DEMOKRATISKE MESTRE

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danske elever kommer ind på en klar førsteplads, når det gælder troen på at have politisk indflydelse, ønsket om at stemme til nationale og lokale valg og at have muligheden for frie og åbne diskussioner i klasseværelset. I hvert fald når mesterskabet foregår i konkurrence med Tyskland, Storbritannien, Holland og USA.

Det positive billede tegnes af Carole Hahn, professor på Emory University i Atlanta, USA, som siden 1985 har undersøgt demokratiets betingelser på 50 skoler i de fem lande. I Danmark har både folkeskoler, gymnasier og HF-klasser deltaget. Undersøgelsen bygger på klasseobservationer og interview med lærere og elever.

Carole Hahn har været på besøg flere gange, og sidste år udkom hendes bog 'Becoming Political - Comparative Perspectives on Citizenship Education'. I den forsøger hun at belyse, hvordan demokratiske meninger og værdier får hold i de unge.

Og det går godt i Danmark. Ud over den politiske bevidsthed markerer de danske unge sig også i front, når det handler om at vurdere kvinder og mænd som ligeværdige. De danske elever får også førertrøjen, når det gælder holdningen om ytringsfrihed til alle.

Carole Hahn mener, at der er flere årsager til den danske særstilling. Blandt andet peger hun på, at de danske elever har mange muligheder for at se demokratiet i arbejde. Elevindflydelsen i undervisningen, den måde, hvorpå problemer i klassen og på skolen bliver løst, de emner, der bliver behandlet i undervisningen, og de ekskursioner og ture, eleverne kommer på.

'Danske elever lærer, at demokratiet tager tid og ikke altid er nemt, men de lærer også, at borgere kan gøre en forskel', skriver hun i bogen. Carole Hahn mener, at de danske elevers større interesse for politik skyldes et samspil mellem undervisningen i de forskellige skoler og den politiske kultur i Danmark.

'De danske elever får langt flere erfaringer med hensyn til demokratiske beslutningsprocesser, og der gøres mere ud af at undervise i og diskutere sociale og politiske forhold. Desuden er Danmark præget af en politisk kultur, som i høj grad værdsætter, at folk deltager i samfundets politiske aktiviteter', har hun tidligere udtalt til Folkeskolen.

'Becoming Political - Comparative Perspectives on Citizenship Education' af Carole L. Hahn er udkommet på State University of New York Press

Powered by Labrador CMS