Læreren som kritisk ven

Skal de svage have en chance i et samfund, hvor alt intellektualiseres, er det nødvendigt, at læreren understøtter alle elevers evner

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lever i en verden af muligheder - som aldrig før. Samtidig er normerne og traditionerne skredet, og mange familier lever et stresset hverdagsliv, hvor næstekærlighed og engagement i hinanden som personer er svært at få øje på. Omsorgsarbejdet er i høj grad uddelegeret til lærere og pædagoger. Alt det stiller krav. For skal man være i stand til at vælge, skal man tro på sig selv. Og det selvværd skal de professionelle i skolen og institutionerne arbejde med, ellers rammes de svageste børn.

Skræmmebilledet tegnes af Peter Westmark, cand.pæd.psych., og Poul Rask, cand.pæd.pæd., begge fra Danmarks Lærerhøjskole i Aalborg. De arbejder sammen om at sætte fokus på kvaliteten i de menneskelige relationer. For et positivt samspil mellem børn, lærere og pædagoger er en nødvendighed, hvis alle elever skal have en chance.

Peter Westmark studerer det psykologiske og Poul Rask de kulturer, der bestemmer, om relationerne bliver gode eller dårlige. Udgangspunktet er International Child Development Program (ICDP), der handler om at gøre 'det menneskelige' synligt i pædagogikken.

'Der er sket en enorm intellektualisering af vores samfund. Og de børn, der er svage intellektuelt, bliver totalt retarderede, når alt i skolen er intellektuelt', siger Poul Rask og fortsætter:

'De sociale kompetencer har aldrig været mere nødvendige end nu. En verden med så mange muligheder og skift kræver, at man hele tiden kan omstille sig. Alt skal diskuteres i dag, intet er længere givet på forhånd, og det stiller krav'.

Eleverne skal have udfordringer fagligt, socialt og personligt, og der skal udvikles relationer mellem lærerne og eleverne, så både de svage og de stærke bliver støttet og får udfordringer.

'Med den hastighed, alt foregår i dag, er det svært at skabe gode og udviklingsstøttende forhold mellem børnene og de voksne; det er ikke noget, der sker i forbifarten. Det sker, når læreren ser barnet i øjnene, er nærværende og lytter. Det kræver tid, og det er jo ikke det mest kendetegnende ved mennesket i dag', siger Peter Westmark.

Lærerne skal tage fejlfindingsbrillerne af og fokusere på det, eleverne er gode til.

'Det skal være en betingelsesløs anerkendelse, ikke bare en anerkendelse, når barnet tilpasser sig. Læreren må godt give en skideballe og sige, du skal altså lave de lektier, og du må ikke slå på Brian. Men samtidig skal han have en arm rundt om eleven, så barnet stadig føler en anerkendelse', siger han.

'Læreren skal være den kritiske ven', indskyder Poul Rask.

De to forskere ser en anerkendende væremåde og de personlige relationer som en modvægt mod en stigende tendens til det, de kalder se høre men ikke røre-samfundet.

Det er, som om alt i dag skal foregå via en skærm, mener Poul Rask og fortæller om et eksempel fra et forældremøde, hvor man havde talt om forskellen på nutidens og fortidens børn. En mor fortalte om en dag, hun kom kørende i bil. To drenge var pludselig sprunget ud foran hende med hver deres sværd i hånden. Hun huggede bremserne i og røg ud af bilen og råbte: 'Hvad fanden laver I'? Hvortil de svarede: 'Vi er Ninjakrigere, så vi er jo udødelige'.

'Børn har altid leget farlige lege, men der er sket en ændring. Da vi var børn, legede vi måske nok på togskinnerne, men vi vidste, hvornår vi skulle hoppe af', siger Poul Rask.

Man skal arbejde sig tilbage til mere naturlige og nærværende relationer og reaktioner. Og her kan principperne i for eksempel ICDP bruges som et redskab, lærerne kan spejle sig i og finde egne relationsressourcer igennem.

Men det kræver i høj grad distance til sig selv at arbejde med gode personlige relationer og en anerkendende væremåde. Man skal kunne se på sig selv - ikke bare være sig selv.

Ikke alle lærere er lige begejstret for tanken om også at skulle tænke socialpædagogisk. Men der er ingen vej udenom, mener Peter Westmark og Poul Rask.

'Samfundsudviklingen har ændret kravene til skolen. Tidligere var læreren primært kundskabsformidler, hvor der var et fag mellem elev og lærer, men i dag er opdragelse og omsorg i den grad uddelegeret. Så det er nødvendigt at fokusere på det. Du hører heller aldrig en lærer sige, at han har problemer med substantivernes bøjninger. Nej, lærerne oplever, hvor svært det er at komme til med deres fag på grund af al opdragelsen og omsorgen, som de ikke er uddannet til at klare. De har erfaringer fra deres egen opvækst. Erfaringer, som måske ikke altid er tilstrækkelige til et professionelt omsorgsarbejde', siger Peter Westmark.

Og uddannelsen halter.

'Den nye læreruddannelseslov tager ikke højde for den udvikling. Det opdragelses- og omsorgsarbejde, der nu er blevet uddelegeret, er alt for vigtigt til ikke at gøre noget ved. Det betyder, at den svageste femtedel af de danske børn og unge har det dårligere, end de kunne have det', mener Peter Westmark.

Powered by Labrador CMS