Glæden kommer frem

Lærerne på Vejstrup Skole i det sønderjyske får eleverne til at handle

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Det gør mig glad, når jeg ser nogen smile, for så ved jeg, at de også er glade'. At det udsagn fra en elev i 2. klasse kan føre til et stort kultur- og fritidsområde for alle borgere i et lokalsamfund med 1.000 indbyggere, vil de fleste nok tro er løgn.

Men på Vejstrup Skole i Sjølund, ti kilometer nord for Christiansfeld, kan elevers visioner om at være glade godt blive til virkelighed. Siden 1996 har skolen arbejdet med sundhed og levevilkår, først med udgangspunkt i den enkelte elev, så i skolen og nu i lokalsamfundet. Byen fik 10.000 kroner fra Udvalget bag kreative dage ved Lillebælt, og det satte ekstra skub i et projekt, hvor byens skole, idrætsforening, menighedsråd, ungdomsklub, ældreråd og seniorklub sidder ved samme bord. Og elevernes ønsker om en bedre legeplads og cirkus til byen går alt sammen i opfyldelse, når 'Kultur- og fritidsparken' i Sjølund bliver indviet på grundlovens 150-års-dag den 5. juni.

Men for at begynde med begyndelsen: For fire år siden kom Vejstrup Skole med i et netværk af sundhedsfremmende skoler i Sønderjylland. To lærere, skolelederen, sundhedsplejersken og formanden for skolebestyrelsen tog på kursus og udviklede i fællesskab deres model for Vejstrup Skole.

Den 22. august 1996 gik startskuddet, da der blev holdt temadag for hele skolen, der i dag tæller otte lærere, en børnehaveklasseleder, en skoleleder og 90 elever fordelt på syv klasser fra børnehaveklasse til og med 6. klasse. Den skemafri dag havde temaet 'Hvad gør dig glad', og skolens elever skulle på en praktisk-musisk måde fortælle, hvad der gjorde dem glade. Det endte med alt fra små tegninger i børnehaveklassen til lange lister fra de større klasser, og det vrimlede med tanker om en ny slags madpakker, en vippe i skolegården og det at give andre noget, de bliver glade for.

Skolens 2. og 3. klasse arbejdede videre med temaet, og de fik derfor alt materialet fra de andre klasser. Tre uger efter gik de to klasser i gang med at svare på spørgsmålet 'Hvad gør dig gladere'. Eleverne endte med fem punkter: flere hjemkundskabstimer, flere musiktimer, flere idrætstimer, flere ture i naturen og et forslag om, at der skulle laves om på skolens udendørsarealer.

Efter at de fem punkter var formuleret, holdt man en pause i forløbet, og først i januar måned året efter gik de i gang igen. Nu var opgaven at få de fem punkter ned til to. En sej proces, hvor både lærere og elever indimellem tog sig til hovedet i anstrengelse. Det tager tid, når 26 elever skal beslutte sig i fællesskab og ikke bare stemme om, hvad der er vigtigst for alle. Men de fik lært at argumentere for deres ønsker, og resultatet blev flere hjemkundskabstimer og flere idrætstimer.

Mere tid til hjemkundskab blev begrundet med: 'så kan man bedre hjælpe hjemme', 'vi kan lære at lave sund mad' og 'det er for længe at vente med at lave mad, til man kommer i 6. klasse'. For flere idrætstimer lød argumenterne: 'det giver god kondi', 'det er vigtigt at have to timer i træk, så man ikke bruger al tiden på at klæde om'. Og 'der skal være tid til at være sammen på en sjov måde'.

Da eleverne hverken ville af med dansk, matematik eller noget andet, måtte de i gang med at finde ud af, hvad de så kunne gøre for at få flere timer.

Skoleleder Bjarne Rasmussen blev hentet ind for at fortælle om, hvem der egentlig bestemmer sådan noget.

Klasserne blev så enige om, at de ville have kommunens forvaltningschef på besøg. Han kom også, men det var en stor skuffelse, for han talte mest om skattebetaling fra deres forældre. Eleverne havde ellers forberedt sig godt med spørgsmål som: 'Hvad skal vi gøre for at få det her til at lykkes?' 'Har du nogle gode råd?' Og 'kan du hjælpe os med at overtale borgmesteren?'

Selvom mødet ikke var den store succes, fandt eleverne alligevel ud af, at de kunne søge om flere timer. I nogle lange og hårde forløb blev der udfærdiget en ansøgning i fællesskab. De to lærere, Mette Lindemark og Irene Friis, skrev den godt nok rent, men elevernes udtalelser blev ikke omformuleret, og da den renskrevne tekst lå klar, var alle enige om, at det var et virkelig godt stykke arbejde.

Da kommunen havde modtaget elevernes brev, blev skoleleder Bjarne Rasmussen mundtligt orienteret af forvaltningschefen, der takkede for ansøgningen. Men den gik ikke.

'Naej, når eleverne går så meget op i det, kan man altså ikke spise dem af med bare at snakke med mig. Eleverne skulle have et brev tilbage', fortæller Bjarne Rasmussen.

Ingen af eleverne regnede for alvor med, at de ekstra timer ville blive en realitet, men ikke desto mindre lykkedes det faktisk. I det efterfølgende skoleår fik de to klasser hver to ekstra timer - en til idræt og en til hjemkundskab. Da eleverne gerne ville have to sammenhængende timer i fagene, brugte skolen alle timerne på et halvt år. Fra sommer til efterårsferien havde den ene klasse to ekstra timer idræt og den anden hjemkundskab. Efter efterårsferien og indtil jul byttede de så.

Det var ren fryd, at det lykkedes, men selvom de ikke havde fået timerne, ville lærerne alligevel betragte projektet som en succes.

'Målet med undervisningen er ikke de to ekstra timer, det er derimod dannelse. Og selvom det ikke var lykkedes, har børnene lært utroligt meget, blandt andet er det at argumentere for at blive enige om noget blevet hverdag for dem', siger Irene Friis.

Erfaringerne med de ekstra timer er nu blevet evalueret, og eleverne har anbefalet, at alle 2.- og 3.-klasser i fremtiden skal have de ekstra timer. Noget, kommunen endnu ikke har taget stilling til.

Året efter blev projektet udvidet til overskriften 'Hvad gør dig gladere for at bo i Vejstrup Sogn?'

Det tema blev også sat i gang med en klasselærerdag for hele skolen. Nu blev repræsentanter fra lokalsamfundet trukket ind allerede i de indledende faser, hvor argumenter for og imod forskellige forslag blev præsenteret af mennesker uden for skolen. Idérigdommen var stadig stor, og eleverne, der nu gik i 3. og 4. klasse, blev enige om, at de ville satse på en bedre legeplads og at få cirkus tilbage til byen.

Et lokalråd og et samarbejde med en lokal byrådspolitiker blev stablet på benene, og Sjølund var så heldig at få 10.000 kroner til at lave kultur for.

Der har været holdt borgermøder, hvor skolens elever har deltaget og fremlagt deres argumenter for, hvor vigtigt det er, at et rekreationssted for både unge og gamle - som det nu er blevet til - rent faktisk også bliver for alle. For eksempel har deres udtalelser betydet, at pladsen er blevet meget mere småbørnsvenlig.

Nu er alle byens foreninger med i projektet, og der knokles med at lave naturlegeplads, madpakkehus, baner til kroket og petanque og en kombineret rulleskøjte- og hockeybane. Det hele bygger på frivillig arbejdskraft, velvillige lokale firmaer og nu flere penge i kassen. Den 5. juni går det hele i luften. Et folketingsmedlem holder grundlovstalen, Cirkus Mascot sørger for underholdning, og der er middag i teltet, hvor MidwayBand spiller op til bal senere på aftenen.

Projektet er nu i hænderne på en styregruppe, hvor blandt andre skoleleder Bjarne Rasmussen er med, men hver gang nye beslutninger skal tages, bliver børnene også spurgt.

'Eleverne har hele tiden vidst, at der ikke var nogle skjulte dagsordener fra vores side. Det er deres projekt', fortæller Irene Friis.

'De er blevet taget alvorligt, og når læreren ikke dømmer eller styrer, viser eleverne sig meget engagerede og knokler på', siger hun.

Men selvom alt i dag ser utrolig vellykket ud, har processen været hård.

'Ja, puhha, vi skulle jo finde ud af, hvad det kræver at lave sådan en undervisning. Vi fandt for eksempel ud af, at to timer med alle 26 elever simpelthen ikke gik. Eleverne sagde det også selv, 'når vi er 26, bliver vi ikke hørt alle sammen'', fortæller Mette Lindemark.

Efter hver time blev der skrevet ned, hvad der var sket, og de to lærere måtte hele tiden bekræfte hinanden i, at det var rigtigt, det de gjorde.

'Det er frustrerende at starte et sted, men ikke ane, hvor man ender. Der er ikke to minutter, hvor du som lærer bare kan læne dig tilbage', siger Mette Lindemark.

Og Irene Friis følger op:

'Vi skal være til stede med os selv og gribe bolden fra eleverne hele tiden'.

De to lærere og skolelederen er enige om, at den her form for undervisning er sværere end traditionel klasseundervisning, og at det kræver, at lærerne ikke er bange for at gå ind foran nogle børn uden at vide, hvad der kommer ud af det.

I begyndelsen af forløbet var der utrolig meget larm i klasseværelset. Men det holder op.

'Når børnene først fornemmer ejerforholdet, behøver vi ikke at tysse på dem, det lærer de selv', mener Mette Lindemark.

'Vi er blevet mere opmærksomme på vores rolle som lærer, hvornår vi styrer, og hvornår vi ikke gør det', siger både Irene Friis og Mette Lindemark.

'Vi er også blevet mere modige. Nu behøver vi ikke nødvendigvis at have planlagt hvert minut. Det betyder ikke, at vi forbereder os mindre, men det er ikke så stramt som før', forklarer Mette Lindemark, der mener, at lærere skal turde lade børnene løse konflikter selv.

'Vi skal ikke gribe ind lige med det samme og sige, det der er forkert. I stedet skal vi lytte til dem og lære dem at få sagt nogle ting. De beder heller ikke om hjælp længere', fortæller Irene Friis.

'Det handler om, at både vi og eleverne skal vænne os til, at løsningen ikke altid er hos os - og det er ikke kun i konflikter mellem eleverne, men også i det daglige arbejde, hvor de faktisk godt kan svare på mange af de spørgsmål, de stiller, hvis de bare lige tænker sig om en ekstra gang'.

Det værste har været de frustrationer, lærerne havde, inden de gik i gang.

'Vi vidste jo ikke, om der overhovedet kom noget ud af det, eller om vi bare ville sidde med en flok børn, som ikke sagde noget', fortæller Mette Lindemark, der som Irene Friis mener, det ville være meget frustrerende, hvis det var dem, der skulle sidde og finde på. Men de pessimistiske tanker blev gjort til skamme, for eleverne har helt klart en holdning til mange ting - meget mere end forventet.

'Det er fantastisk, når man oplever, at børn faktisk har flere kompetencer og kan mere, end vi regnede med', siger Mette Lindemark.

Og den store indsats fra eleverne gælder både de stærke og de svage.

'De bogligt svage har også fået noget ud af det her - nogle af dem deltog i diskussionerne på borgermøderne. Vi spørger efter deres mening, og alle har en mening. Det her handler ikke om, at de bare skal læse en tekst højt for os andre', forklarer Irene Friis.

Skoleleder Bjarne Rasmussen mener, at eleverne viser så stort engagement, fordi skolen og lærerne lod dem komme til orde, turde spørge dem og virkelig ville lytte til dem.

Grunden til den form for undervisning forklarer skoleleder Bjarne Rasmussen kort og kontant med folkeskoleloven.

'Vi tager udgangspunkt i folkeskoleloven. Eleverne skal være i stand til at tage stilling og handle', siger han og fortæller, at lærerne skal udfordre eleverne og give dem medbestemmelse. De skal stille åbne spørgsmål, hvor eleverne kan vurdere og begrunde svaret.

Bjarne Rasmussen har været med i studiekredsen omkring sundhedsfremmende undervisning fra begyndelsen. Og lærerne har kun rosende ord tilovers for den indsats, for skal en skole arbejde med den form for handleorienteret undervisning, er det meget vigtigt med lederens opbakning.

Powered by Labrador CMS