Hvad skal vi gå ind i? Hvordan søger man? Hvad betyder location? Lokalet summer af ivrige og engagerede børn. Spørgsmålene fyger rundt i luften. Jeg har booket skolens computerlokale, så eleverne i 3. klasse kan få nogle førstehåndserfaringer med de ord, de allerede jævnligt bruger: Nettet, chatte og surfe. De fleste af dem har faktisk ikke prøvet denne kommunikationsform før.

I lokalet er 25 helt nye pc'er. Luften er tung. Stolene er mildest talt elendige. Billige kontorstole, der ikke er konstrueret til at bære fem forskellige børn om dagen. Lægger man disse computere sammen med resten af skolens nye brugbare eksemplarer, er vi oppe på at have en computer per 11 elever. Ikke så langt fra regeringens målsætning om en computer per syv elever i år 2000. Lige nu er der en computer til hver elev. På trods af det går snakken og de gode råd livligt hen over computerne.

Jeg er fuld af forventning om, at ungernes nysgerrighed vil drive dem rundt i Internettets mekka af informationer og herved bringe børnenes skoleliv i dialog med deres mere private medieliv, som Birgitte Tufte, lektor på Danmarks Lærerhøjskole, udtrykker det i bogen 'Tv på tavlen': 'At få en dialog i gang mellem mediernes parallelle skole og den officielle skole vil tjene til at kvalificere den enkelte'.

På lokalets grønne tavle har velvillige klasser efterladt adresser på gode websites. For eksempel www.maxibon.dk. Disse hjemmesider er gode, fordi de er designet for børn. Nærmest som et computerspil, hvor brugeren kan bevæge sig rundt i en by og hen på isfabrikken. Desværre skal man betale for at spille rigtigt. Men selv for ikke-betalende kunder får Maxibon-isen sikret sig, at den ikke bliver glemt lige med det samme.

'Hold kæft, se lige en lækker bil!' Nogle af drengene har fundet en website med drømmebilen. Midt i dette reklameland hører jeg pludselig kulturministerens stemme fra sommerens debat: 'Vi bør forbyde reklamer rettet mod børn i tv'. Her står jeg og lader 20 værgeløse børn blive tæppebombet af reklamer, i nogenlunde samme grad som var det børne-tv søndag morgen.

Det er vist tid til at lade ungerne chatte. Vi prøver at gå ind i et chatforum for unge under 16 år. Hvad skal man kalde sig? spørger flere af børnene usikkert, men jeg er næsten lige så uerfaren og svarer: find på noget - noget I godt kan lide! Reklamerne fra før har haft deres indtog. De kalder sig Maxibon, Cartoon, Ferrari og Citroën.

Mens de logger ind, tænker jeg endnu en gang på kulturministerens forslag om forbud mod børnereklamer. Det er jo rigtigt, at vi lærere, pædagoger og forældre må gøre noget for, at de kommende generationers vigtigste beskæftigelse ikke bliver at forbruge. Et forbud mod børnereklamer på public service tv-kanaler og i skolen vil sikre, at vi adskiller kulturinteresser og kommercielle interesser. At vi får adskilt skole og fritid. Oplysning og underholdning. Men vil vi lære eleverne at være kritiske og kompetente mediebrugere både i skolen og i fritiden, må børnenes medieerfaringer ind i undervisningen, så erfaringerne kan komme med hjem i fritiden. Spændende reklame-websites designet for børn er en del af børnenes erfaringer med at surfe på Nettet. Det er så den voksnes opgave at åbne børnenes øjne for disse hjemmesiders bagside: kampen om deres gunst og lommepenge.

Klassen får hurtigt konstateret, at de andre i chatforumet for unge under 16 år har fundet på helt andre navne - de fleste med seksuelle undertoner. Og desværre har ingen lyst til at udveksle oplevelser og interesser med tiårige fra København. Alle andre lærere i Danmark har desværre for os i dette øjeblik sat deres elever til alt andet end surf, chat og Internet.

Lærer og exam.pæd. i dansk fra Danmarks Lærerhøjskole