Lærer i praktik

På Stubbæk Skole i Aabenraa kommer skolens klasselærere i praktik på virksomheder. Alsidig erhvervsvejledning kræver alsidige erhvervserfaringer, mener de

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som et stort dyr med gule øjne og røde ringe om halen ligger Enstedværket og brummer i morgenmørket. Stempeluret viser 6.54.

Aabenraa er så småt ved at vågne, men på værkets værksted er arbejdet for længst i gang. Drejebænkene snurrer, fræseren hvæser, og det rødbrune gulv knaser af metalspåner.

I det lille rum med metalskabene, sikkerhedshjelmene og tegningen, som viser, hvordan man beregner en trekants ben og vinkler, gennemgår holdleder Erik Faaborg dagens program med den nye lærling, Annelene Pedersen. I blå termojakke og jeans skiller hun sig ikke umiddelbart ud fra de Kansas-klædte maskinarbejdere, men ser man ordentlig efter, viser det sig hurtigt, at hun ikke hører til her. Hun er ikke er en af dem; der stikker ingen skydelære op af hendes lomme, og på fødderne, hvor alle andre har sorte, tunge sikkerhedssko, har hun lette, hvide sneakers.

Rundt på hele virksomheden

Annelene Pedersen er på gæstevisit i en fremmed verden. Til daglig er hun lærer på Stubbæk Skole, men i denne uge, hvor hendes 9. klasse er i ønskepraktik, har skolen skaffet hende en praktikplads på en af områdets store arbejdspladser, Enstedværket - Sønderjyllands højspændingsværk.

I løbet af praktikken kommer hun hele virksomheden rundt. Først på værkets anlægs- og projekteringsafdeling, hvor man udarbejder tekniske tegninger af den nye, store biokedel. Så på værkstedet, hvor de vedligeholder og reparerer de mange småting, som går i stykker, og producerer reservedele til lageret. Endelig møder hun i administrationen, og senere skal hun ud på lageret.

Det er tredje år, Stubbæk Skole tilbyder klasselærerne en praktikplads, og de hidtidige erfaringer har været gode, siger skolevejleder Svend Otto Jensen.

- De klasselærere, der har været af sted, er meget begejstrede, og en del lærere, som ikke er klasselærere, har spurgt, om de ikke også kunne få en praktikplads. Det har jeg desværre måttet sige nej til. Praktikopholdet er et tilbud til klasselærerne; det er dem, som vi med dette udviklingsprojekt forsøger at klæde bedre på til vejledningsopgaven, siger han.

- Praktikopholdet ligger, mens klassen selv er i praktik, så det koster os kun Ø-timerne, og det er jo ikke ret meget. Det er en billig mulighed, tilføjer han.

Praktikken fylder grøfter

Mange - både politikere og erhvervsfolk - giver lærerne skylden for, at så få søger de tekniske og faglige uddannelser.

Lærere kender, siger kritikerne, kun skolen og bogens verden; de ved ikke noget om de faglige grunduddannelser eller arbejdet i industrien, og derfor får eleverne heller ikke nok at vide om de muligheder, som ligger der. Og interessen for de faglige uddannelser er ringe. Det mærker de også på Enstedværkets værksted, fortæller værkfører Kaj Johanning.

- Det er ikke så mange år siden, at vi hver gang fik 50 ansøgninger til de tre lærepladser, vi har her. Nu får vi én. De unge er simpelthen ikke motiverede til at tage en læreplads. Det skyldes især, at lærerne ikke gør det attraktivt for de unge at søge en læreplads eller at tage en faglig uddannelse. Men det burde være attraktivt. Man kan komme meget vidt med en faglig grunduddannelse. Det er aldrig spildt, og kun fantasien sætter grænserne for, hvad man kan blive, hvis man har en grunduddannelse, siger han.

Stubbæk Skoles udviklingsprojekt er tænkt ind i den sammenhæng, og praktikken kan være med til at fylde nogle af de grøfter, som normalt skiller skoleverdenen fra de tekniske og praktiske erhverv, mener Svend Otto Jensen:

- Sidste gang havde vi en lærer i praktik på et autoværksted, og dér opdagede hun, hvor meget matematik en moderne maskinarbejder skal bruge. Det overraskede hende, og praktikken fik på den måde betydning for hendes vejledning.

Man skal se det selv

Praktikopholdet får også betydning for Annelene Pedersens vejledning og undervisning. Det mener hun selv.

- Vores vejledning er ikke god nok, når vi kun har teorien og bøgerne at holde os til. Man forstår ikke, hvad en maskinarbejder laver, hvis man ikke har været ude på en arbejdsplads og set det. Nu ved jeg, hvad en drejebænk er, jeg har stået ved én og set, hvordan man arbejder ved den, så jeg har meget lettere ved at vejlede elever, som gerne vil være maskinarbejdere, siger Annelene Pedersen, der mener, at praktikken også kan ændre lærernes holdning til de industrielle arbejdspladser.

- Som lærere har vi tit det indtryk, at industrien - det er bare røg og støj, men sådan er det ikke. Det billede vil jeg gerne være med til at modarbejde.

Også på et andet plan har praktikken haft betydning. Annelene Pedersen har fået nogle ideer, som hun håber vil gøre det lettere at motivere nogle af eleverne for matematikken.

- Mange gange spørger eleverne: Hvad skal vi bruge det her til? Hvorfor skal vi lære det? Den slags spørgsmål har jeg fundet nye, konkrete svar på. Og på værket klager man over, at de unge ikke kan syvdele en cirkel, når de kommer her. Når jeg kommer tilbage til skolen, får mine elever besked på at syvdele en cirkel. Det er da en meget sjov og konkret opgave, siger hun.

Møde til tiden

Praktikken giver Annelene Pedersen indblik i nogle jobfunktioner og arbejdspladser, som hun ikke kender så godt, men hun får også at høre, hvad arbejdspladsen mener om de unge, hun som lærer er med til at uddanne og opdrage. Som lærer er hun - som holdleder Erik Faaborg udtrykker det - '. . . en af dem, der har ansvaret for, at de unge er ordentligt dresseret', og den opgave tager skolen for let på.

- Når de får en læreplads her, skal de møde til tiden, og det kommer mange gange bag på dem. De er ikke gode nok til at komme op om morgenen. Alle kan forsove sig en enkelt gang, men det må ikke ske to gange om ugen, siger Erik Faaborg, som mener, at skolen ikke lærer de unge at være ansvarlige for det, de laver.

- På en arbejdsplads som vores skal man rydde op og lægge tingene på plads efter sig. Arbejdsulykkerne sker, fordi der ligger værktøj og flyder på drejebænken eller på gulvet. Men de unge lærer ikke at rydde op efter sig selv. De lader bare tingene ligge og flyde.

Annelene Pedersen nikker og lytter. Hun er enig i kritikken, og det, hun har set på værkstedet, styrker hende i troen på, at det kan gøres bedre.

- Vi har nok taget for let på opdragelsesopgaven, og vi har givet for hurtigt op. Men vi bliver nødt til at holdningsbearbejde eleverne. Og jeg har været imponeret over at se, hvordan værkstedet her behandler sine lærlinge. Når man er færdig med et stykke arbejde, sætter man et lille stempel i det. Så kan enhver se, hvem der har lavet det, og hvis der skulle opstå problemer, kan man gå tilbage og sige: Hvad er det for noget skidt, du har lavet? Der står altså ikke nogen og kigger lærlingene over skuldrene. Værkstedet har tillid til, at alle gør deres arbejde, og at de gør det ordentligt.

- Og hvis der er problemer med et eller andet, så kommer lærlingene hen og siger: Jeg har lavet en fejl, og jeg bliver nødt til at lave det hele om igen. Det er helt i orden, men det er ikke i orden at aflevere noget, som ikke fungerer. Det kan nemlig få fatale konsekvenser, hvis for eksempel en sikkerhedsventil er lavet forkert. Den ansvarlighed over for ens eget arbejde vil jeg meget gerne overføre til skolearbejdet. Jeg ville gerne have, at mine elever er lige så ansvarlige over for deres arbejde, som lærlingene her er det over for deres, siger hun.

Mikkel Hvid er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS