Grundskolen og ungdomsuddannelserne er gået glip af to milliarder kroner over en periode på fem år.

Det fremgår af OECD's nye rapport om uddannelse, 'Education at a Glance 1998', der blev præsenteret på et presseseminar i fredags i organisationens hovedkvarter i Paris.

Danmark brugte nemlig i 1990 4,4 procent af sit bruttonationalprodukt (BNP) på folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Fem år senere var tallet nede på 4,2. Differencen på 0,2 procent svarer til cirka to milliarder kroner, idet BNP ligger på omkring 1.000 milliarder kroner.

- De offentlige udgifter til grundskolen og ungdomsuddannelserne er faldet målt i forhold til BNP. Men i absolutte størrelser er udgifterne steget, i hvert fald ifølge OECD's opgørelser, siger økonom i Danmarks Lærerforening Lars Salmonsen.

Det relative fald på 0,2 procent er en følge af den opgang, der har været i BNP i perioden. Danmark er med andre ord blevet rigere, men de ekstra penge er blevet brugt til andre ting end for eksempel nye undervisningsmidler, som ellers er ganske tiltrængt.

Torben Weinreich-udvalget regnede sig således for tre år siden frem til, at der var brug for ti milliarder kroner til at modernisere bestanden af undervisningsmidler, så de kunne komme i overensstemmelse med læseplanerne og folkeskolelovens faglige og pædagogiske intentioner og krav.

- Det er et spørgsmål om prioritering fra regeringens side, siger Lars Salmonsen.

Investering, der betaler sig

OECD's tophistorie på presseseminaret var, at de fleste af medlemslandene har forhøjet den andel af BNP, som de bruger på uddannelse. 'The main story - education spending is rising again', som punkt ét på dagsordenen hed.

- Mellem 1990 og 1995 er udgifterne til uddannelse vokset mere end bruttonationalproduktet i 14 ud af 19 lande. I ti lande med mere end fem procent. Det er første gang siden oliekrisen, vi har set sådanne stigninger, sagde Thomas Alexander, der er direktør for departementet for uddannelse, beskæftigelse, arbejde og sociale forhold.

Det er et succeskriterium for OECD at påvirke medlemslandenes regeringer til at bruge flere penge på uddannelse.

- Vi ved, at investering i uddannelse betaler sig mange gange tilbage over et livsforløb, sagde fuldmægtig for departementets statistik- og indikatorkontor, Andreas Schleicher.

Det er dem, der ikke får uddannelse, der er problemet, politisk, økonomisk og socialt.

- De, der ikke får en uddannelse, stødes ud af det vidensbaserede samfund. Det er OECD's største bekymring i disse år. Vi kan se, at de, der ikke får uddannelse, heller ikke får efteruddannelse, og at deres børn heller ikke får uddannelse. Det er dramatisk, tilføjede Andreas Schleicher.

I det fine selskab, der sætter turbo på investeringerne i uddannelse, finder vi lande som Frankrig, Svejts, Canada, Spanien, Storbritannien, Østrig, Island og Mexico. De lande, der viser tilbageholdenhed, er - foruden Danmark - Finland, Japan, New Zealand, Ungarn, Italien og Tyrkiet.

Det store statistikslag

'Education at a Glance' er udkommet hvert år siden 1993. Årets udgave er en moppedreng på 433 sider, der stort set er fyldt med tabeller og grafer. Formålet med rapporten er at lokalisere problemer i de lokale uddannelsessystemer og så 'rette op på dem', siger fuldmægtig i Undervisningsministeriet Birgitte Bovin.

I Danmark bliver statistikkerne løbende brugt politisk af henholdsvis regeringen, Finansministeriet, Undervisningsministeriet, uddannelsesinstitutionerne og undervisernes faglige organisationer til at slå hinanden oven i hovedet med. Det store Statistikslag, kunne man kalde det.

Undervisningsministeriet hæfter sig således i år ved de statistikker, der viser, at Danmark har en høj kandidatalder. Og forsøger så i sin pressemeddelelse at sælge den historie til de danske medier, at de unge skal springe 9. klasse og fjumreår over.

Finansminister Mogens Lykketoft sagde allerede for et par år siden under årets budgetredegørelse, at 'det der med at man er 30 år, når man er færdig med at uddanne sig, og så trækker sig tilbage som førtidspensionist som 50-årig - den går altså ikke'.

Siden har Agnete Gersing, da hun for et års tid siden blev udnævnt til ung chef for 9. kontor (forskning, uddannelse og sundhed) i Finansministeriet, rejst rundt med et foredrag, blandt andet i DLF og Gymnasielærerforeningen, om, at kandidatalderen i Danmark er for høj.

Det er folkeskolens skyld

Med en række statistikker, ikke mindst fra OECD, hævder hun, at kandidatalderen i Danmark er så høj, fordi børnene ikke bliver gode nok til at regne, skrive og læse i folkeskolen.

Sagt på jævnt dansk er synspunktet, at der skal strammes op på indlæringen af de basale færdigheder, så kandidatalderen kan komme ned, og de unge kan komme ud og betale noget skat i nogle flere år, inden de går på pension.

Det er en gammel historie, som også er gennemgående i rapporten 'Kvalitet i uddannelserne', som undervisningsminister Margrethe Vestager præsenterede for pressen lige før sommerferien.

Men det er så vigtigt for Finansministeriet at slå denne dagsorden fast, at Undervisningsministeriet endnu en gang trækker denne statistik ud af årets 'Education at a Glance'. Med henblik på at skabe politisk forståelse for og vilje til at gøre noget ved sagen.

Tal bruges og misbruges

Sådan bliver OECD's angiveligt objektivt videnskabelige, statistiske dokumentation hele tiden brugt - og måske misbrugt - politisk. Videnskab og 'sandhed' i gammeldags betydning synes det ikke at have meget med at gøre. ''Education at a Glance' er en kilde', som Agnete Gersing nøgternt siger.

Under researchen til denne historie fortalte jeg fuldmægtig i Undervisningsministeriet Birgitte Bovin, der gennem en årrække har været en af ministeriets OECD-forbindelser, at Folkeskolen formentlig ville bringe den danske vinkel på OECD's tophistorie, altså at den andel af BNP, der bliver brugt på grund- og ungdomsuddannelserne i Danmark, er faldende.

Birgitte Bovin forsøgte med overraskende iver at skyde den nyhed ned.

- Det er især, kan jeg så sige, sydeuropæiske lande, der har øget investeringen i uddannelse, og sådan et land som Mexico, altså hvis man nærlæser, tror jeg nok - Spanien, Italien, Grækenland. Det er de der lande . . ., sagde Birgitte Bovin.

-Dem, der slækker på investeringerne i den tabel, det er Finland, Japan, New Zealand, Ungarn, Italien og Tyrkiet og altså Danmark?

- Ja, men man skal passe på med de der tidstabeller, hvor man måler fra 1990 til 1995. Det ved jeg, for de har ændret definitioner og gjort ved.

-Frankrig, Svejts, Canada, Spanien, Storbritannien, Island - de har øget deres andel. Det er jo ikke sydeuropæiske lande?

- Nej, men det er svært at afgrænse, hvor meget der kommer med af forskning, hvor meget der kommer med af voksenuddannelse, hvor meget der kommer med af nogle store klumper i det dér. Og det indgår i det der tal, vil jeg bare lige sige: Pas på!

-Det her fald fra 4,4 til 4,2 skulle være på grund- og ungdomsuddannelserne?

- Ja, men derfor kan der godt ligge noget voksenuddannelse på det der, for det henfører man på de niveauer, hvor det mest hører hjemme.

-Okay, så der kan gemme sig nogle fælder dér?

- Ja.

-Men det kan der stort set i hele rapporten så?

- Ja, hahahaha. Bare du ved det?

Problemer skal rettes op

Der ligger et stort demokratisk problem her, skulle vi hilse og sige. Det er uhyre vanskeligt at bedrive journalistisk kildekritik i dette OECD-felt. Selv kilderne har vanskeligt ved at få overblik over de præmisser, statistikkerne er udarbejdet på, og nogle gange forsøger kilderne på det skammeligste at manipulere med journalisterne, som om de regner dem for analfabetiske bjergbønder og ikke demokratiets vogtere.

Det er uheldigt, for 'Education at a Glance' har fået stadig større betydning for den danske uddannelsespolitik siden den første rapport i 1993, men 'noget efter forgodtbefindende, fordi statistikkerne jo fortolkes', som Birgitte Bovin redeligt indrømmer.

Formålet med 'Education at a Glance' er som nævnt via princippet om internationale sammenligninger at lokalisere problemer i det hjemlige uddannelsessystem og så 'rette op på det ved at påvirke processerne', som Birgitte Bovin siger.

Et eksempel er den store indsats for at forbedre læseindlæringen herhjemme efter den store IEA-læseundersøgelse, som OECD stod bag. Hvor Finland i øvrigt blev en klar nummer ét, og dér er der omvendt blevet skåret ned i budgetterne til læseundervisning.

Lykketoft for bordenden

'Education at a Glance' har gennem årene vist, at Danmark har et af de dyreste uddannelsessystemer i OECD - hvilket ikke er så mærkeligt, siger DLF-økonom Lars Salmonsen, for det er de rige lande, der har de dyreste uddannelsessystemer, og Danmark er verdens femterigeste land.

Men det var læseundersøgelsen, der slog benene væk under selvforståelsen og uddannelsespolitikken.

- Efter den satte finansministeren sig ved bordenden. Vi vidste, vi havde verdens dyreste folkeskole, men vi troede også, at vi havde den bedste, siger Jørgen Lotz, der indtil for en måned siden var afdelingschef i Finansministeriet med ansvar for den årlige budgetredegørelse. Nu er han en af fire diplomater i Danmarks OECD-delegation.

- Det er netop dén danske fortolkning af OECD-undersøgelserne, der kan legitimere Mogens Lykketoft. Han får en 'videnskabelig' måtte at stå på, siger Dorthe Pedersen, Handelshøjskolen i København, der er specialist i det offentlige arbejdsmarked.

Hun mener, at OECD's undersøgelser af grundskolen er en af de måder, Finansministeriet prøver at presse Kommunernes Landsforening på. Finansministeriets mål er at få kommunerne til at styre de offentlige institutioner, ikke mindst de udgiftstunge folkeskoler, som private virksomheder.

Direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, Lars-Henrik Schmidt, opfatter 'Education at a Glance' som en nyttig statistisk årbog over de vesterlandske uddannelsessystemer. Man kan bare ikke lave politik - og slet ikke skolepolitik - på statistikkerne. Det er der, den kikser i Danmark, mener han.

- Når OECD's undersøgelser kan bruges til politisk legitimering herhjemme, skyldes det, at uddannelsessystemet i Finansministeriet opfattes som en ressource, man investerer i, ikke som kulturbærende institutioner, siger Lars-Henrik Schmidt.

- Vi opfattes ikke som statsborgere eller klenodier, der skal drages omsorg for. Vi er reduceret til en ressource.

Tony Blair sagde education, education, education, da han blev valgt til regeringsleder i England. Det blev oversat til kvalitet, kvalitet, kvalitet af Poul Nyrup Rasmussen ved den sidste socialdemokratiske kongres.

- Det var signalet om, at Finansministeriet skulle sidde ved bordenden i uddannelsespolitikken. Logikken er som i det gamle ord: Hvad udad tabes, skal indad vindes, påpeger Lars-Henrik Schmidt.

Dorthe Pedersen kalder det Kampen om Begreberne.

- Der er i øjeblikket en barsk kamp mellem økonomitænkning og pædagogisk tænkning i dansk uddannelsespolitik. Det er en kamp om begreber, og det er spørgsmålet, om de overhovedet kan hacke sig ind på hinanden, siger hun.