Når Den Jyske Sangskole hvert år lytter til 1.100 2. klasseelever, er der ingen, der spørger, om børnene har særlige behov, før de udtager til skolen.

For pointen er netop, at det er sangen, der er i centrum, forklarer leder af Den Jyske Sangskole Mads Bille.

”Vi tager dem, fordi de har en sund sangstemme, og fordi musikken er et sprog, de taler. En del af dem har jo i sagens natur diagnoser, men her er det ikke det, det handler om, og det betyder meget for dem, at vi har valgt dem", fortæller Mads Bille.

"De kommer ind i en struktureret sammenhæng og føler sig valgt til. Vi beskæftiger os ikke med det, de ikke kan finde ud af, om de har familiære problemer eller laver ballade i skolen. Vi ser dem, og får dem til at vokse gennem det, de er gode til, nemlig at synge”, fortæller han videre.

Mads Bille skal på torsdag undervise sammen med uddannelseskonsulent Lis Mette Winther på en temadag for musiklærere i arrangeret af Sangens Hus og ADHD-foreningen om, hvordan man kan inkludere elever med kognitive udfordringer i musikundervisningen, og han har da også nogle konkrete råd.

”I et kor har alle samme plads hver gang. Rammen er superklar, og det er nødvendigt for børn med diagnoser og også rigtigt rart for resten af børnene, at der er klare spilleregler. Der er fokus på musikalitet, og man mødes om et fælles tredje, som er stærkt og veldefineret, nemlig det værk, som man skal synge”.

På den måde er der ikke så meget fokus på det enkelte barn, og det kan være en fordel.

”Man træder væk fra ens selv og ind i musikken, mens man i flok løfter det værk, man er ved at opføre. Man holder fri fra ens eget overophedede ego, og det har en vældig god virkning. Samtidig ved man præcis, hvorfor man er sammen”.

Kræver høj musikfaglighed

Mads Bille har haft sin gang i folkeskolernes musikundervisning gennem mange år. Her tegner der sig et mønster af, at jo bedre musiklærerne kan deres fag, jo nemmere har de ved at styre tropperne.

Og det er ikke nok at snakke om musikken, man skal udøve den.

”Noget, der virkelig hjælper meget, er høj musikfaglighed hos lærere. Uanset hvilken flok man har med at gøre. Musikundervisning er en umulig opgave, hvis man ikke selv kan spille klaver og synge", siger Mads Bille.

"Høj faglighed er et must. De kan være nok så gode didaktisk, men hvis de musikfagligt er svage, så har de det meget vanskeligt”.

Næste punkt er den klare ramme, som læreren sætter, for der er et kolossalt potentiale for kaos i et musiklokale, kombineret med et tydeligt mål. Hvis man øver frem mod en koncert, er man ikke i tvivl om, hvorfor man gør det, man gør, og det skaber ro og retning.

I koret har de også fokus på det sociale, hvor alle har en ældre mentor, som viser en, hvordan tingene fungerer, ellers ville det heller ikke kunne fungere at tage 50 drenge og mænd med til koncert rundt om i verden, forklarer han.

Giver identitet at kunne synge

Og så er Mads Bille helt overbevist om, at musikken kan noget for børn og unge.

”Uanset om man har en diagnose eller ej, så er det fysisk tilfredsstillende at synge, når man først får greb om, hvordan man bruger sin stemme".

"Det er fedt at lukke lyd ud. De sidste 1,5 år inden de går i overgang, lyder de virkelig godt. Så lukker stemmen ned og er under ombygning. Men ret hurtigt bliver de optaget af at komme til at klinge som mænd. Der er en masse maskulin identitet forbundet med at klinge godt”.