Overskriften udtrykker, hvad mange lærere og pædagoger oplever i det kommunale samarbejde om truede børn og deres forældre.

Børns Vilkår har foretaget en undersøgelse, der dokumenterer, at et stort flertal blandt lærere, pædagogiske medarbejdere i dagpasningen samt sundhedsplejersker oplever massive problemer i samarbejdet med det kommunale system, når der skal sættes ind i forhold til truede børn.

Tit hører man psykologer og socialrådgivere sige, at daginstitution og skole 'alarmerer' for sent. Først når sagen er blevet så tilspidset, at en anbringelse er den eneste udvej. På den anden side siger pædagoger og lærere ofte, at 'systemet' handler for langsomt, 'når vi har underrettet, sker der intet - og vi hører i hvert fald intet om det!' Begge typer af påstande kan være rigtige, men forudsætningen for, at socialrådgivere og psykologer kan 'træde i aktion', er stort set altid, at de har fået rettidige og tydelige meldinger fra frontmedarbejderen, der jo er sammen med barnet til hverdag og derfor kan se, hvad der er galt.

Undersøgelsens hovedresultat er, at de uden sammenligning største barrierer er knyttet til det kommunale system. Ikke mindre end 62 procent af de adspurgte mener, at sagsbehandlerne reagerer for langsomt, 55 procent efterlyser tilbagemeldinger fra sagsbehandlerne. 44 procent udtrykker vanskeligheder ved at få fat i sagsbehandler eller psykolog, og 43 procent efterlyser interne kommunale retningslinier.

Dette resultat er alvorligt, for hvis et barn er omsorgssvigtet, får læreren som oftest besked om, at hun bør henvende sig til socialforvaltningen. Men kan medarbejderne ikke få kontakt, tvinges de til at søge at løse problemerne inden for egne rammer. Det er godt, men ikke godt nok! Og konsekvensen kan blive, at barnet ikke får den hjælp, det reelt har behov for.

At fremsende en social underretning er ofte svært for en lærer eller pædagog. Det kræver mange og lange overvejelser, men i mange tilfælde modtager de end ikke en kvittering på, at socialforvaltningen har modtaget denne.

Hvis socialrådgivere ikke behandler frontpersonalet med tilstrækkelig faglig respekt, hvilket gøres ved at underrette om, hvad man agter at gøre i den enkelte sag, vil resultatet ofte være, at indsatsen over for barnet bliver ukoordineret, mangelfuld og måske sættes ind for sent.

Når mange efterlyser klare interne kommunale retningslinier, har det to årsager: enten har man ikke i kommunen sådanne retningslinier, eller også er de ikke i tilstrækkelig grad kommunikeret ud til medarbejderne i forreste række.

Børns Vilkårs undersøgelse peger entydigt i retning af et stort behov for, at man såvel i den enkelte kommune som på den enkelte arbejdsplads udarbejder en handlingsplan for arbejdet med de truede børn. En sådan plan på den enkelte skole og skolefritidsordning har selvfølgelig størst værdi, dersom den er et resultat af en overordnet kommunal politik. Men selv om kommunen ikke giver medarbejderne retningslinier og gode betingelser for arbejdet, vil en handlingsplan på den enkelte arbejdsplads under alle omstændigheder være en fordel frem for den situation, hvor den enkelte medarbejder er overladt til sig selv og alene skal finde frem til de rigtige handlinger. Sådanne handlingsplaner bør være obligatoriske, og det er et ledelsesmæssigt ansvar, at de udarbejdes!

Forældrene har naturligvis hovedansvaret for børnenes opvækst og trivsel. De er naturlige ressourcepersoner i forhold til barnet. Men svigter de barnet i omsorg, er det lige så klart, at det offentlige må overtage opgaverne helt eller delvist. Og skal der handles i forhold til et barn, som er inde i en dårlig udvikling, er det i første omgang netop de personer, der til daglig er sammen med barnet, der skal reagere.

John Aasted Halse er formand for Børns Vilkår, medlem af Børnerådet