Når den sociale arv brydes

Læreren nævnes tit som den, der får sat gang i en personlig udvikling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ene, men stærk! Myten holder ikke.

Når børn bliver mønsterbrydere, er det ikke så meget de personlige egenskaber, der tæller, men de menneskelige relationer. Det, at et andet menneske drager omsorg for en, støtter, stiller krav og viser særlig interesse. At der er én, man kan regne med.

Og læreren betyder noget, når den sociale arv skal brydes. I en stor dansk undersøgelse om mønsterbrydere bliver læreren tit nævnt som den, der fik den personlige udvikling i gang.

'Det afgørende for et mønsterbrud kan være mange ting. En børnehavepædagog, en fodboldtræner, det at få en ny kæreste, at blive gift, soldatertjenesten, en lykkelig skilsmisse og at få fast arbejde. Men skolen og lærerne nævnes af mange af dem, vi har talt med, som noget af det vigtigste', siger Vagn Rabøl Hansen, seniorforsker, cand.psych. på Danmarks Pædagogiske Institut og leder af forskningsprojektet om mønsterbrydere. Den afsluttende rapport er ved at være færdig, og konklusionen er klar. Det er de menneskelige relationer og ikke de personlige egenskaber, der er afgørende.

'Den eneste personlige egenskab, der tæller for alvor, er evnen til at skabe personlige relationer. Hvis du er autist, kan du ikke blive mønsterbryder, for du skal kunne gebærde dig socialt', pointerer Vagn Rabøl Hansen.

Det er ikke mønsterbrud, når en datter af heteroseksuelle forældre bliver lesbisk, eller når en søn, hvis forældre kun har gået i folkeskole, får studenterhue. Det kalder Vagn Rabøl Hansen for samfundsudvikling.

Mønsterbrud er til gengæld, når mennesker bryder med deres sociale arv og skaber sig en tilværelse, som ligger meget langt fra deres øvrige familie. At de får et godt familieliv, har styr på uddannelse og arbejde. Men bruddet kan også være det at blive en god far, hvis man selv kommer fra en familie med omsorgssvigt.

Ifølge Vagn Rabøl skyldes udviklingen hverken intelligens eller en speciel vilje til at overleve. Han tror ikke på den stærke ener.

'Det er relationerne, der bryder mønstret. Det kan så være en lærer, flere lærere og kammerater i skolen. Men undersøgelsen viser, at de folk, som personerne føler sig knyttet til, skal gøre en aktiv indsats. De lærere, der bliver nævnt, har alle gjort mere som personer, end vi kan forvente, at en lærer gør. Børnene har brug for en særlig støtte, når de ikke har gode omsorgsbetingelser hjemme', siger han og understreger:

'Det er ikke et spørgsmål om at overtage forældrenes ansvar. Det handler om at give omsorg til de børn, som ikke før har mødt det. Man kan ikke tale om, at nogle børn er vokset fint op uden omsorg, de har bare forstået at skaffe sig alternativ omsorg. Når forældrene ikke er gode nok, bliver de kasseret, og nogle andre bliver hentet ind'.

Undersøgelsen viser også, at de lærere, der har haft betydning for mønsterbryderne, alle har været fagligt dygtige og engagerede.

'Enhver kan sidde og snakke. Der skal være en form for respekt, hvis den sociale arv skal brydes. Ikke en autoritær respekt, mere på samme måde som man ser op til en håndboldtræner eller en rockmusiker. Samtidig kommer så de egenskaber, som er svære at beskrive; noget med at kemien passer og lærerens personlighed', siger Vagn Rabøl, der mener, at skolen som institution har særlige muligheder for at støtte mønsterbrydere, fordi den både stiller krav om en konkret indsats og samtidig har mulighed for at støtte indsatsen.

Dét er en kombination, der kan lægge op til udvikling af større selvværd. Og selvværdet er altafgørende.

'Vi er overrasket over, hvor ofte mønsterbrydere lider af mangel på selvværd. H.C. Andersen var også mønsterbryder, og han er nærmest udnævnt til verdensmester i eventyr. Men en tegning af ham med for korte bukseben i bladet 'Klodshans' kunne slå ham ud. Han kunne da være ligeglad med, hvad man mente i sådan et provinshul som København. Men det gik ham på', fortæller Vagn Rabøl.

Selvværd hænger sammen med, hvad man praktisk gør, men også hvad omverdenen mener. Og når man har dårligt selvværd, kan man ikke tåle kritik. Det er svært at adskille person og sag, forkerte kommaer i en stil kan pludselig blive et angreb på personen.

Man kan ikke forhåndsbestemme, at der vil komme en god relation mellem lærer og elev, men undersøgelsen viser klart, at en særlig interesse fra læreren - en overskridende omsorgskarakter, hvor læreren går ud over det, som egentlig ventes af undervisning - betyder alt.

'Her kommer så alle problemerne med tid og klassestørrelser ind. Og jeg vil ikke stille mig op og sige, at lærerne bare skal se at få udbygget de her relationer. Men jeg mener, at man i højere grad skal tilgodese det socialpædagogiske i skolen. Det er ikke en specialpædagog, der skal gøre det her, det skal være den samme person, som stiller krav, og som man har respekt for. Erfaringen viser, at for børnene hænger bruddet en del sammen med det indholdsmæssigt, faglige'.

Om relationen bliver en succes, afhænger meget af kemien mellem lærer og elev, og Vagn Rabøl mener, at man skal væk fra, at det er ubehageligt at diskutere læreregenskaber.

'I dag opfattes det som personligt at diskutere enkelte lærere. Men i stedet skulle vi acceptere, at nogen kan lide os, andre ikke. Den lærer, der ikke kan med ét barn, kan måske med et andet', siger han.

Relationer afhænger af omdrejningspunkter. Og skolen er vigtig. Skolemiljøet kan give nye muligheder. Der er evner, som pludselig kan udnyttes i forbindelse med det faglige, og der kan skabes nye sociale kontakter. To forhold, der ofte hænger sammen. Derfor mener Vagn Rabøl, at skolerne skulle satse på skolestarten.

'Set fra mønsterbrydernes side er skolestarten vigtig, en ny verden bliver præsenteret, og det er afgørende, at man får en god begyndelse'.

Hvordan man støtter børn, så de bryder med deres sociale arv, har Vagn Rabøl ingen færdig opskrift på. Det kommer an på de enkelte børn, de enkelte lærere og den enkelte skole. Men han anbefaler udviklingsarbejder, hvor man arbejder med det.

De fleste mønsterbrud sker i barndommen, hvor man er mest modtagelig, men det kan ske i alle aldre. Og det er en svær proces. Mange af deltagerne i undersøgelsen har ikke længere kontakt med deres egen familie, andre har indskrænket det til det årlige juleslagsmål. Rodløshed og manglende muligheder for identifikation giver hele tiden konflikter. Men flere af mønsterbryderne har livslange relationer til den, der har vist særlig interesse. Læreren.

Powered by Labrador CMS