Forleden fusionerede to svenske aktieselskaber - selskabet AcadeMedia købte aktierne i Anew Learning for 818 millioner svenske kroner.

Imens tog Anton og Elin og Maja som sædvanlig sporvognen gennem Stockholm for at lære svensk, matematik og alle de andre fag og stå i kø efter skolemaden - uden at ane, at deres skole skiftede ejer.

Skole er blevet business i Sverige. For 20 år siden var der kun ganske få friskoler i landet - i dag går næsten en tiendedel af eleverne i privatskoler, hvoraf mange ejes af aktieselskaber som Anew Learning og AcadeMedia, der igen ejes af investeringsselskaber, hvis eneste formål er at tjene penge til aktionærerne. På gangene i Undervisningsministeriet i Stockholms gågade er der nærmest kø af embedsmænd og journalister fra andre lande, der vil høre om den svenske privatskolelov, for skole er ved at blive en svensk eksportvare. I Norge nåede svenske firmaer at åbne et par gymnasier, inden Arbejderparti-regeringen trak i håndbremsen for i stedet at satse på et fælles, offentligt skolevæsen. I England er en tilsvarende model på vej med såkaldte academies, og den svenske skolekoncern Kunskapsskolan har åbnet kontor i London og er udpeget til at drive foreløbig to academies for de engelske skolemyndigheder.

Spørger man den nuværende borgerlige regering i Sverige, har det aldrig været formålet med friskolelovgivningen, at skolerne skulle være en god forretning, men en ret til skolegang i enten offentligt eller privat regi:

»Tanken var et voucher-system, hvor man får konkurrence på kvalitet, i stedet for at det er den lavestbydende, som vinder«, siger viceundervisningsminister Bertil Östberg. »Tanken var også, at det ville påvirke den offentlige skole, og at man ville få skoler med mange forskellige pædagogiske retninger. Og - nok lidt naivt - troede man også, at vi ville få mange forskellige lokale skoler«.

Diskussionen har - også i Sverige - gået på, om indførelsen af private skoler medfører større social ulighed og opdeling. Og ja, det er der tendenser til, siger den danske velfærdsforsker Michael Baggesen Klitgaard, der har forsket i det svenske system.

»Det handler jo om, at når private friskoler bliver startet, så kræver det, at der er nogle, der har resurserne til at gøre det. Og de folk bor ikke i de socialt belastede områder - de bor i de bedre stillede områder i de store byer, og derved får man en koncentration af stærke elever fra resursestærke hjem. Man ved helt generelt, at hvis der er et privat alternativ til den offentlige skole, så fører det mod større social adskillelse«.

Karaktererne er generelt højere på friskolerne end på de offentlige skoler i Sverige.

»De gode resultater, som friskolerne kan fremvise, forsvinder fuldstændig, når man tager elevernes baggrund med i betragtning. Der er ingen tvivl om, at friskolerne rekrutterer fra de veluddannede familier«, siger Eva Myrberg, der har skrevet ph.d. om læseniveauet hos ni-tiårige på offentlige og private skoler. »Sverige har ikke længere en fælles skole«, siger hun og mener, at de offentlige skoler drænes for dygtige elever. Andre forskere, Fredrik Bergström og Mikael Sandström, har konstateret, at konkurrencen fra friskoler påvirker de kommunale skolers resultater positivt. Det samme mener lederen af Vittra, en af de store skolekoncerner, Cecilia Vikström. Hun fortæller, at hun ofte bliver kontaktet af kommuner, som ønsker, at Vittra skal starte en skole hos dem, fordi de vil have flere aktører ind.

»Det er positivt for alle børn i kommunen, når der kommer en Vittra-skole, fordi det bidrager til skoleudviklingen for alle skoler«.

Økonomisk er det imidlertid ikke nogen fordel for kommunen at få en friskole. Jo flere friskoler, desto mere stiger kommunens skoleudgifter, viser en undersøgelse fra Skolverket - det kan skyldes, at det koster at følge med i konkurrencen, men også at det er svært at planlægge rationelt, når elevgrundlaget bliver usikkert fra år til år.

Konkurrencen er blevet skærpet de seneste år, fordi antallet af børn i skolealderen er for nedadgående. Og formanden for lærerorganisationen Lärarnas Riksförbund, Metta Fjelkner, tror ikke på, at det gavner:

»Tværtimod er det sådan, at de fritstående skoler forsøger at lokke elever til sig med gratis fitnesskort, computere og ishockeybilletter. Og for at klare sig i konkurrencen bruger de kommunale skoler nu også en masse penge på reklamer. Hvis de konkurrerede på kvaliteten, var det én ting, men at bruge penge på at overdænge forældrene med glittede brochurer før skolestart kan jeg ikke se fordelen i«.

Men hverken Socialdemokraterne eller de to svenske lærerforbund er modstandere af frie skoler. I stedet kræver de ens vilkår for at drive skole. Lärarförbundet mener også, at de kommunale skoler bør kompenseres økonomisk for, at de hele tiden skal være parat til at optage alle de elever, som måtte forlade den lokale friskole, eller endog hele skolens elevantal, hvis skolen går konkurs.

»Sverige er traditionelt den socialdemokratiske velfærdsstat par excellence, og derfor er det paradoksalt, at det lige netop er i Sverige, det er lykkedes at markedsliggøre en central del af velfærdsstaten, hvor-imod det ikke er lykkedes i USA - på trods af at det har været et element i samtlige præsidentvalgkampe siden begyndelsen af 1980'erne«, siger velfærdsforsker Michael Baggesen Klitgaard. |

»Her handler det ikke kun om at give eleverne kundskaber, men også om det sociale og værdierne. Jeg ville gerne væk fra klasserumstankegangen« Charlotte Åberg, lærer på den privatejede skole Vittra i Sjöstaden»Det er vigtigt for mig, at der findes gode kommunale alternativer. Jeg synes, man skal gå i den skole, der ligger der, hvor man bor - man skal ikke flakse byen rundt, når man er lille« Cilla Lind, lærer på den kommunale Sjöstadsskolan i Stockholm