Cevea: Privatskoler har social slagside

Langt flere elever på privatskoler har veluddannede forældre end deres jævnaldrende i folkeskolen. Det viser en analyse fra tænketanken Cevea. Det bør koste i tilskuddet til privatskolerne, hvis de er "enklaveskoler", mener tænketankens direktør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ceveas analyse bygger på tal fra Uni-C, og den viser, at 48,2 procent af privatskoleeleverne kommer fra hjem, hvor forældrene har gennemført mindst en mellemlang eller lang videregående uddannelse. For landets folkeskoleelever er tallet kun 33,2 procent. Det skriver Berlingske Tidende.

Det er et stort problem for sammenhængskraften i samfundet, mener Ceveas direktør Jens Jonatan Steen, der vil straffe "enklaveskoler" på pengepungen.

"De skal have et lavere tilskud end de privat- og friskoler, der løfter et socialt ansvar og bidrager til samfundets sammenhængskraft. Pengene skal bruges dér, hvor de kommer samfundet mest til gavn", udtaler han til Berlingske Tidende.

Den løsning er undervisningsminister Tina Nedergaard ikke interesseret i.

"Nøgleløsningen ligger i en bedre folkeskole. Jeg tror bestemt det vil opveje skævheden", siger hun til avisen.

Læs mere