En engageret skoleleder, en udviklingsorienteret skoledirektør og et opslag, der efterlyste otte lærere til en styregruppe omkring udvikling. Det fik Mogens Damgaard, Kirsten Sneftrup, Aase Svankjær og Olav Rørbæk, alle ansat på Sunds Skole ved Herning, til at arbejde systematisk med evaluering.

'Vi har altid evalueret, men nu er vi blevet mere bevidste om, hvad det kan bruges til. Evalueringen er blevet et udviklingsredskab', fortæller Kirsten Sneftrup.

Udgangspunktet var et ønske om at få større viden om elevernes læring. Men det politiske pres om, at andre vil evaluere, hvis lærerne ikke selv gør det, betød også noget. Tanken om fremmede kontrollanter som i England huer dem ikke. Evaluering skal være udviklende.

'Vi vil selv evaluere, for det er os, der skal bruge vurderingerne. Vi vil gerne sætte fokus på, hvad der er god læring. Men vi manglede redskaber til at sætte ord på, hvad god og dårlig undervisning er', siger Kirsten Sneftrup.

Og man henter masser af brugbar viden ud af evalueringsarbejdet.

'Når vi kan sætte ord på det, vi gør, bliver vi opkvalificeret på mange måder. Vi får en meget mere kvalificeret dialog - både med hinanden i lærerteamet og med elever og forældre', fortæller Aase Svankjær.

Og Mogens Damgaard fortsætter:

'Det hele er nemmere, når man trækker på samme hammel. I dag kan vi forklare, hvad det er, vi gør, og vi kan stå ved det. Selvbevidstheden har det godt. Det virker også som en personlig moralsk oprustning at arbejde med evaluering'.

'Tidligere skete forandringerne i folkeskolen trinvist, der kom en ny folkeskolelov, og så arbejdede man i årene efter med at føre den ud i livet. I dag sker alting så hurtigt; vi skal forholde os til, at vi er i en konstant omstilling', siger han.

Olav Rørbæk bakker op:

'Nu er det ikke selvfølgeligt for børnene, hvad der skal ske i en skoleklasse. Der er sket et kulturskred, og der findes ikke længere fælles værdier og normer for, hvad en skole er. Men samtidig er vi nødt til at kunne formulere det fællesskab, som er helt centralt i folkeskoleloven, og vi skal kunne sætte ord på det over for både børn, forældre og offentlighed'.

Aase Svankjær mener, evaluering er et godt redskab, når man skal lære at arbejde i team.

'Vi skal gå fra en jeg-kultur til en vi-kultur, derfor er det nødvendigt at skabe et fælles værdisæt, som man kan arbejde ud fra', siger hun.

Når skolen skal arbejde med undervisningsdifferentiering, og eleverne skal tage medansvar, er det nødvendigt at sætte mål sammen med eleverne. Eleverne skal selv kunne reflektere over, hvad der giver god læring, og hvad der ikke gør det, og her er dialogen og evalueringen nødvendig, mener Aase Svankjær.

De nye veluddannede og krævende forældre spiller også en rolle.

'Forældrene spørger mere ind til undervisningen. I dag er det ikke nok at svare 'Det mener jeg' eller 'Det står i bogen, at i april skal vi have nået tre fjerdedele af den'', siger Kirsten Sneftrup.

Udviklingsgruppen begyndte arbejdet for fire år siden, men der kom for alvor gang i processen, da skolen kom med i 4-by-projektet 'Skoleevaluering', som omfatter 12 skoler i fire kommuner. Udgangspunktet for evalueringen på Sunds Skole er en norsk model, hvor man arbejder med sammenhæng, mål, tegn og tiltag. Og evalueringen er tænkt ind i modellen.

'Det er en god måde at arbejde på, fordi evalueringen er tænkt ind i undervisningen, så den ikke bare bliver et afkrydsningsskema i slutningen af et forløb', forklarer Kirsten Sneftrup.

Styregruppen har prøvet en masse forskellige evalueringsformer. Men målet er at blive klogere på, hvad der sker i undervisningen - at forstå elevernes læring bedre. Da skolen havde matematik som indsatsområde, blev der arbejdet med evaluering der. Medbestemmelse og medansvar i 9. klasse har også været under evalueringsluppen. Der er kigget på det faglige, men også de mere bløde værdier er blevet vurderet. Tre årgange har fået undersøgt, hvordan forældremøder bliver afholdt, og hvad forældrene har af forventninger til skolen.

Metoderne har været alt fra dagbogsskrivning i en såkaldt logbog, spørgeark, der skulle sætte fokus på kvalitative forhold, samtaler, afkrydsningsskemaer, gensidig lærersupervision og udstillinger i forbindelse med projektarbejder.

'Der er ikke noget revolutionerende i det, men det nye er sammenhængen og systematikken i evalueringen', siger de fire lærere samstemmende.

Elevernes udbytte af undervisningen er blevet evalueret, undervisningsforløb er blevet evalueret, og eleverne har også fået lov til at vurdere lærerne. Det sidste kræver mod og mandshjerte fra både mænd og kvinder.

'Egentlig burde jeg forholde mig helt professionelt til at blive vurderet af eleverne. Men endnu vil jeg altså helst gennemføre det med en klasse, hvor jeg i forvejen føler mig tryg. Det kræver en hel del at lade elever vurdere, for selv om det jo drejer sig om undervisningen, så bliver jeg nødt til at bruge mig selv som person', siger Kirsten Sneftrup.

Lærerne er enige om, at for hver enkelt lærer ligger der en grænse for, hvor tæt man må gå. En grænse, der skal respekteres.

Ideerne fra styregruppen er nu ved at sprede sig til resten af skolen, og selv mener gruppen, at der er et kulturskifte i gang. Men det tager tid. For at ændre kultur er at ændre vaner, og skal vanerne laves om, må man prøve de nye ting af i praksis mange gange.

'Det er altid vanskeligt at give viden og erfaringer videre til andre, og vi har fået mange forskellige reaktioner. Nogle kolleger tager imod det nye med kyshånd, mens andre har været mere skeptiske', fortæller Olav Rørbæk.

Den otte mand store styregruppe har siden projektets start mødtes en gang om måneden. I begyndelsen var gruppen meget isoleret på skolen, og de fik kommentarer fra andre af typen: 'Hvad laver I derhenne i Elfenbenstårnet?' 'Skal I bestemme for os?'

'De andre skal kunne se nytten af arbejdet', siger Olav Rørbæk:

'Det er altid svært, når vi har 'kloget i det', som de siger. Vi har jo brugt oceaner af tid på at finde ud af, hvad vi synes er vigtigt, og bagefter får kollegerne så en forkortet udgave. De andre har jo deres egne problemstillinger at arbejde med og har måske ikke behov for vores nyvundne erfaringer'.

Men her var den norske model nøglen, som mange kunne se fornuften i.

Ledelsen presser også på, for at alle lærere skal bruge den norske model, og forrige år blev alle lærere pålagt at arbejde mindst én gang med den.

I dag, hvor man har arbejdet med evaluering i fire år, er dampen ved at gå lidt af styregruppen. Man glemmer tit, at alle nye ideer skal have tid til at blive bundfældet. Lærerne har erkendt, at det kræver meget lang tid at arbejde med evaluering, og at man ikke kan nå alt. Man må i stedet foretage systematisk evaluering på udvalgte områder.

De har også lært, at svage elever har problemer med evaluering.

Olav Rørbæk mener, at man mangler nogle evalueringsformer for dem, der ikke er sprogligt stærke, og de andre bakker op, det er de stærke, der giver respons.

'Nogle børn har svært ved al den sproglighed og alle vores hv-spørgsmål. Det er en fare, som vi skal være meget opmærksomme på. Nogle elever vil meget hellere lave stavetræning og færdighedsregning end sætte mål for arbejdet sammen med os', siger Olav Rørbæk.