"Forestil jer, hvis jeg havde holdt det her oplæg på tysk. Det er lidt sådan, det er, hvis I underviser på dansk i Tasiilaq. Det er elevernes tredje sprog, ligesom tysk er for os".

Det forklarer lærer Michelle Israelsson til en gruppe lærerstuderende fra Københavns Professionshøjskole, som rigtig gerne vil tage en praktikperiode i Østgrønland om et år.

Sammen med viceinspektør Morten Nielsen er Michelle Israelsson på rundtur til læreruddannelserne i Danmark for at finde lærere, der har lyst til at arbejde i Østgrønland.

”Brug kroppen, brug billeder og først og fremmest – tag udgangspunkt i noget, de kan relatere til”, lyder rådet.

Grønland mangler lærere

Der har længe manglet uddannede lærere på de grønlandske skoler. Det gælder også i byen Tasiilaq, der er den største by på den grønlandske østkyst.

På Tasiilaq Skole, hvor Michelle Israelsson og Morten Nielsen arbejder, er der omkring 60 lærere ansat, men omkring en tredjedel har ikke nogen læreruddannelse. De er lokale fra byen – nogle har en gymnasieuddannelse, andre har ikke læst videre, siden de selv gik på skolen.

Resten af lærerværelset består af omkring 20 uddannede grønlandske lærere. Nogle af dem har ligesom eleverne østgrønlandsk som modersmål, andre taler kun undervisningssproget, som er vestgrønlandsk. Der er også omkring 20 danske uddannede lærere, som ikke taler ret meget hverken øst- eller vestgrønlandsk.

Lærer i Østgrønland

Morten Nielsen og Michelle Israelsson har netop været i Danmark for at finde lærere, der har lyst til at arbejde i Østgrønland og være med til at afhjælpe lærermanglen.
Morten Nielsen fortæller, at de tidligere har oplevet, at der er kommet en del flere ansøgere, når de har slået job, efter de har været i Danmark for at fortælle om livet som lærer i Grønland.

Der er 376 elever på Tasiilaq Skole og ca. 60 lærere. Nytilkomne lærere får tjenestebolig, en årlig betalt rejse på ferie til Danmark (turen går fra København til Keflavik på Island. Derfra med propelfly til Kulusuk Lufthavn og videre med helikopter til Tasiilaq – det er både dyrt og tager tid) og en fratrædelseskonto, som vokser for hvert år, man bliver i Grønland.

Skibe kan lægge til i byen fire måneder om året – resten af året er næsten al mad i byens to butikker på frost. Der er internet i byen, men det er foreløbig ikke kraftigt nok, til at man som lærer kan satse på, at en hel klasse kan arbejde på en læringsportal samtidig.

Hvis de tre lærerstuderende fra Københavns Professionshøjskole vælger at komme i praktik på Tasiilaq Skole, bliver det som udgangspunkt deres andet undervisningsfag, der skal i spil i praktikken. For de studerende er det henholdsvis samfundsfag, kristendomskundskab og madkundskab. De har alle haft dansk som første undervisningsfag.

Viceinspektør Morten Nielsen og lærer Michelle Israelsson forsikrer dem om, at skolen nok skal lægge det til rette, så de får masser af undervisningstimer i de fag, de helst skal have, samtidig med at de også får prøvet nogle andre ting. Og skolen i Tasiilaq har skam et skolekøkken. Faget hedder dog stadig hjemkundskab, og som Michelle Israelsson fremhæver, så handler det ikke om kulhydrater:

”Det handler om at lære at lave noget mad, som børnene kan spise”.

Og selvom det ikke er det, der fylder mest i læreruddannelsen, går det op for de interesserede studerende, at praktiske opgaver som madlavning nok bliver den nemmeste vej til kommunikation med eleverne.

Var selv i praktik i Tasiilaq

Morten Nielsen og Michelle Israelsson var selv i praktik i Tasiilaq, da de læste til lærere i Aalborg. Og de fremhæver igen og igen, hvor godt man bliver taget imod, både hvis man kommer som praktikant og som uddannet lærer.

Hvis man har hørt om, hvordan man venter i kø i mange måneder efter en bolig i Grønland, så er det beretninger fra Vestgrønland. Den slags problemer får man ikke i Østgrønland. Der er tjenestebolig til nye lærerfamilier og et par vakantboliger klar til praktikanter. Og alle i byen er vant til og glade for at tage imod danskere og i øvrigt også folk fra andre lande. Der er næsten altid nogle, der holder kaffemik, og man skal nok blive inviteret.

Er der slet ingen skepsis over for danskere?

”Jeg tror, jeg har oplevet at blive råbt ad på gaden to gange i de ti år, jeg har boet her, sådan noget ’dumme dansker’-noget”, fortæller Morten Nielsen.

Men generelt oplever han og Michelle Israelsson, at der er krammere fra de yngste elever og venlige hilsner fra alle andre, når de går igennem den lille by. Michelle og hendes familie er næsten blevet adopteret af en familie fra byen, og gruppen af danskere og andre ikke-grønlændere i byen har også en masse fælles traditioner og inddrager alle nytilkomne. Og Tasiilaq har alt det, man drømmer om ved Grønland. Masser af hunde og hundeslædemuligheder, sæler, laks og hvaler i havet, tykt snedække hele vinteren og en himmel fuld af nordlys og gode muligheder for at sejle kajak, stå på ski og vandre i fjeld og på indlandsis.

Socialt arbejde fylder

”Men man skal vide, hvad man går ind til og have en robusthed og omstillingsparathed med sig", siger Michelle Israelsson.

Morten Nielsen bekræfter, at underretninger og socialt arbejde i det hele taget fylder meget mere end i en dansk folkeskole. Mange børn vokser op under meget dårlige kår, de har det ofte svært, og det tager de selvfølgelig med sig i skolen. En dansk organisation, Sustainable Now, arbejder i Tasiilaq med udviklingen af mere bæredygtige livsvilkår for byens børn og unge. Pernille Thorup og Søren Skov fra projektet oplyser til folkeskolen.dk, at gennemsnitsindkomsten i byen er 158.000 kr., så mange hjem er meget fattige, og fiskeriet i byen er stagnerende, så p.t. er der ikke mange muligheder for byens unge.

Michelle Israelsson og hendes mand flyttede til Grønland som nyuddannede og med en dreng på otte måneder, og de har fået en søn mere i Tasiilaq. De havde aldrig drømt om, at de ville blive i fem år, og allersenest har de tænkt, at de skulle hjem, når den ældste skulle i skole. Men nu glæder han sig vildt til at skyde sin første sæl, og moren ser frem til første gang, han styrer en hundeslæde alene. Så nu tør hun slet ikke spå om, hvornår de forlader Tasiilaq:

”Det er jo vores hjem nu”.