Jeg holder utrolig meget af folkeskolen og ideen om en folkeskole, som er fælles for alle trods sociale skel. Samtidig arbejder jeg på en privatskole, og min søn går på en privatskole. Jeg ved godt, at det tangerer hykleri. Men lad mig forklare, hvorfor jeg elsker at arbejde på privatskole og hvorfor jeg har valgt, at min søn skal gå i privatskole.

Jeg er lærer, fordi jeg gerne vil præge og ruste børn til en meget kompleks verden. Det, mener jeg, gøres bedst ved at understøtte børns nysgerrighed, kreativitet, lyst til at lære og rummelighed. Den verden, de skal overtage fra os, kommer til at kræve hurtige, sikre beslutninger og innovative løsninger på store problemer.

Når jeg læser om den retning, folkeskolen har taget, efter den sidste skolereform, mister jeg lysten til at arbejde der. Jeg mister også lysten til at sende min søn derhen.

Jeg læser om målstyret undervisning, men jeg vil hellere selv fokusere på processer. Jeg læser om PISA-test - men kan ikke finde meningen med at sammenligne os med andre lande, som vi i øvrigt ikke har noget til fælles med. Jeg læser om stressede lærere, færre forberedelsestimer og lærerflugt fra skolerne og tænker "godt det ikke er mig".  Samtidig beundrer jeg de lærere, som får det til at fungere i de nye rammer. Hatten af for jer – I er for seje!

Da min søn blev født, tænkte jeg allerede på, om han skulle i privat- eller folkeskole. Beslutningen blev taget efter en snak om værdier med min kone. Det var før folkeskolereformen, men efter PISA-test og nationale test havde sit indtog. Derfor var valget ikke så svært for os.

Jeg tror ikke på, at læring og trivsel kan sættes i regneark. Jeg er fan af de ikke-målbare kompetencer og tror på, at lysten til at gå i skole overskygger alt. Derfor valgte jeg en privatskole, hvor det kreative og sociale bliver prioriteret ligeså meget som det faglige. En skole, hvor man tør tale om kreativitet, det gode børneliv og følelser – og hvor man desuden ikke må sige nej, hvis nogle spørger, om man vil lege.

Tænk, hvis folkeskolen sagde højt og tydeligt, at den kan tilbyde mit barn dannelse, kultur, selvværd, tryghed, kammerater for livet, mulighed for at udfolde sig kreativt.  Tænk hvis PISA, nationale test og målstyret undervisning blev udskiftet med bedre metoder til at understøtte læring – og man ikke sagde nej til leg. Så kunne det være at nogle af os, som ikke tror på, at børn kan eller skal måles og vejes konstant, vender tilbage.

Jeg stiller op som folketingskandidat for Alternativet fordi jeg gerne vil præge fremtidens folkeskole til at danne nysgerrige, kreative, samarbejdsvillige og glade børn. Jeg vil også gerne have, at de lærere, som skal danne og uddanne vores børn, får de bedst mulige arbejdsforhold og nogle flere klap på skulderen.

Så måske er jeg en hykler, men jeg er i det mindste ærlig.