En ny og allerede stærkt diskuteret undersøgelse viser, at cirka 15 procent af samtlige skolebørn regelmæssigt bliver mobbet.

Disse signaler kommer hér, kun fire år efter at den nuværende danske skolelov trådte i kraft. Og ét af problemerne er, at man i loven kun ganske sporadisk har forholdt sig til det faktum, at skolen af i dag er meget mere og andet end kun fag. Ej heller den tidligere indgåede aftale mellem Kommunernes Landsforening, regeringen og Danmarks Lærerforening tager reelt fat på skolens sociale liv. Hér tales der om kvalitet, faglige udfordringer, kundskaber og færdigheder, skolebygninger, samarbejde mellem skole og hjem og ressourceanvendelse. Begreber som børnenes trivsel, opdragelse og omsorg er end ikke nævnt! Og det nylige udspil fra Dansk Arbejdsgiverforening demonstrerer den samme 'overeksponering' af begrebet boglige færdigheder. Man overser fuldstændig, at ét af skolens store problemer er samspillet mellem børnene. Et samspil, der kan udvikle sig så negativt, at det får afgørende indflydelse på barnets såvel følelsesmæssige som faglige udvikling.

Vilkårene for, at børnene kan føle 'socialt ansvar', ligger i gode relationer i skole- og klassemiljøet, relationer, der bygger på tryghed og samvær, meningsfyldt undervisning og nærværende, engagerede lærere. Dét bør være centrale mål for skoleudviklingen.

Gennem sit engagement i og opmærksomhed på børnene kan en lærer være med til at skabe forudsætningerne for, at børnene får en god og positiv skolegang. Er klassen for eksempel præget af mobning, har læreren et stort medansvar for, at dette problem bearbejdes. Han kan på konstruktiv vis opfordre forældrene til at være aktivt deltagende i processen.

Skolen har på grund af sin helt særlige position et meget stort ansvar for arbejdet med forebyggelse af vold. Men det er en opgave, som den ikke har løst godt nok hidtil. Det har flere årsager, blandt andre nogle, som skolen i sig selv ikke har nogen direkte indflydelse på. Men også en række forhold, som ligger i selve skolen. Selv om megen vold er samfundsskabt, er dette ingen undskyldning for ikke at gøre noget ved det i skolen. Skolen er velegnet til at modarbejde volds- og aggressionsfænomener. Den 'har' børnene i 10-11 år af deres liv.

Lærerne skal naturligvis stille faglige krav til børnene, men en alt for stærk fagorientering medfører ofte, at man ikke lægger mærke til det, der sker i det sociale miljø i for eksempel klasseværelset. Man kan blive så optaget af sit fag og den tekniske formidling, at man overser det, der sker mellem børnene. Ofte kan man opleve engagerede og fagligt kompetente lærere, som har forberedt sig nøje til deres undervisning. Men ofte er disse lærere så at sige 'alene i klasseværelset med deres stof'. Børnene overser de! Deres opmærksomhed er i alt for ringe grad vendt mod barnets sociale trivsel.

Skolen er underlagt nogle udefra kommende påvirkninger, hvorfor den ikke alene kan løse problemer med børns sociale trivsel. Den er afhængig af forældrenes aktive deltagelse i børnenes skolegang og af politikernes positive opbakning og kritik. Men skolen kan med et aktivt engagement i mange tilfælde gøre sit til, at den bliver en bedre arbejdsplads med et godt socialt klima for alle.

John Aasted Halse er cand.pæd.psych. og formand for foreningen Børns Vilkår