At åbne barnet for verden og at åbne verden for barnet, det er den pædagogiske opgave for folkeskolen og dens lærere, mener adjunkt Stefan Graf og lektor Henning Hansen fra Odense Seminarium.

Men at åbne verden for barnet betyder ikke, at man skal lade arbejdsmarkedet sætte dagsordenen for folkeskolen. Det er ikke folkeskolens opgave at udruste eleverne med bestemte kvalifikationer, dikteret af arbejdsmarkedet og karrieren. Det er erhvervslivets og erhvervsskolernes opgave.

Folkeskolen skal danne, ikke uddanne. Undervisningen skal forberede til livet, ikke til erhvervslivet. Folkeskolen skal skabe selvstændige mennesker, ikke omstillingsparate medarbejdere.

Men det har de fleste politikere - og mange lærere - glemt.

Siden uddannelsesreformen i 1903, hvor vi fik det sammenhængende uddannelsessystem i Danmark, har der været et knivskarpt ideologisk skel mellem barnets skole (folke- eller grundskolen) og de erhvervskvalificerende eller professionsforberedende uddannelser. Mellem almendannelse og uddannelse.

Skellet blev knæsat og forsvaret af højskole-Venstre, da der i 1903 etableredes en direkte vej fra grundskolen og hele vejen op til Polyteknisk Læreanstalt. Socialdemokratiet, dele af Venstre og de Konservative var begejstrede for den strukturreform. De Konservative fordi den skaffede uddannet arbejdskraft til virksomhederne, Socialdemokratiet fordi børn fra små kår på den måde fik mulighed for at bryde uddannelsernes indavl.

'Men højskole-Venstre var betænkelig. Partiet frygtede, at barneskolen, som den blev kaldt, ville blive underlagt andre behov end netop barnets, for eksempel erhvervslivets eller de videregående uddannelsers', fortæller Henning Hansen.

Flertallet beroligede de bekymrede. Sådan ville det ikke gå. Det var ikke hensigten, lovede de.

Siden har markante politikere fra især Venstre og de Radikale holdt Folketinget fast på det løfte. De har forsvaret barnets skole mod erhvervslivets og de videregående uddannelsers forsøg på at sparke deres behov nedad.

Men sådan er det ikke mere, siger Henning Hansen, der underviser i didaktik på Odense Seminarium.

'Få politikere står i dag vagt om barneskolen, og det er nyt. I dag er det politisk legitimt at stille krav om, at folkeskolen skal forberede til job eller karriere', siger han.

Det ideologiske skel er under opløsning, og netop Venstre har i det sidste årti været bannerfører i forsøget på at nyttiggøre barnets skole.

'Det er historiens ironi, at det netop var Venstres uddannelsesordfører Anders Mølgaard Jensen, der i 1997 lancerede forslaget om '. . . en krystalklar national kvalitetsstrategi på hele det samlede uddannelsesområde lige fra børnehaverne til universitet', som det blev formuleret i en pressemeddelelse. Og det var en Venstre-minister, Bertel Haarder, der i 1988 satte skub i den udvikling, som betyder, at folkeskolen og pædagogikken i dag er fuldkommen indlejret i økonomien', siger Henning Hansen.

Selvstændige mennesker er målet

Henning Hansens kollega og samarbejdspartner, Stefan Graf, der er uddannet i pædagogik på universitetet i Bern, kom til Danmark for at studere den danske højskole- og voksenuddannelseskultur. Han var tiltrukket af Grundtvig og den særlige folkeoplysningstradition. Han blev hængende i landet, og i dag underviser han i pædagogik og almen didaktik på Odense Seminarium.

I de ti år, han har boet og arbejdet her i landet, har han observeret den samme udvikling inden for den pædagogiske tænkning, som Henning Hansen har sporet i den uddannelsespolitiske praksis. Tænkningen har, mener Stefan Graf, bevæget sig fra en germansk inspireret dannelsestradition til en mere pragmatisk, angelsaksisk uddannelsestradition.

Nytten er succeskriteriet i den angelsaksiske uddannelsestradition. Hvis det kan bruges, er det godt. Kan det ikke, er det overflødigt. Derfor lægges der meget vægt på færdigheder, på evaluering og målfastsættelse.

Anderledes i dannelsestænkningen. Her er, forklarer Stefan Graf, målet menneskets forædling og selvstændighed. I denne sammenhæng, forklarer Stefan Graf, betyder forædling ikke god opførsel i Emma Gads forstand, men at man bliver åben for nuancer.

'Uimponeret og nuanceret nysgerrighed er dannelsens mål', siger han.

Dannelsestraditionens uddannelsesmål er dermed et helt andet end det, man finder i den angelsaksiske nyttetænkning, som præger den aktuelle uddannelsespolitiske debat.

'I dannelsestraditionen er det vigtigste ikke nyttig viden i den forstand, knowhow udtrykker det. Det afgørende er hos eleven at udvikle et kriterium for brugen af viden. Det er ikke nok, at barnet har færdigheder. Det skal selvstændigt kunne tage stilling til, om og hvornår det vil udnytte dem. Selvstændige mennesker, det er dannelsens mål. Men selvstændig tænkning er besværlig og netop ikke nyttig', siger Stefan Graf.

Ingen økonomitænkning

Sammen med kolleger på Odense Seminarium har Stefan Graf og Henning Hansen en studiekreds og en arbejdsgruppe, hvor de sætter skolens og lærerens rolle ind i andre kategorier end de økonomiske.

Inspireret af blandt andre den tyske pædagog Wolfgang Klafki forsøger de at finde ud af, hvilke indholdsvalg der er bedst egnede til at give eleverne en faglig, materiel dannelse og danne dem som mennesker.

'Kriteriet er', forklarer Stefan Graf, 'om indholdet - ligesom metoden og emnet - forædler barnet som menneske. Om barnet bliver mere bevidst om sig selv som menneske'.

Henning Hansen og Stefan Graf ved godt, at deres projekt ikke er ligetil. Dels blev dannelsestænkningen korrumperet i den autoritære og spidsborgerlige skole, som blandt andre Scherfig udstiller i 'Det forsømte forår', dels strider den imod det allerhelligste: udviklingen.

'Vægten i uddannelsespolitikken flyttes i disse år fra indholdet til færdigheder og fra børnenes behov til arbejdsmarkedets krav og forventninger. Det gælder i Danmark, hvor man kan aflæse vægtforskydning i F2000-planen, som det gælder i resten af den industrialiserede verden. Viden skal kunne bruges til noget, det er tidens løsen, og jeg tvivler på, at statsmagten vil slække på det krav for at sætte dannelsen af selvstændige mennesker i centrum. Der tales godt nok meget om selvstændighed, men det er ikke det, der menes. Der menes omstillingsparathed. Der menes servicemindedhed. Men for os som lærere må målet stadig være dannelse og selvstændighed. Vi skal både indføre i og frigøre fra. Det er vores paradoksale opgave som statsansatte lærere', siger Henning Hansen.-Mikkel Hvid er freelancejournalist