod tilgangen, at det bliver for løst. For utydeligt for læreren, hvad eleverne egentlig lærer”, siger Claus Haas.

”Men det bekymrer mig ikke. Den kronologiske fortælling bliver fortalt så mange andre steder. Det er ikke så vigtigt, at den også bliver fortalt i skolen”.