Herdis Christensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flaget gik på halv, da vi på Tversted Skole modtog meddelelsen om, at Herdis Christensen var afgået ved døden den 27. oktober 1998.

Hun havde været syg i længere tid, var derfor blevet nødt til at opsige sin stilling og måtte til sidst give op over for sygdommen.

Herdis Christensen var uddannet på Hjørring Seminarium, hvorfra hun dimitterede i 1962.

Straks efter eksamen blev hun ansat ved Tversted Skole, hvor hun kom til at virke i hele 35 år.

Hun var meget afholdt som lærer, enten det var hos eleverne i klassen eller hos kolleger på skolen.

Hun var i besiddelse af en egen, stille myndighed, der sammen med hendes glæde over at være sammen med børnene bevirkede, at det var udbytterige timer, hun stod for.

Specielt var skolekøkkenet og håndgerningslokalet steder, der kunne kalde stærke sider frem hos de elever, der måske ikke var specielt boglige, men som gennem Herdis Christensens engagement blomstrede vældigt op.

Hun var vellidt og respekteret hos kolleger og var med til at skabe og udbygge det fællesskab, der er på netop Tversted Skole.

Hun var den stille, lyttende type, der med sit venlige smil lyste op i dagligdagen.

Herdis Christensen havde set frem til at kunne slutte som lærer og gå på førtidspension for sammen med sin mand, Preben Christensen - kollega på skolen - at kunne nyde og opleve en række gode år efter en lang lærergerning.

Men det nåede hun ikke!

Det blev i årenes løb til mange interessante udenlandsrejser sammen med Preben.

Han står nu sammen med datteren Charlotte tilbage.

Æret være Herdis Christensens minde.

Kolleger på Tversted Skole