Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

Ikke så let

Undervisningsinspektør Hans J. Hansen udtaler på et skolemøde i Hadsund:

'Kulørte hæfter kan volde fortræd, hvis de møder et modtageligt sind, men volder almindeligvis ikke skade for normale børn. Desværre er chancerne for at få fat i de billige hæfter langt større end for at komme i besiddelse af de dyre bøger, og desværre ligger folkebibliotekerne også gemt i en sidegade, hvorimod kioskernes lysreklamer pranger på hovedgaden. Biografen er den eneste alvorlige konkurrent til de kulørte hæfter, men dens påvirkning er mere flygtig. Det går let ind, men i reglen lige så let ud igen. Det virker ikke styrkende, men er vel heller ikke direkte skadeligt.

Opdragelsen er ikke så let som ved århundredskiftet, men dengang var det også lettere at være barn. De moderne fristelser var ikke opfundet'.

Folkeskolen nummer 49

december 1949

For 25 år siden

Overdosering og tidnød

Problemet med skolens overbebyrdelse, fagtrængsel, tidnød som følge af timetalsnedskæringen og de elementære fags forringede vilkår er klart erkendt herhjemme. Verbale løsninger er der ikke mangel på.

Man taler højt om at styrke de musiske og praktiske fag, men ingen ansvarlig har endnu konkret anvist, hvad man skal have styrkelse i. Noget kan vindes ved revision af fagkredsen, blandt andet gennem etablering af p-fagsordninger og ved at lade enkelte fag optræde senere i skoleforløbet som særskilte fag, men det er ingen tilfredsstillende løsning at vægte ensidigt på en obligatorisk gruppe basisfag og så lade de øvrige være alternative tilbud, det vil kun forstærke den sociale slagside på grund af vore elevers vidt forskellige motivation for at vælge.

Folkeskolen nummer 48

december 1974