6.a fra Broagerskolen er danmarksmester i historie.

Historie som konkurrencesport

Efter et benhårdt udskilningsløb har Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fundet Danmarks tre bedste klasser til historie.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag den 3. oktober var det tid til at finde Danmarks uofficielle historiemestre i skolealderen. Der blev nemlig afholdt  finale i HISTORIEDYSTEN på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Godt 200 kampklare elever dystede om at blive danmarksmestre i historie. Og de er kommet så langt i konkurrence med flere end 20.000 elever og deres lærere, der alle har været med i årets dyst.

Deltagerne har dystet i tre grupper: 3.-4. klasse, 5.-6. klasse og 7.-9. klasse. Temaet i år var Nordens historie i anledning af, at det er 200 år siden, at tvillingeriget Danmark-Norge gik i opløsning. Det er dog kun de ældste elever, der har arbejdet direkte med Norges selvstændighed. Eleverne i 3. og 4. klasse tog fat på Margrethe den 1. og 2., mens 5. og 6. klasserne har arbejdet med Christian den 4.

 Og vinderne er…

4.d fra Munkekærskolen, Solrød, 1. plads, 6. a fra Broager Skole i Broager og 9.a fra Brenderup og Omegns Realskole i Brenderup.

Alle præmierne er historiske oplevelser for hele klassen. 4.d får en spændende dag med besøg i Roskilde Domkirke, hos Carlsberg i Valby og i Zoo på jagt efter Nordens dyr.

6.a skal lave deres egen nordiske frokost på Meyers Madhus, inden de skal ud at opleve Christian 4.s historiske København.

Og 9.a kommer på en to-dages tur til Oslo, hvor de skal lede efter danske spor i den norske hovedstad og deltage i en officiel markering af Christian Frederiks abdikation den 10. oktober.

Ud over de store førstepræmier er der masser af præmier til de øvrige deltagere i Historiedysten. De ti bedste klasser i hver deltagergruppe får præmier.

Lang vej til sejr

Præmierne er opnået gennem et benhårdt udskilningsløb, der både har krævet paratviden, kreativitet og samarbejdsevner. Blandt andet har eleverne omskrevet den norske forfatning, så den er mere tidssvarende og designet Københavns metro, som den kunne have set ud, hvis Christian den 4. var bygherre.

Ti klasser fandt vej til finalen. Her blev yderligere fire klasser - en i hver aldersgruppe, og to blandt de yngste, som har fire i finalen - sorteret fra efter et historieløb rundt på museet, inden vinderne blev kåret i en finaledyst i Riddersalen mellem to klasser foran et  dommerpanel bestående af museets direktør, to inspektører og en registrator.

 Stort tillykke til vinderne.

 

Fakta om Historiedysten

I år er det tredje gang, at Det Nationalhistoriske Museum afholder HISTORIEDYSTEN. Trods en reformpræget skolestart har vi opnået et rekordhøjt deltagerantal på omkring 20.000 elever. Målsætningen for HISTORIEDYSTEN er at sprænge museets fysiske rammer og bidrage til historieundervisningen i klasselokaler over hele landet.

Historiedysten 2014 blev gennemført med støtte fra A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers fond til almene formål. HISTORIEDYSTEN bliver fremover afholdt hver andet år.

Se mere på historiedysten.dk