Alle fag i skolen skal have den kulturelle og sociale dimension, som engagerer eleverne. Helt fra de yngste klasser. Lærerne skal undervise, så eleverne kan blive personligt engageret. Læringen er et spørgsmål om deres eget liv og deres børn og det samfund, de lever og fortsat skal leve i.

Det mener filosof Peter Kemp, der til daglig er leder af Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet.

'Skal skolen overleve i computeralderen og i den videnskabelige og tekniske alder, så skal den give en anden dimension end den rent tekniske tankegang og en indsnævret form for kommunikation', siger han og peger på det positive i, at læreren nu igen må spille en stor personlig rolle i skolen og undervisningen.

'Vi bevæger os hen imod en erkendelse af, at lærerens ansvar, men også lærerens engagement, er vigtigt. Det er vigtigt på en måde at lægge sig selv frem, når man underviser. Det behøver ikke at være privat, men som lærer skal man være personlig i det, man beskæftiger sig med. Og det er netop det, en lærer kan give i modsætning til en computer og Internettet; et personligt nærvær, det, at eleverne står over for et menneske, der har livserfaring, og som taler ud fra det'.

Han fremhæver, at det ikke er den gamle måde at drive skole på, som han efterlyser.

'Vi skal frem til en skole, der tager udgangspunkt i det hele menneske. For jeg fremhæver absolut ikke den gamle autoritære skole, hvor eleverne bare skulle have dunket viden ind, og hvor læreren var personligt til stede i sin dominans. Vi skal frem til en skole, hvor der både er respekt for elevens selvstændighed og autonomi med egne bidrag og egen indsats. Og samtidig en bevidsthed om, at der er en kulturel dimension, som man ikke kan overlade til eleven selv at finde ud af', mener Peter Kemp, der tror, at vi bevæger os hen imod en folkeskole, der mere bliver en livsskole end en anstalt, hvor man bare skal formidle information.

'Mange tror i dag, at kommunikation er en udveksling af information. Men fundamentalt er kommunikation eksistensbekræftelse. Ved at kommunikere bliver man bekræftet i, at verden er andet og mere end bare foreliggende kendsgerninger. At verden derimod er andre mennesker og andet liv, vi møder. At mennesket - i den virkelige kommunikation - er et væsen, som har en selvstændig dimension'.

Netop skolen kan og skal give den virkelige kommunikation.

'Skolen skal hamle op med computeren og den lettilgængelige information, som eleven kan få både nationalt og internationalt. Derfor skal skolen være en modvægt til en yderligere funktionalisering og teknificering af vores tankegang, som man kan være meget fristet til på grund af de her maskiner', forklarer han, mens han dunker til sin egen computer, der fylder halvdelen af skrivebordet.

'For ellers vil børnene sige, hvorfor skal vi gå i skole? De kan lige så godt sidde foran deres skærm - bare de husker et kvarters pause for ikke at blive tosset i hovedet'.

Men computeren skal ikke bare fornægtes.

'Det er jo fantastisk, hvad der kan laves på computer. Men ligegyldigt hvor raffineret teknikken bliver, så vil det altid være i kontakt med et andet menneske, at det eksistensbekræftende kommer frem. Og børnene ved da også godt selv - når de har siddet tilstrækkelig længe foran en skærm - at der er noget andet. Nogle andre værdier'.

'Vi skal frem til en ny balance mellem teknik og videnskab på den ene side og kultur og historie på den anden side'.

Med kultur menes ikke bare det, der foregår lige her og nu, men også en forståelse af, hvordan tingene har en tidsdimension.

I en tid, hvor der bliver talt meget om paradokset mellem elevernes individualisme og skolens fællesskab, kan Peter Kemp godt se nogle farer ved elektronikken, hvis altså ikke skolen tager hånd om det.

'Netop computere kan fremelske egoismen, for man kan styre hele verden. Jeg kan gå på Internettet til Amerika, og mit jeg vokser i kraft af den skærm. Det bliver mig som almægtig hersker, der kører rundt mellem informationer, som jeg vil have fat i. Det er noget, der kan fremme egoisme, hvis vi ikke får en modvægt. Men computeren kan også godt bruges til virkelig kommunikation'.

'Man kan sidde foran skærmen og gå på Internettet og pludselig få kontakt til et menneske, som man ellers ikke ville have mødt, så det er også et redskab for den virkelige kommunikation'.

'Computeren fremmer ikke kun egoismen, men det kan være en fristelse for et menneske at lukke sig inde foran skærmen og opfatte sig selv som enevældig hersker'.

Derfor skal folkeskolen finde fælles sager, som eleverne kan finde et fællesskab omkring.

'Fællesskab er ikke bare det, at man danner en gruppe. At være fælles om en sag og en handling, det er det, der er afgørende. Det betyder så ikke, at vi skal trække en ganske speciel sag ned over hovedet på eleverne, men der er nogle væsentlige store spørgsmål, som går på tværs af alt; som liv og død, eksistens, glæde og sorg'.

'Børnene bliver ikke egoister, hvis de opdager en sag. Det giver sig selv. Men de bliver små egoister, hvis det bliver den enkeltes præstation i en gruppe, der er i fokus, og det bare handler om at imponere de andre eller læreren. Hvis man til genfæld fører eleverne sammen om noget, så er det, at jeg'et bliver til et selv', siger Peter Kemp og forklarer, at ens selv bliver dannet i forståelsen af sig selv set i lyset af andre, også i lyset af de døde og det imaginære.

'Man får kun mennesker virkelig ud af egoismen ved at appellere til noget, som de kan se er berigende at gå ind i, og hvor man ikke skal opgive sig selv'.

'Man går kun ind i noget, hvor man både kan give og modtage. Livet gælder ikke om at få alle individuelle subjektive behov tilfredsstillet, for det er tomt. Men lykken er at være sammen med nogen i en gensidig given og modtagen'.

Peter Kemp mener klart, at hvis skolen skal overleve og ikke blive overflødiggjort af Internet, så skal den satse på det, den virkelig kan byde eleverne; nemlig at føre børnene ind i kulturens verden, hvor fællesskab giver mening.

'Vi skal have en folkeskole, hvor ansvarsbegrebet har mening. Dermed får lærerbegrebet også en særlig mening og autoritetsbegrebet en bestemt positiv mening. Undervisningen får mening ved, at der bliver åbnet en kulturel verden. Det kan gøres i alle fag. For alle fag har en historie og en sammenhæng med den verden, vi lever i'.

'Jeg tror på, at skolen er på vej i den retning. Også af den grund at nu har man troet i så lang tid, at lærerne ikke måtte spille en stor rolle, at de ikke måtte dominere for meget. Derfor har vi også fået den ide om det ansvar, der skal hvile på eleven selv. Men jo længere vi kommer ned mod børnehaveklassen, jo mere absurd bliver det at tale om ansvar for egen læring'.

'Det er et begreb, der gradvist bliver rigtigt, men hvad selve ordet ansvar betyder, og hvad man lægger i det, det er jo noget, som eleverne efterhånden må få indsigt i, for at man overhovedet kan tale om at overtage et ansvar eller tage et ansvar for noget. Og det skal ikke paces frem kunstigt, for det giver bagslag og bliver til ansvar for egen fiasko'.

'Hele den linie, tror jeg, bliver afløst af en forståelse af, at læreren har noget at give og er ansvarlig for, at det bliver givet så godt, som læreren formår med sin uddannelse og sine evner'.

Peter Kemp kan sagtens se det rigtige i tænkningen bag ansvar for egen læring på den måde, at eleverne skal være engageret i stoffet og interesseret i selv at have med undervisningens indhold at gøre.

'Men ansvarsbegrebet er for tungt et begreb at lægge over på børn og helt unge mennesker, som ikke har fået nogen indsigt i, hvad ansvar er'.

Selv deler Peter Kemp ansvar op i tre led:

- At man er ansvarlig.

For lærerens vedkommende betyder det, at læreren er ansvarlig og ikke bare skyder begrundelsen for det, han eller hun gør, over på andre.

- At man er ansvarlig for noget.

I skolesammenhæng betyder det, at man er engageret i sit fag, hengiver sig til det og er interesseret i det.

- At man er ansvarlig over for nogen.

Det sidste betyder, siger Peter Kemp, at læreren ikke bare står til ansvar over for sig selv, men er ansvarlig over for eleven, forældrene og samfundet.

'Det, at man er ansvarlig for noget og over for nogen, er ved at forsvinde. Hele den måde, hvorpå man for eksempel tegner ansvarsforsikringer, udvander begrebet. De betyder nemlig, at man ikke har noget ansvar. I det øjeblik man har været ude for noget, så har man ikke ansvar, fordi forsikringen betaler'.

'Det kan være meget fornuftigt at have forsikringer for forskellige ting, men det fører til den opfattelse, at alt ansvar indgår i en almindelig udveksling af goder og tjenester'.

Men ansvar er en kulturel dannelse, hvor mennesker efterhånden bliver bevidste om, hvad det er for en verden, de befinder sig i, og at der er noget, der appellerer til dem i den verden.

'Det vil sige, at lærerens opgave er at åbne elevernes øjne for ansvarsdimensionen, ellers vil ansvaret degradere til bare at blive et led i udveksling af tjenester, hvor ansvaret så er noget, man betaler sig fra, og hvis det er meget slemt, så sidder man det af i et fængsel'.

'Det er blevet et led i et regnestykke, og det er efter min mening en pervertering af ansvar, for det er ikke til gavn for nogen - heller ikke den, der bliver fri for ansvaret. Det gør vores liv sammen til et funktionelt systemliv, hvor engagementet i det, man foretager sig, og spørgsmålet om, hvorvidt man kunne gøre noget bedre, falder ud'.

Talen om ansvar fører Peter Kemp frem til diskussionen om dannelse. Han ser det som positivt, at der i de seneste år har været meget tale om dannelse og dermed ikke kun om uddannelse og om det at proppe informationer ind i eleverne. At holde skole er også et spørgsmål om at udvikle dem, forme dem og danne dem. I den forbindelse fremhæver han frirum i skolen som meget væsenligt. Frirum til at tale om alt mellem himmel og jord er virkelig et led i dannelse og udvikling.

'Mennesket er ikke bare fikst og færdigt. Det udvikler sig på den måde, det omgås de dimensioner, det bliver åbnet for'.

Han peger på, at det er den kulturelle og historiske dimension, som især danner.

'Mennesket dannes selvfølgelig også af den viden, som man opsamler. Men der kommer ikke automatisk noget fællesskab ud af mennesker, som er proppet med viden'.

'Man skal give eleverne forståelse, det er noget helt andet end viden. De skal have indsigt i og forståelse for, hvad det vil sige at leve og leve sammen med andre mennesker. Man bliver først ansvarlig, når man har fået en forståelse og ikke bare informationer, som man kan lire af til eksamen'.

Til dannelse i dag hører også en international dimension, en forståelse for andre og deres kulturer.

Men her mener Peter Kemp ikke, at det nytter noget at være multikulturel og give det hele lige meget værdi.

'Man skal stå et sted for at kunne forholde sig til noget andet. Derfor er det vigtigt, at man som udgangspunkt fordyber sig i egen kultur. Her tænker jeg i den snævre forstand på den danske, men også den europæiske, græsk-kristelige kultur, som vi er udsprunget af'.

'Det er helt illusorisk at tro, at hvis man kaster den ud af skolen, så kommer der noget andet ind, som folk selv vælger'.

Den kulturelle dimension i skolens indhold - eller rettere mangel på samme - mener Peter Kemp også er skyld i krisen i de naturvidenskabelige fag.

'Det 19. århundredes folk, H.C. Ørsted og andre, det var folk med en enorm kulturel dannelse. De så deres videnskab i sammenhæng med hele kulturen, den betydning, det havde. Men hvis man gør det til et spørgsmål om eksakt indsigt og tekniske færdigheder, så vil man indsnævre fagets betydning'.

Han mener ikke, at naturvidenskab og matematik kan tiltrække unge og være interessante, hvis de ikke ses i et større perspektiv.

'Vi kan ikke gøre det som i det 19. århundrede ved at knytte videnskaben og matematikken til samfundet, fremskridtet, lægevidenskaben og så videre. De unge vil stille krav om en bredere dimension i det, som de vil beskæftige sig med'.

'De kan måske ikke formulere det, sådan som jeg sidder og gør, ved at sige, at det skal hænge sammen med den kulturelle verden. De vil måske bare sige, det interesserer mig ikke. Men det er dødssygt, den måde, som der ofte bliver undervist på i dag på universiteterne. Det er meget vigtigt for at få de unge til at interessere sig for naturvidenskab at få den kulturelle og sociale dimension i videnskaben med - både videnskabens historie, hvordan den blev til, og hvordan mennesker har sloges om den'.

I folkeskolen mener Peter Kemp, at det er et fremskridt, at eleverne i natur/teknik er begyndt at lave forsøgene selv, i stedet for læreren. Men han ser det også som en indskrænket opfattelse af den kulturelle dimension.

'At man selv skal gøre noget, er ligesom det med ansvar for egen læring. Ideologien er ikke totalt falsk, men det er kun en halv sandhed. Den hele sandhed er, at eleverne skal opdage en verden, som giver en dimension til det, de laver, og det er noget andet, end at de bare skal køre for sig selv'.

'Jeg nægter ikke, at en faglig indsigt er vigtig for at leve i et så kompliceret samfund som vores. Jeg understreger bare det andet, fordi det er det, der bliver glemt og fortrængt. Hvis vi ikke skaber en skole, der åbner for den kulturelle dimension, bliver resultatet et koldt og meget konfliktfyldt samfund'.