Internet-revolution i klasseværelset

Skolen bliver berørt, og grænserne nedbrydes, når eleverne selv begynder at hente informationer på Internettet, påviser amerikansk professor i kommunikation

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sparekniven svinges, og der bliver presset flere elever ind i hver klasse. Der bliver skåret på kontoen til undervisningsmaterialer. I stedet bliver der opsat et par computere, i hvad der i gamle dage måske var skammekrogen.

Sådan er den kyniske tankegang ifølge professor Joshua Meyrowitz. Han er en anerkendt amerikansk kommunikationsforsker.

Men ved at indføre computerne - med deres adgang til Internet - forandrer de politiske beslutningstagere skolerne indefra.

'Og de ved formentlig ikke til fulde, hvad de gør. Internet-opkoblingen er begyndelsen på en revolution. Når eleverne går i gang med at udforske emner, finder de en mængde oplysninger, som de ellers ikke ville stifte bekendtskab med. De skaffer sig viden uafhængigt af lærere og skolebøger'.

Meyrowitz nævner eksemplet for at udpege, hvor skole og samfund er på vej hen. Han vil samtidig vise, hvordan medieudviklingen udvisker traditionelle skillelinjer mellem grupper i samfundet og ændrer de indbyrdes relationer.

Joshua Meyrowitz' fremtrædende status som analytiker af medieudviklingen er baseret på bogen 'No Sense of Place', som handler om, hvordan især tv har fjernet de skyklapper, som den geografiske placering på et bestemt sted tidligere hæmmede folks udsyn med.

Bogen udkom i 1985, og forlaget var oprindelig skeptisk over for dens muligheder på markedet. Men den vakte opsigt, blev prisbelønnet, og salget rullede. Den er nu ude i 13. oplag og virker - her 14 år efter - stadig højaktuel.

Meyrowitz har fulgt hovedværket op med videnskabelige artikler, hvor han inddrager effekten af computere og Internet.

Folkeskolen møder Meyrowitz på hans professorkontor med 'organiseret rod' på University of New Hampshire i den lille New England-by Durham.

Joshua Meyrowitz forklarer om sin indfaldsvinkel til medieforskning, om de forandringer, de elektroniske medier udløser, og om de krav til lærerne, som følger af ændringerne.

'Når folk taler om medier, tænker de ofte på indhold. De er bekymret for, at vold i tv og computerspil kan forårsage mere vold. Eller at politikere og annoncører prøver at forføre os til at tro på deres udtalelser eller købe deres varer', siger Meyrowitz.

For ham er medier et sæt af miljøer og sammenhænge.

'Det er konteksten, der former den måde, vi relaterer os til hinanden på. Sammenhængene bestemmer, hvad folk ved om hinanden, hvordan de ændrer deres væremåde og opfattelsesevne, deres forandrede syn på grænserne lokalt og i hele samfundet. Medierne og den såkaldte virkelighed er ikke modsætninger, men to sider af samme sag'.

Han henter en lignelse fra Platon frem fra oldtiden, hvor pointen er, at skygger fra ild ligner virkeligheden, fordi de bevæger sig, men at sandheden er uforanderlig og befinder sig ude af syne - uden for hulen.

'Mit modsvar er, at hvis jeg stod og barberede mig foran et spejl og dér så en mand nærme sig bagfra med en kniv, så ville jeg betragte det som en alvorlig trussel - ikke en spejling. Og jeg ville bruge informationerne, jeg fik via spejlet, til enten at gå til modangreb på knivstikkeren eller flygte hurtigt bort'.

'På samme måde bruger vi de informationer, vi får gennem medierne, til at handle i hverdagen. Derfor bør man fokusere på, hvad det er ved de forskellige slags kommunikationer - det vil sige de forskellige slags spejle - der virker ind på folks tanke- og væremåde'.

Kommunikationsforskeren 'dekonstruerer' i sit analysearbejde de enkelte medieformer til deres bestanddele. Hvilke tekniske virkemidler er de sammenstykket af? På hvilket plan kan de modtages? Hvor mange forudsætninger kræver de af modtageren?

Tilbage til fremtiden! Joshua Meyrowitz mener, at nogle af svarene på, hvad der vil ske i de kommende år, kan graves frem fra fortiden, så han fører an på en sviptur gennem mediernes historie. Først var ordet og det mundtlige samfund. Siden kom det skriftlige samfund - de seneste 500 år med trykte medier. Her var der en striks opdeling i samfundsgrupper.

'I det victorianske England talte man om to sociale sfærer - den mandlige og den kvindelige. Mænd stod for det offentlige, rationelle og konkurrencemæssigt udfordrende, mens kvindernes domæne var det private, emotionelle og kompromissøgende. På samme måde kunne voksne og børn klart rubriceres. Der var også et tydeligt skel mellem folket og politikerne - sidstnævnte var nærmest overmenneskelige og omgivet af mystik'.

Sådan henlå det sociale landskab, da alle traditionelle roller blev rystet af udbredelsen af radio og tv - samt i de seneste år computere og Internet.

Overgangen fra trykte medier til en elektronisk kultur har haft vidtrækkende konsekvenser. Det blev ret hurtigt umuligt at opretholde den skarpe skelnen mellem de forskellige grupper.

'Især tv har nedbrudt den gamle opfattelse af, hvor vi befinder os fysisk, og hvad vi kan se og erfare med egne øjne. Vi kan komme alle steder hen. Vi kan endda se vores jordklode fra det ydre rum - det er en kæmpemæssig, bevidsthedsudvidende oplevelse. Alle de traditionelle roller, som i høj grad var knyttet til et fysisk sted eller fysisk adskillelse, er ved at smelte sammen'.

'Kvinderne blev via fjernsynet udsat for alle de ting, mændene ikke ønskede, de skulle se - sport, forretningslivet, krig. De oplevede mændene tæt på i den slags situationer. Og gæt engang - det virkede ikke overbevisende! Samtidig var det dog spændende. Så tv sætter forandringer i gang. Og jeg taler stadig ikke om indholdet'.

På samme måde pilles politikere ned. Deres gøremål præsenteres, ja, selv deres kvaliteter som sexobjekter lader sig vurdere i tv.

I forholdet mellem voksne og børn er de gamle grænser også overskredet. Gennem tv fik børn pludselig et væld af oplysninger. I visse tilfælde var det noget, som deres forældre ikke vidste.

'Hele kontrolsystemet over for børn er blevet undermineret. Fjernsynet er med til at røbe den største hemmelighed af alle, nemlig hemmeligheden om at have hemmeligheder'.

Praksis med at forholde børnene viden sprænges fuldstændig, mens Internettet bliver stadig mere tætmasket, mener Meyrowitz.

'På Nettet kan børn søge informationer om de emner, de voksne søger at holde dem fra', smiler han og opsummerer ændringerne i det elektroniske samfund: Der er flere karrierebevidste kvinder, familieorienterede mænd, modne børn og legende voksne, folkelige politikere og menige borgere, der kræver politisk indflydelse.

Han iler dog med at tilføje, at tendenserne netop

er hovedstrømninger. Det skriftlige samfund er ikke ophørt, fordi elektronikken holdt sit indtog. Og vi er heller ikke holdt op med at tale, selv om vi kan skrive og se tv.

Joshua Meyrowitz vrider sig modvilligt på sin professorale kontorstol, da Folkeskolen beder ham give en vurdering af konsekvenserne af de elektroniske mediers indtog. Ingen kan skrue tiden tilbage, så hvilke fordele og ulemper har den fagre nye verden bragt os?

Meyrowitz vil sikre, at det står urokkeligt fast, at hans sociologiske analyse af medieudviklingen ikke kan anfægtes af de personlige holdninger, han kommer med. Han minder om, at synspunkterne er subjektive, og giver som eksempel, at da skrivningen blev udbredt, fordømte Sokrates den som en svøbe, der ødelagde hukommelsen og blokerede for samtalen. Andre mente derimod, at skriften ville frigøre plads i hjernen til at udvikle nye ideer.

Samme modstridende følelser er blevet vakt af tv, computere og Internet.

'De mekanismer, der har nedbrudt grænserne, er frigørende, for de får folk til at åbne øjnene for ukendte muligheder. Også hos børnene'.

Men børnene bliver samtidig udsat for viden, som de måske ikke er parat til at modtage. Det skræmmer mange voksne. Børn burde ikke få kendskab til vold, krig og sex. Hvordan skal du kunne tolke den slags oplysninger, spørger de?

Men, siger Meyrowitz, de nye medier er en pakkeløsning. Man kan ikke få det ene og afvise det andet. Og når han skal gøre regnskabet op, er resultatet overvejende positivt. Den største fordel er, at folk i højere grad stiller spørgsmål ved autoriteter. De er begyndt at tvivle.

Meyrowitz drager paralleller fra den elektroniske nutid helt tilbage til jæger-samler-samfundet. Børnene var mere barske over for voksne, de stiftede tidligt bekendtskab med sex, mænd havde medansvar for opdragelsen, kvinder deltog i den politiske beslutningsproces, lederne blev overvåget af deres undersåtter og måtte gøre en solid arbejdsindsats for at fastholde deres dominerende rolle.

'Det beskriver meget godt nutiden. Forskellen er, at dengang var det en lokal båndbredde, nu er den global. Men derudover er ligheden slående. Så konklusionen må være, at det elektroniske samfund ikke er så slemt endda. Børns mistænksomhed over for voksne giver diskussion, som også skærper de voksnes intellekt. Vi ved mere om lederne og kan bedre vurdere deres ledelsesmæssige kvaliteter'.

Joshua Meyrowitz' positive opfattelse er dog ikke uden undtagelse. Han er skræmt over, at bortfaldet af sociale grænser kan efterlade folk i et psykologisk limbo.

'Vi får verden til at hænge sammen i vores eget hoved ved hjælp af grænser. De er pejlemærkerne i tilværelsen, og hvis de ikke er der, hvordan kan vi da vide, hvor vi befinder os psykologisk set', spørger han.

Han henviser til, at for eksempel e-mail ophæver tid og sted - folk er hele tiden nærværende, selv om de ikke er det. Og de er påtrængende. Modtageren kan ikke barrikadere sig i sit private rum.

'Jo større mulighed vi har for at komme i kontakt med andre alle steder hele tiden, desto mere isoleret vil vi måske føle os, fordi vi ikke er helt tæt på nogen. Intimitet opnår man kun i det øjeblik, man afskærer sig fra alle andre. Så der forestår en hård kamp nu for at etablere nye måder at skelne på - nye regler for det, vi ikke umiddelbart lægger mærke til', siger han.

Han ser telefonsvareren som et første beskedent forsøg på at etablere et værn om det private. Et andet eksempel er det skilt, han så på en café. Det fortalte, at her måtte man ikke have tændte mobiltelefoner med. De tilstedeværende skulle kunne nyde fællesskabet i fred.

På den anden side deler Meyrowitz ikke den udbredte frygt for, at Internettet forvandler folk til fagidioter. Tværtimod er specialisering efter hans opfattelse de sidste dødskramper fra den trykte kultur. Internet-brugerne har selvfølgelig interesseområder, men de er meget forfaldne til at strejfe uden for eget territorium, fordi der er så mange informationer tilgængelige på mange niveauer.

Den lette adgang til de enorme mængder informationer stiller nye krav. Det handler om at vide, hvordan man finder vej til specifik viden på Nettet, i stedet for at være i besiddelse af en masse viden, mener Meyrowitz. Men at dømme efter den betragtelige bogsamling på kontoret har han ikke helt lagt den traditionelle metode på hylden.

'Også her er der næsten tale om en tilbagevenden til jæger og samler-samfundet. Man behøver ikke at indsamle og opbevare alt, men kun at skaffe det, man skal bruge her og nu. Det gælder om at være ekspert i det generelle. Vi må acceptere, at folk kommer med udtalelser, som ikke altid er helt korrekte, men som bringer alle tættere på en forståelse'.

Joshua Meyrowitz' vurderinger om, hvilke anderledes kvalifikationer der fordres, slår ned midt i debatten om fremtidens skole.

Skolen skal være på vidensforkant i den forstand, at den uddanner eleverne i systematisk videnstilegnelse.

'Formålet med skolen må også være at lære eleverne at bruge de nye informationskilder, så de bliver eksperter i det generelle. Det kan være uvant og tilmed ubehageligt at skulle acceptere, at eleverne på flere punkter ved mere end lærerne og forældrene. Men vi må vænne os til, at det er i orden, at de udforsker noget, som vi ikke nødvendigvis kender særligt meget til', siger han.

Skolen i dag er uden naturligt eller biologisk fundament. Efter tv's og Internets opdukken er den ikke længere det eneste sted for videnstilegnelse. Hidtil er der på hvert klassetrin blevet afsløret nye hemmeligheder for eleverne. Viden, der gav dem begejstring over at vide mere end før og mere end de yngre elever, og det skabte loyalitet. Skolen behøvede ikke at være så kompetent, fordi metoden passede til elevernes nysgerrighed og tidens medier.

Men med de elektroniske medier fungerer opdelingen mellem på den ene side myter og idealer og på den anden side de rå kendsgerninger ikke længere. Skolen har mistet sit vidensmonopol. Derfor skal undervisningen nu være meget kreativ.

Svaret på de nye udfordringer er dog ikke, at lærere går i træning som showmastere. Det er ingen naturregel, at undervisningen hele tiden skal bestå i at bruge audio-visuelle midler og computere. Også her skal man fokusere mere på mekanismer og processer end på indhold, fastholder Meyrowitz.

Han anbefaler at gøre mediekundskab til et centralt emne eller fag i skolen.

'Det er ikke nok at lære eleverne at blive mistænksomme over for reklamer. De behøver blot at købe noget legetøj for at opdage, at det ikke fungerer, som reklamen fortalte', siger han.

'Skolen skal tage fat på mediekundskab i bred forstand og fokusere på nyhedsformidlingen. Den skal undervise i alle journalistens redskaber og arbejdsmetoder. Det giver mulighed for fortolkning og kritik', siger han.

På Internettet finder eleverne selv de 'farlige' informationer, som fortæller en anden historie end den officielle. Det giver bedre muligheder for den nødvendige undervisning i, hvad der er udeladt, mener han. Og behovet vokser, fordi de dominerende medier er blevet standardiserede og ensartede med færre kilder og mere underholdning og uden den tidligere, tydelige ideologiske brydning, mener Meyrowitz.

'Hvis skolen selv udnytter de elektroniske medier til at antaste skolens traditionelle rolle som institutionen for den ultimative sandhed, så vil den fortsat være et spændende sted. I modsat fald risikerer den at blive et sted, som befinder sig i selvpåtvunget isolation i forhold til medieudviklingen'.

Undervisning på tværs af klassetrin og traditionelle fag skal fortsættes og forstærkes. Temauger, projekter og gruppearbejde er vigtige plusord for Meyrowitz.

'Læreren skal være som træneren på et fodboldhold. Måske er han ikke selv så god til at spille, men kan lære teknikker fra sig. Lærerne er formidlere og rådgivere, der kan gå på opdagelse efter viden sammen med eleverne', siger Meyrowitz.

'Denne undervisningsmodel er også i fuld overensstemmelse med Internets dybeste natur', konstaterer han.

'Lærerne skal opmuntre eleverne til at stille nye spørgsmål i stedet for at give dem færdige svar. Der er ikke entydige svar på alt'.

Eftersom al skrivning og tale ikke forsvandt, da de elektroniske medier kom frem, må fremtidens skole ikke forsømme opgaven med at lære eleverne de basale færdigheder - at læse, skrive og regne. Og det er opgaver, som ifølge Meyrowitz kræver mere opfindsomhed end tidligere.

'Fordi også de yngste elever får viden via tv uden at kunne læse og skrive, er udfordringen med at lære kulturteknikkerne betydeligt større nu'.

Processen med at lære at læse begynder efterhånden at ligne tilegnelsen af et fremmedsprog. Børnenes første sprog er populært sagt det, de har tilegnet sig gennem tv, videospil og andre elektroniske medier. Men der er stadig meget, som eleverne skal undervises i på en det her skal du bare vide-måde, slår Meyrowitz fast.

'Uanset om vi synes om det eller ej, skal der nu forhandles om mange forhold, som tidligere blev set som indiskutable. Så lærerne skal også være gode forhandlere, og det er ingen dårlig rollemodel for eleverne. Forhandling er en yderst vigtig teknik at mestre i en uforudsigelig verden, hvor grænserne nedbrydes', siger kommunikationsprofessoren og vender dermed på elegant vis tilbage til interviewets udgangspunkt.

Powered by Labrador CMS