'Børnenes psykologiske lavalder overskrides dagligt' siger børnepsykiateren Gidion Zlotnick, der i dag udsender bogen 'De stakkels børn'

Sådan stod der i introduktionen til en artikel i min avis forleden. Og i overskriften stod der: 'Børnene får den daglige hjernevask'. Hovedbudskabet var, at mange børn stresses af et bombardement af reklamer, medieindtryk og involvering i alt fra salmonella til skilsmisse.

Artiklen fik mine tanker til at løbe tilbage til Rudolph Steinerskolen i Lindved ved Odense. Her var min søster Ingegerd for år tilbage lærer. Det bedste, jeg vidste, var at komme med hende i skole. Her mødte jeg nogle af de værdier og holdninger i forhold til børns opvækst, som jeg tror Gidion Zlotnick lægger op til.

Jeg husker, at min søster altid havde pænt tøj på for at vise børnene, at det er fint at få lov til at oplære dem. Inden de kom ind i klassen skulle de skifte til sutsko. De skulle nemlig have lov til at hoppe rundt og lave remser, uden at det larmede. Hun sagde godmorgen til hver enkelt barn, for som hun siger: 'De der har set hinanden i øjnene behandler hinanden ordentligt - og det gælder også læreren'.

Jeg husker også hvordan de børn, der havde noget på hjertet fik lov til at fortælle til de andre. Det skulle de både for at blive frejde og for, at det barn der følte sig særlig lykkelig eller ulykkelig kunne fortælle hvorfor.

Børnene lærte bogstaverne at kende gennem kroppen. De skulle stå i en stilling, der lignede bogstavet og samtidig sige bogstavets lyd. Det bed jeg særlig mærke i, fordi jeg selv er både ordblind og venstrehåndet.

Den måde at blive fortrolig med bogstaverne på, havde også været god for mig.

Tabellerne blev indøvet gennem remser, hvor børnene klappede eller hoppede på de rigtige steder. Det at røre sig, og det at lære blev forenet.

Gardinerne blev trukket for, og der blev tændt et lys, for nu skulle der fortælles. Børnene sad med åben mund og øjnene spændt fæstet på lærerinden under hele fortællingen - eller et kapitel af den. Børnene var lige opslugte og spændte, når de selv spillede teater eller koncert.

Der blev lagt vægt på, at børnene blev fortrolige med naturen, årstiderne, væksterne, frugterne og alle dyrene. Hvordan dyrker og producerer vi vores mad. Mødet med naturen og dens muligheder skulle være konkret og sanselig. I Norge byggede de snehytter, som de sov i.

Ingegerd er modstander af, at børn tidligt skal høre om forurening og naturødelæggelser. Børn skal først kende naturen og holde af den, før de hører om fortrædelighed i mod den. Det er vist noget af det samme Gideon Zlotnik mener.

Hun er nu skoleleder på en grundtvigsk friskole og udtrykker også tit sin foruroligelse over, hvordan reklamer påvirker børn. Pigerne bliver for eksempel for tidligt unge piger i stram nederdel og for høje hæle.

Det udtryk jeg nok allerbedst kan lide er, når hun siger: 'Vi må ikke vække børnene. De skal være en levende del af kredsen, men de skal ikke blive sig selv bevidst for tidligt.'

Jeg husker også min glæde ved for mange år siden at læse nu afdøde børnepsykiater Svend Heinilds bog 'De magiske år' og ser igen børn for mig, der selvforglemt er opslugt i barndommens rige.

Jeg er overbevist om, at de børn, der er voksne som børn, nemt bliver barnlige som voksne. Det sidste hedder narcissisme og bruges ofte til at karakterisere træk ved tidens mennesketype.

Jeg siger hermed ikke, at tiden er mere af lave end tidligere, hvor børn for eksempel skulle arbejde i en alt for tidlig alder eller leve med forældrenes frygt for sult og fattigdom.

Gunvor Auken er socialrådgiver i Specialarbejderforbundet