En delegation fra Helsingborg besøger Grydemoseskolen i Helsingør for at hente it-inspiration. Alle skolens elever har fået en iPad.

Svenskere besøger Helsingør-skole for at studere it-didaktik

Helsingborg Kommune sender delegation til Helsingør for at lære af satsning på at integrere it i skoler og daginstitutioner. Til gengæld henter nordsjællænderne inspiration til inklusion i Sverige.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Helsingør Kommunes satsning på at etablere læringsrum omkring it har tilstukket sig interesse fra den anden side af Øresund. En delgation fra Helsingborg har været på besøg for at hente inspiration.

"Temaet var både at se på, hvordan vi konkret integrerer it i undervisningen, og hvordan vi laver det kompetenceløft, der kræves af fagpersoner i skoler og dagtilbud for, at satsningen kan lykkes", siger Morten Ovesen, konsulent for dansk, it og medier i Helsingør Kommune.

Tæt på lærernes hverdag

Den nordsjællandske kommune satser på, at udviklingen af it-brugen på kommunens skoler tager udgangspunkt i lærernes hverdag.

"Vi tager udgangspunkt i noget, som lærerne allerede har gang i, og kigger så på, hvor vi kan kvalificere det i forhold til vores satsning på at fremme det kreative og innovative aspekt og tilbyde noget ekstra i forhold til at integrere it. Vi satser på en blanding af workshops, inspirationsdage og på at komme ud på skolerne, så det ikke bliver løsrevet fra lærernes hverdag", siger Morten Ovesen.

"I Helsingborg Kommune har kompetenceudviklingen været præget af at foregå eksternt fra skolen på et kursus eller lignende, og noget af det svenskerne sagde, de vil hjem og i gang med, er at bringe den tættere på lærerne".

Strømstik i sofaerne

Et andet led i Helsingør Kommunes satsning er at skabe læringsrum omkring it. Det så delegationen eksempler på på Grydemoseskolen.

"I den afdeling, hvor udskolingen er, er der et område med fede sofaer i midten, hvor eleverne kan sidde og arbejde. Der er strømstik til computere indbygget i sofaerne, så man på den måde fremmer de kreative samarbejder og it-brug med den måde, læringsrummet er opbygget på", fortæller Morten Ovesen.

"Desuden har skolen for eksempel elektroniske tavler, der kan hoppes på, til de elever, der lærer bedst gennem bevægelse. I Helsingborg ligger den slags på en fælles central, så man skal på en længere tur for at komme til at udnytte resurserne".

Gensidige inspirationsbesøg

Besøget fra den svenske nabokommune kom i stand efter Helsingørs vicekommunaldirektør i foråret var på den anden side af sundet for at høre om Helsingborgs inklusionsstrategi. Her blev hun enig med sin svenske kollega om, at en it-studietur skulle gå den anden vej.

"Selv om vi ligger så få kilometer fra hinanden, er der virkelig stor forskel på, hvordan vi gør tingene. Det er fedt, hvis vi kan lære af hinanden", siger Morten Ovesen, der føler, at svenskerne fik både overordnet inspiration og ideer til helt konkrete tiltag med hjem.

"De gav udtryk for, at det var meget inspirerende at se, hvordan vi gør tingene. Helt konkret var de for eksempel meget imponerede over at se, at det trådløse netværk er stabilt. Det har vi lagt mange kræfter i at sikre, for det er forudsætningen for, at alt det andet giver mening", siger han.

Tidligere har også en engelsk skoleafdelingsleder og direktøren og bestyrelsesformanden for den japanske it-virksomhed Future Architect været på besøg i Helsingør for at kigge nærmere på kommunens it-satsning.