Krig på kniven

Rødovre Lærerforening vil have Rødovre-modellen afskaffet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alt for meget fagforeningskævl.

Sådan oplevede børsmægler Søren Nygaard, far til en 12-årig dreng på Islev Skole, sin tid som forældrerepræsentant i den arbejdsgruppe, der forberedte en ændret skolestart i Rødovre.

- 60 procent af tiden i arbejdsgruppen gik med diskussioner mellem de to repræsentanter for lærernes fagforening og pædagogernes. Og det var mest lærerne, der holdt på deres ret og holdt fast i nogle stive faggrænser, siger Søren Nygaard og undrer sig over, at Rødovre Lærerforening blev ved med at kæmpe imod projekt 'Ændret Skolestart', når det efter alt at dømme ville blive gennemført alligevel. Han er ikke længere i skolebestyrelsesarbejde, men nuværende skolebestyrelsesformand på Rødovre Skole, advokat Kim Rosenthal Hansen, oplever, at den lokale lærerforening fortsætter sin kamp den dag i dag:

- Jeg forstår ikke, at lærerne ikke anerkender, at nu stopper forsøget på at undgå det her projekt. De bliver ved med at piske en død hest, det kan man godt blive lidt træt af.

Rødovre Lærerforenings kredsstyrelse består af tillidsfolkene på de seks skoler plus formand Stig Winther Hansen. Han siger: - Generalforsamlingen i Rødovre Lærerforening har sagt, at Rødovre-modellen skal afskaffes. Vi kan ikke opgive kampen for børnehaveklasselederne og for kvaliteten i undervisningen. Man har også sagt til alle, at kampen under ingen omstændigheder må gå ud over børnene.

Alle forsvarer sine egne

Rødovre Lærerforening er stærkt imod, at man fjerner børnehaveklasselederen som den centrale figur i børnehaveklassen, lader fire voksne fare ind og ud ad døren til børnehaveklassen og indfører mellem 15 og 25 timers lærerstyret undervisning for de fem-seksårige børn i kommunen. De argumenter respekteres og anvendes også af politikere i kommunalbestyrelsen og forældre i skolebestyrelserne. Men tidligere medlem af kommunalbestyrelsen Svend Erik Pedersen, Socialistisk Folkeparti, siger:

- Jeg tror ikke, det er derfor, man kæmper imod. Lærerne ser det som en trussel, at en pædagoguddannet står ved katederet og laver noget, der kaldes undervisning uden at få hverken F-tid eller Ø-tid, og at vedkommende måske så viser sig at være lige så god til det som læreren.

Men han stemte selv imod projektet, og det samme gjorde Helle Skaarup, Venstre:

- Jeg tror, der er meget fagstrid i det. Det står mellem lærere og pædagoger. Det er jo spændende for fritidspædagoger at groft sagt gafle sig ind på et nyt område. Men jeg kan godt forstå, at lærerne synes, det er en dårlig ide. Min retfærdighedssans er temmelig stødt over det, for man siger, at selvfølgelig skal BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, have lov at forsvare sine medlemmer, men så er det da også klart, at Danmarks Lærerforening forsvarer sine.

En benhård kamp

Fagforeningsstriden mellem BUPL og DLF centralt og lokalt går tilsyneladende ikke ud over børnene i Rødovre. Men der er dem, der mener, at den går gevaldigt ud over det daglige samarbejde i indskolingen:

- Lærere og pædagoger holder møder om en klasse, men hvis lærertillidsrepræsentanten hører om det, forsøger han at forhindre det med henvisning til lærernes arbejdstidsaftale. Man kan få den opfattelse, at Rødovre Lærerforenings holdning er, at projektet endelig ikke må blive en succes, mener Mogens Mathiesen, formand for BUPL's afdeling 5, der blandt andet dækker Rødovre Kommune.

- Det her handler om en benhård fagforeningskamp, der burde have overlevet sig selv. Andre steder diskuterer man, om pædagoger skal være organiseret i BUPL eller DLF. I Rødovre diskuterer man, om pædagoger overhovedet skal være i skolen. Hvis bare Rødovre Lærerforening ville give lov, så ville det blomstre i Rødovre, tilføjer han.

Der er også dem, der mener, at Rødovre Lærerforening selv er medvirkende til at give sine egne medlemmer, børnehaveklasselederne, stress og fortælle dem, at de må have det elendigt.

Det passer ikke, siger Stig Winther Hansen.

- Men børnehaveklasselederne har det svært. De siger, at de ikke længere har det fulde ansvar i børnehaveklassen, de føler, at de skal supervisere lærerne, og de er ikke nået så langt, som de plejer at være nået på dette tidspunkt af skoleåret. Og rent arbejdsmæssigt har det været en voldsom udvidelse for dem med en voldsom mødeaktivitet og kurser, der er gentagelser af ting, de kan i forvejen. Lærernes utilfredshed med forsøget vil naturligvis blive endnu større næste år, hvor der fjernes tolærerordninger i 1. klasse, og vi som erstatning får pædagoger, der deltager i undervisningen uden at have ansvaret for den, siger Stig Winther Hansen, der nægter at opgive kampen mod projekt 'Ændret Skolestart'.hela, kara