Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

Skolebesøg i København 1949

Med forventet tilladelse fra trafik-, finans- og undervisningsministeriet vil Foreningen til Provinsbørns Ferieophold i København også i den kommende sommer i tiden sidst i april til 1. oktober modtage skolebørn til besøg i hovedstaden. Besøget kan som sædvanligt strække sig over 1-5 døgn.

Der gøres opmærksom på, at det er foreningens hensigt, når de fornødne midler er til stede, at sørge for, at udgifterne for skolerne under deres ophold i hovedstaden vil andrage det mindst mulige, ligesom det er et håb, at alle landsbyskolerne opnår gratis ophold.

I sommeren 1948 modtog foreningen 22.004 børn og lærere med et samlet antal besøgsdage på 84.546. Af nævnte antal elever og lærere blev 15.250 modtaget til et vederlagsfrit ophold.

Folkeskolen, nummer 49

december 1948

For 25 år siden

Fremtidens skole får mindre plads

Omkring 12 kvadratmeter gulvareal til hver elev ventes at blive én af de tommelfingerregler for skolebyggeri, som undervisningsministeriet vil lade offentliggøre i løbet af december måned. I de senere år har man bygget skoler, som i størrelse har varieret fra knapt en halv snes og op til omkring de 30 kvadratmeter pr barn. Kommuner, som har bygget den sidste slags skoler, har rent ud sagt forbygget sig, erklærede forvaltningschef H.E. Nielsen, Viborg, da han beskæftigede sig med emnet 'Fremtidens skole' på udstillingen Skolebyggeri 1973.

- 'Materialet, som kommer ud nu, viser at de ønskelige, pædagogiske funktioner kan rummes på ca. 50 pct. af det areal, som man har anvendt på nogle af de individuelt byggede skoler, man har opført de senere år', sagde H.E. Nielsen, som er medlem af Folkeskolens byggeudvalg. 'Det har vist sig, at man kan holde sig i den billigste ende af skalaen, uden at det går ud over de pædagogiske funktioner.'

Folkeskolen, nummer 49

december 1973