Den, der formaar at indblæse Skolen sin Aand og præge den med sit Stempel, har derved skabt sig en uvurderlig Betingelse for at tage Førerskabet i Folket. Det er Skolens Opgave at udvikle og forme de to store Hovedævner hvori Sjælelivet forgrener sig, Forstanden og Følelsen'.

Sådan indleder Politiken sin forsideartikel 31. december 1899 - den dag, man godt kunne have forventet, at det umiddelbart forestående århundredeskifte ville have ryddet forsiden. Men den slags mærkedage var ikke noget, man dengang gik så højt op i, som vi gør i dag.

Det gjorde man derimod i skolesagen. Betragtningen svang sig op til at sætte selve 'friheden' i direkte forbindelse med folkeskolen: 'Dette maa alle Venner af folkeligt Selvstyre vide, at Friheden først da vil ligge på fast Grundvold, naar Arbejdet for aandelig Frigjorthed og ægte Menneskesind til Gavns tages op i Folkeskolen'.

Artiklen var skrevet af præsten og forfatteren Uffe Birkedal, søn af den kendte teolog Vilhelm Birkedal. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon var det ikke noget uproblematisk familieforhold. Uffe kom til at lide under forventningerne, man stillede til ham som faderens eneste teologiske søn. Han blev led og ked af præstekjolen, alt imens oppositionslysten voksede i ham:

'Skolen maa erobres. Den maa fra at være en Minister- og Bispeskole, som den trods de demokratiske Elementer er i meget for høj Grad - blive til en Folkets Skole. Hvor ilde dette er hørt fra en vis Side, saa er det dog saa lige til, dette Krav, saa umiddelbart udsprunget af Tingenes egen Natur, at dets Berettigelse umuligt kan underkendes . . . Kirken med sin Skole har været Lysbringeren og Kulturbæreren, men er bleven sakket agterud af Tiden og har kun en fortsat Livsret ved at gaa i Spidsen for Fremtidens Tog. Der er noget paa én gang tragisk og komisk i denne Fremtoning'.

Uffe Birkedal var ikke ene om at mene, at kirken, som havde tilsynet med skolen, var blevet en konservativ størrelse. Den fastholdt skolen i en autoritær stil og en forældet struktur. Det var et opgør, en kulturkamp, som inddrog også latinskolen og universitetet.

Den positivistiske strømning

Afgåede professor ved Danmarks Lærerhøjskole, Vagn Skovgaard-Petersen, holdt for nylig sin afskedsforelæsning under titlen 'Barnets Århundrede - i kikkert og spejl'. Om baggrunden, hvorfra impulserne til den pædagogiske nytænkning kom ved forrige århundredeskifte, fortæller han:

'Årene fra 1890 til 1920 var en usædvanlig frugtbar periode i pædagogikkens historie. I disse år blev hele systemet reformeret. Barndom og ungdom blev kulturpolitisk interessante begreber. Man gjorde pædagogik til genstand for rationel undersøgelse, videnskabeliggjorde den. En ny optimisme dukkede op overalt. 'Det vil lykkes os at opdrage børn til fornuftigere mennesker, og det er sådan, vi skal redde verden', tænkte mange i de årtier. Den positivistiske strømning afgav en del af impulserne'.

Også i dansk pædagogiks historie blev store initiativer taget i denne periode.

'Filosoffen C.N. Starcke oprettede en forsøgsskole i 1899; 'lær barnet at leve selv', stod der ved skolens indgang. Skolen var et eksperiment, hvorfra der også udgik spændende lærere. De troede på, at det kunne nytte. At næste generation ville få det bedre. At næste generation ville opføre sig bedre - hvis den vel at mærke blev ordentligt opdraget'.

'Ambitionen var at skærpe børnenes opmærksomhed over for deres omverden, lære dem at iagttage. Og udgangspunktet var 'learning by doing'. Eleverne skulle så vidt muligt erfare sig til, hvad de skulle lære: Gøre håndgribelige forsøg, eksperimentere og stille spørgsmål. Anskuelsestavler og hele panoramaer for eksempel af arbejdende møller blev en salgsvare. Ikke så få danske lærere sad i deres fritid og lavede modeller. Og anskuelsesundervisning blev et fag'.

To milepæle

'Et udgangspunkt for nye tanker var ønsket om et mere demokratisk samfund. Det var der af forskellige grunde tidligere blevet blokeret for. Der kom skred i tingene i 1903, da Rigsdagen skabte mellemskolen som en bro mellem folkeskole og gymnasium. 1903-loven blev virkelig et gennembrud, den første milepæl i barnets århundrede. Nu fik funktionærernes og de faglærte arbejderes børn mulighed for en længere skoleuddannelse'.

Den anden store milepæl kom langt senere:

'Omkring 1958 fik vi ligestillingen mellem land og by med hensyn til skoleordning. De to begivenheder blev vigtige i vores demokratiske udvikling - kulturelt og politisk. Men spørgsmålet er så, om vi fik det 'barnets århundrede', som den svenske forfatter Ellen Key indvarslede i 1900. Som bekendt slet ikke på verdensplan. Men i Danmark, Norden og nogle andre lande har børn faktisk fået bedre vilkår. Entusiastiske skolefolks bestræbelser for 100 år siden har båret frugt'.

'Jeg husker stadig, da jeg midt i dette århundrede underviste i en landsbyskole, at smeden kom ind og 'lånte' fem af de store drenge, som han skulle bruge i smedjen. Det var han vant til. Langt op i 50'erne var landarbejdernes børn en udsat og udnyttet gruppe, der mugede stalde ud og ind i årevis. Skolen har været med til at ændre dette samfund. Med rette skrev Starcke i 1898: 'Langt forud for selve Samfundet kan Skolen ikke være, men den kan stå forrest i dets Udvikling, og det er det, den skal gøre'', siger Vagn Skovgaard-Petersen.-Thomas Davidsen er freelancejournalist

Vagn Skovgaard-Petersens forelæsning 'Barnets Århundrede - i kikkert og spejl' trykkes i sin helhed i årbogen 'Uddannelseshistorie 1999'.