Kravet om, at alt i skolen kan belyses via konkrete, sande og sammenlignelige data, må afløses af en skolebaseret evaluering, hvor lærerne og skolen tager evalueringen i egen hånd og derved får et ejerforhold til det, de evaluerer. Sådan lyder rådet fra Trond Ålvik, førsteamanuensis på Pædagogisk Udviklingscenter på Høgskolen i Oslo. Han har i årevis beskæftiget sig med evaluering, og i alle årene har han fulgt med i, hvad der sker i Danmark.

'Det største problem i forhold til evaluering er troen på, at der findes eksakte data, standarder og kriterier, og at evaluering derfor bliver at sammenligne. Men det er urealistisk. At sætte en kurs - og så navigere og kontrollere efter den - passer godt på skibe og fly, men ikke når det handler om mennesker med behov, kundskaber og følelser, der indgår i et samspil. Livet er mere kompliceret, end teknologer og bureaukrater vil gøre det til', siger Trond Ålvik.

Derfor mener han også, at Danmark skal nedtone troen på de sammenlignelige data.

'Det kan ikke lade sig gøre, og det har mange uheldige følgevirkninger. I stedet skal evalueringen løftes frem, så der bliver skabt ejerforhold i forhold til udvikling af egen skolepraksis - så man oplever, at man har ansvaret og selv kan ændre på tingene'.

Hvis politikerne forsøger at tvinge en bestemt evalueringform ned over skolen, kan det betyde, at evalueringen bliver rent formalistisk, mener Trond Ålvik. Resultatet bliver som i England, hvor lærerne ikke arbejder for at udvikle den bedste undervisning, men for at tilfredsstille Her Majesty's Inspectors, som kommer og kontrollerer.

Man skal i stedet satse på den skolebaserede evaluering, hvor læreren skal fungere som en slags forsker på egen praksis. Og hvis evaluering skal have en chance, skal de, der arbejder på skolen, synes, det er interessant og nyttigt. Evalueringen skal pirre nysgerrigheden og opleves som givende. Den må tage udgangspunkt i spørgsmål, som de berørte parter stiller.

'Lærerne skal grave et lille stykke op af deres egen praksis, som de så sætter sig sammen med nogle andre og undersøger'.

Problemet er bare ofte, at lærerne ikke har metoderne til det her, og så er de bange for at komme i søgelyset. Men det gør de under alle omstændigheder, mener Trond Ålvik, for sådan er tiden.

I arbejdet som den grublende graver begynder skolerne ofte med ydre forhold, som hvordan forældrearbejdet er organiseret, eller hvordan trivslen er på skolen. Undervisningen er det mere ømtåleligt at gå ind i.

'Fra centralt hold må man acceptere, at skolerne begynder der, hvor de føler sig trygge, og at lærerne derfor venter med at se på undervisningen. Men selvfølgelig bør man tale med skolen, hvis evalueringen hele tiden kun foregår uden for klasselokalet. Jeg plejer at sige, at hvis lærerne ikke kender deres besøgelsestid, så kommer der andre og gør det', fortæller Trond Ålvik.

Han sammenligner lærerarbejdet med skuespillerfaget.

'Begge fag er meget personlige, men en skuespiller kan altid skyde skylden på instruktøren, på teksten eller på publikum. Han kan skelne mellem person og sag, men det er straks sværere hos lærerne'.

Derved synker lærernes egen selvfølelse, men de skal lære at forstå, at kritikken ikke er rettet personligt mod dem, men mod et helt system. Og her kan man bruge den skolebaserede evaluering. En arbejdsform, der skal bygge på demokratiske principper, hvor de berørte parter, forældre, elever, ledere og lærere, løbende skal inddrages. En skole er en samling individer med ønsker, behov og forventninger, som de gerne vil have opfyldt, og det skal der tages hensyn til, når man evaluerer.

Trond Ålvik mener, at det kan være givtigt at trække en eller flere personer ind, som ikke har direkte tilknytning til skolen. Men skolen skal selv vælge. For evaluering er et følsomt område. De, der bliver evalueret, kan have den oplevelse, at der ikke bliver taget hensyn til deres værdier eller opfattelser. De kan også komme i tvivl om gyldigheden af de indsamlede informationer og dermed troværdigheden af evalueringen. Følsomheden og tvivlen kan føre til, at man føler angst, ser med skepsis på resultaterne eller måske direkte modarbejder evalueringen.

Men hvad skal man overhovedet bruge evaluering til?

'Det vigtigste ved skolebaseret evaluering er, at den giver øget indsigt. Min pointe er, at det handler ikke om visioner om fremtiden. Det handler om, hvorvidt vi er tilfredse med det, der sker lige nu. Hvis svaret er ja, hvorfor er vi så det? Og hvis nej, hvad kan vi så gøre ved problemerne?'

Trond Ålvik mener, at man hele tiden skal udvikle evalueringen for at hæve sin egen professionalisme. Det giver en mere kvalificeret dialog og grundlag for at diskutere forbedringer.

'Jeg forstår, at lærerne vægrer sig, for det her kan meget nemt såre selvfølelsen. Men evaluering handler lige så meget om etik og moral, som det handler om teknik'.

Skolelederen har en vigtig rolle, når man arbejder med evaluering. Han skal skaffe tid og rum og vise interesse, siger Trond Ålvik.

Hvis resultatet efter en skolebaseret evaluering ser dårligt ud, så skal skolen selv lave tingene om. Der skal ikke komme nogen udefra og diktere bestemte løsninger. Vil lærerne give informationer videre, må de selvfølgelig gerne det, men de skal ikke tvinges.

'Jeg har et meget romantisk syn på skolen, så jeg tror og håber, at lærerne kan se det sjove i undersøgelser af egen praksis, for man kan ikke lave skolebaseret evaluering af tvang. Men der er bureaukrater, der vil sige, at sådan er lærerne ikke, og så vil de styre evalueringen udefra. Men helt ærligt, så tror jeg ikke, at det, der sker i skolen, kan styres. Undervisning og læring er yderst komplekse fænomener og sådan set principielt svære at detailstyre ude- eller ovenfra'.