Der var engang, da Hades ville giftes med prinsessen på ærten. Trommer-trommer-trommer. Så var brylluppet begyndt. Men lige når de var blevet gift, ville han putte hende i et bur ned i lava i 15 millioner år'.

Sara og Emma fra børnehaveklassen på Skolen ved Sundet på Amager står på hver sin taburet og fortæller. Nede foran dem sidder resten af klassen og lytter. På væggen bag dem hænger en masse malerier - blandt andet dét af Hades, som Sara har malet. Emma har malet prinsessen på ærten, som hænger i den anden ende af klassen, og det er Sara, der har besluttet, at det er prinsessen på ærten, der skal have en rolle i eventyret om Hades. Derfor står de to piger nu og skal digte et eventyr sammen om de to figurer.

'Men så kommer Aladdin på sin hvide hest for at redde prinsessen på ærten. Aladdin og Hades slås. Aladdin bliver ramt på armen og rider væk. Men hesten løber for hurtigt, så Aladdin falder af og får et sår, som der gik betændelse i', fortæller pigerne.

Men så er det så heldigt, at Hades falder i et mudderhul, da han løber efter Aladdins hest, og Aladdin skynder sig at lægge en sten over hullet, så Hades ikke kan komme ud, men dør i mudderhullet. Og så bliver Aladdin og prinsessen på ærten gift - og de levede - naturligvis - lykkeligt til deres dages ende.

Klassen klapper, og de to piger stiger ned af taburetterne.

Det var dagens morgeneventyr.

Tegneserier på computer

Da fortællingen er slut, sidder en dreng fluks ovre ved én af klassens fem computere.

'Har du besluttet, at du ikke vil høre efter i dag', spørger børnehaveklasseleder Laila Nielsen.

'Nej, jeg vil bare arbejde', lyder svaret.

Laila Nielsen nævner fem grupper, som skal arbejde på computere om formiddagen. Børnene løber til skærmene og taster utålmodigt løs på tastaturet, selv om computerne ikke er tændt endnu. En gruppe børn hiver kasser med træklodser og plasticdyr frem og begynder at lege på gulvet, og tre piger stiller sig op ved staffelier for at male videre på deres billeder.

Computerne bliver tændt, og to og to tegner børnene på skift sort/hvide billeder med musen. Hver gruppe skal tegne ti billeder, der passer til den historie, der står på første side af deres tegneserieprogram. Børnene har selv digtet historien og med hjælp skrevet den ind.

Kommunikation og medielære er overskriften på stort set alt det, der sker i denne børnehaveklasse. Og eventyr er rammen, det hele foregår i.

'Børnene skal lære at læse billeder, at arbejde digitalt, og de skal være gode lydlæsere. De skal lære at håndtere forskellige sprog - også kropssproget, sådan at de ikke misforstår hinanden. At lære at læse og regne er for lidt i dag. Kommunikation på alle planer og medielære er vigtigt. Det er blevet så tydeligt med computernes indtog', siger Laila Nielsen, der har arbejdet med IT i børnehaveklassen de seneste ni år. Projektet kalder hun 'Pepino'.

'Børnene skal kunne forholde sig til Disneys produktioner ved selv at arbejde med mediet. De skal være kvalificerede medspillere. Store børn og voksne skal kunne gå på Internettet og hente informationer, men de små børn skal finde informationerne i det nære samfund. De skal høre, se, lukke informationer ind, finde informationer, vælge mellem vældet af informationer, de bliver udsat for, og de skal selv skabe informationer. For eksempel skal de kunne lægge informationer sammen og derved skabe en historie, der hænger sammen'.

For Laila Nielsen betyder det også noget, at børnene lærer at formidle en historie for andre. At de lærer, hvilke historier andre gider lytte til.

'Efterhånden bliver de gode til at få de andre til at lytte. De lærer at åbne stemmen op og at skifte stemmeføring. Nogle af de trick, der får andre til at lytte. Pludselig begynder de at lave stemmen om, når ulven kommer på banen, og når én først er begyndt, smitter det af på de andre. Til sidst er det et helt hørespil. Og lige før sommerferien sidder børnene og præsenterer deres billeder og historier på storskærm foran alle forældrene'.

Helten og den onde figur

Klassen hører mange eventyr. Laila Nielsen læser 'Den uendelige historie' højt for børnene. Det kan lade sig gøre, når de bagefter taler om, hvad der er sket, hvad personerne gør, og hvordan de har det.

'Meget børnelitteratur er for dårlig. Det er for pædagogisk og ikke til at tale om med børnene', siger Laila Nielsen.

De hører også kortere eventyr, og det hele begynder med, at børnene skal vælge hver deres gode helt fra et eventyr. De maler deres helt med oliefarver. Barnet beskriver helten kort, og teksten sættes på billedet. Senere maler de en ond figur hver. Billederne hænges op på væggen og bruges, når børnene fortæller deres egne eventyr.

Da Sara fortæller om sin onde figur, Hades, denne morgen, stiller de andre børn spørgsmål til hende.

'Hvorfor er den ene arm større end den anden?'

'Fordi han gør sådan', forklarer Sara og rækker sin arm frem.

'Fordi han skal nå Hercules' flaske med kraft'.

'Hvorfor er der lilla rundt om ham?'

'Fordi han er i en grotte, men hvis jeg malede grotten sort, kunne man ikke se Hades, for han er jo også sort', svarer Sara.

Når børnene maler deres oliebilleder, foregår det over mange dage. Det skal gøres ordentligt. Først tegnes figuren, derefter males baggrunden, og så skal figuren som regel repareres lidt, fordi baggrunden er 'trængt ind over' selve figuren. Kanterne males op, så figuren bliver tydelig.

'Jeg prøver at understøtte, at deres figurer er vigtige og derfor store. Hvis der er en lille bitte figur et sted, kan man ikke se, hvad det forestiller, og så er det ikke vigtigt. De skal kommunikere figuren videre til andre, gøre maleriet klart, tydeligt og færdigt', siger Laila Nielsen.

'Det er én af de mange koder, børnene skal lære at bryde. Børn er faktisk skrappe til at læse film og billeder, men vi skal også tale med dem om det, de ser, for ellers ved vi ikke, hvordan de læser en film. Her er kropssproget med. De skal lære at se og høre, at en person er ked af det for eksempel. Ellers ender vi med misforståelser. Vi har været så sjuskede i mange år, og det kan i værste fald komme til at betyde, at de ser 'en åndssvag punker, der bare skal have nogle bank' - og så slår de unge løs på hinanden. Børnene skal tidligt kvalificeres til at bryde koder og forstå de mange koder, der findes omkring os'.

'Efter inspiration af 'Mio, min Mio' af Astrid Lindgren sætter vi os helt tæt og bliver brønden i historien. Så hvisker vi figurer alle sammen på én gang, og så er der ét barn, der skal vælge blandt de mange figurer. Det sætter dem i en situation, hvor de får mange informationer, og de skal vælge. De skal blive kræsne og tro på deres eget valg'.

Børnene skriver med hjælp

Børnene tegner med musen til deres computertegneserie. Når de har tegnet ti sider, kigger Laila Nielsen på det og kommenterer, hvis det er gået lidt vel hurtigt med de sidste tegninger.

'Du gider jo ikke mere - så stop. Løb udenfor og leg, hvis du har lyst'.

Der er tid nok. Tegneserien og oliemaleriet bliver bare taget frem igen en anden dag til videre bearbejdning.

'Jeg vil sove, Laila, hvor kan jeg ligge', spørger Emma.

Hun får at vide, at hun bare skal tage nogle af puderne og lægge sig i et hjørne.

På gulvet er alverdens plasticdyr og dinosaurer involveret i store konstruktioner med borge af træklodser.

'Vi skal have bygget et hus til de kongelige', siger en pige og går i gang med klodserne ved siden af tre drenge, der spiller Ludo.

De første par år Laila Nielsen arbejdede med børnehaveklassen på denne måde, var det hende eller assistenten, der skrev børnenes tekster på computer.

'De dikterede, men teksterne blev længere og længere. De kunne blive ved, og så tænkte jeg, at så kunne de skrive det selv. Så gik vi over til at lade dem skrive på computeren, mens vi sad ved siden af og hjalp. Og det gjorde de! Nogle begyndte endda at læse af det'.

'Jeg går ikke ind for legeskrivning.Det ville jeg aldrig gøre med børnene. Krusseduller er og bliver krusseduller,og de kan ikke læses af andre. Det skal gøres ordentligt fra starten', siger Laila Nielsen.

Børnene laver videofilm

For ni år siden havde Laila Nielsen ikke det store kendskab til computere, men så købte hendes mand én, og da han senere købte et farvetegneprogram, var hun solgt.

'Der fandtes ikke børneprogrammer dengang, men på grund af vores interesse for at lave noget for børn inviterede Apple os med på et seminar. Jeg har altid lavet tegneserier med børnehaveklassen, fordi det er en god start til bogstaverne, og vi fandt ud af, at tegneserier var gode at lave på computeren. Så søgte jeg alle mulige steder for at få penge til projektet. Computerne fik jeg af kommunen og af Apple'.

I dag er det skolens egne computere, der benyttes. Den ene kan der sættes et videokamera til. Børnehaveklassen bruger videokameraet for at blive fortrolig med det, og så bruges det i 1. klasse, hvor Laila Nielsen har to timer om ugen. Her laver de små videofilm, hvor eleverne spiller skuespil. Filmene sættes ind i en tegneserie om det samme emne. Med musen kan man klikke på et filmsymbol i tegneseriens billeder, og så kører den lille stump film på skærmen.

Børnehaveklassen får lov at se film på Laila Nielsens bærbare computer, som hun har til låns fra Undervisningsministeriet, fordi hun tager rundt og holder foredrag. Der er en film om to drenge på fisketur. Pludselig falder den ene i vandet, fordi han har en stor fisk på krogen. Næste klip viser en haj fra Danmarks Akvarium, der svømmer rundt. Derefter klippes tilbage til den 'forskrækkede' dreng, der med nød og næppe er reddet op i gummibåden igen. En anden film handler om to tegneseriefigurer, der ikke gider at spille med i tegnefilm mere. De forlader Palads-biografen for at finde en pølsemand. De er nemlig sultne, men de skal finde en flink pølsemand, der vil give dem gratis pølser, for tegneseriefigurer har jo ingen penge.

Læs om 'Pepino'-projektet på www.emu.dk under 'Fag/Grundskole/Skolestart'.