”Jeg er fuld af benovelse over dem, der har holdt ud i folkeskolen. De har kæmpet sig igennem og forhåbentlig står de et bedre sted nu, end da jeg forlod folkeskolen i 2017. Det har krævet styrke, når sådan en som mig selv sagde stop. Det er flot”, siger Jonas Straarup Christensen.

Han blev færdig som lærer i 2015 og tilhører dermed en årgang, hvor kun 61 procent ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er tilbage i folkeskolen efter fem år.

Det var nu ikke sådan han havde set sit lærerliv for sig, da han gik på den naturfaglige linje på læreruddannelsen i Aalborg.

Lærerne dropper folkeskolen, før de når derud: DLF efterspørger nu en national handleplan

”Jeg var en af dem, der både under og efter uddannelsen var meget ideologisk. Jeg sad i bestyrelsen i Lærerstuderendes Landskreds, og jeg gjorde meget ud af at sige, at jeg var folkeskolelærer. Jeg havde slet ikke overvejet andet end folkeskolen, og friskolerne var slet ikke i mine tanker, da jeg blev færdig”, fortæller han.

Han fik også lov at tage hele uddannelsen efter den læreruddannelseslov, der galt, der han startede, i modsætning til mange af hans medstuderende fra andre uddannelsessteder.

”Jeg hørte meget fra de andre studerende om at måtte tage ting om. Det var et værre rod andre steder”, fortæller han.

Alt for mange konsulenter

Jonas Straarup Christensen begyndte i sin første trefjerdedelsansættelse som lærer allerede under uddannelsen og nåede at føre to hold op til afgangsprøve i fysik/kemi, før han havde sit eksamensbevis. Efter et halvt år på en folkeskole i Fredericia, skiftede han til en anden folkeskole, Give Skole.

”Jeg var superglad for kollegerne. Men der var fuld tilstedeværelse, og jeg havde tre kvarters transport hver vej. At komme hjem 16.30 hver dag og så også have aftenmøder mange aftner var ikke specielt sjovt. Oveni kom så min undren over, hvordan man i kommunen brugte en masse penge og tid på konsulenter og besøg fra Canada i stedet for at bruge dem på kerneopgaven. Jeg husker, at da vi fik en af de canadiske lærere, som skulle lære os en masse, på tomandshånd, så sagde han: 'Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er her, for det jeg skal lære jer, det gør I allerede'”.

Han oplevede også, at hans gode kolleger blev påvirket af presset fra lockout og reform.

”Det var som om, at når det der kom oppe fra var så firkantet, så blev de det også. Hvis man fx ville bytte noget om i skemaet, så skulle vi holde et møde om det. Jeg kan godt forstå det, for det vi blev mødt af, var jo ekstremt stringent, men det gjorde det svært”.

En oplevelse, der hænger fast hos ham, er, da han sad til møde med alle distriktskolens lærere, og årets resultater blev fremlagt på storskærm.

”Pludselig blev jeg udstillet foran alle andre lærere, fordi man i Cepos-rapporten kunne vise, hvordan karaktergennemsnittet i forhold til den socioøkonomiske baggrund var gået ned i begge mine klasser. Jeg havde lige overtaget dem. Men selv om jeg ikke blev nævnt ved navn, så kunne alle jo se, at det var mig. Mit navn kunne lige så godt have stået deroppe. Mine kolleger var også rystede. På det tidspunkt handlede alt om at se på grafer og excelark”.

Meget mere frihed i friskoleverdenen

Så efter to år i folkeskolen havde Jonas Straarup Christensen ændret holdning, og han søgte og fik nu job på Fredericia Friskole. Dér har han været i næsten fem år nu, og det er han glad for.

”Man skal jo ikke vælge friskolerne for lønnen, for jeg kunne nok få knap 3.000 kroner mere om måneden på en folkeskole. Men der er en verden til forskel på, hvad man kan i friskoleverdenen. Får man en ide, så er der meget kort til at realisere den. Det er et lille sted, så alle kender hinanden. Hver en øre bliver vendt, og så bliver den brugt på det, der er vigtigt i skolen, ikke på projekter, der kommer oppefra”.

Det er ikke sådan, at han har afskrevet folkeskolen, særligt ikke efter at han har hørt, at en del af de ting, han blev træt af, er blevet fjernet igen, men lige nu skal han ingen steder.