Så er der atter nogle, især politikere, der vil enhedsskolen til livs. 'Børnene må atter deles', 'Vi kan ikke leve med, at alle børn skal være ens', 'Undervisningsdifferentiering er et umuligt modebegreb'.

Men differentiering er ikke noget nyt begreb. Vi har altid sorteret børnene: Børn kunne, mente man, ud fra objektive kriterier anbringes i forskellige skoleformer: 'fri-mellem', 'mellemskole', 'realklasse', 'hjælpeskole' og 'gymnasium'. Man differentierede ved hjælp af intelligensprøver og en lang række eksaminer. Alle skulle lære noget, så de kunne klare sig i livet. Derfor, og for deres eget bedste forstås, blev de anbragt i sammenhænge med andre på samme niveau. Læreren kunne så meddele sin undervisning til en (øjensynligt) homogen flok.

Dette praktiseres så atter i nogle privatskoler, og vore politikere (og visse skolefolk) ser gerne dette indført i folkeskolen.

Metoden virker bare ikke og har i øvrigt aldrig virket efter hensigten. Ikke selv de bedste prøver kan forudse, hvilke muligheder børn vil have i fremtiden: Nogle af dem, der ikke skulle klare sig godt, klarer sig godt, selvom det egentlig var forudset, at det ikke skulle gå sådan. Alle kender eksempler på, at mennesker har fået forskellige prædikater på sig, som senere i livet har vist sig ikke at have noget hold i virkeligheden. Endelig viser det sig, at der i de delte og i princippet homogene grupper opstår nye spredninger, som det igen er svært at 'gabe' over.

Ofte føler eleverne i grupper på såkaldt lavere niveau sig kasserede, sat i bås, skilt ud. Og der er næppe tvivl om, at de, der nu er fortalere for en delt skole, ikke forestiller sig, at det er netop deres børn, der skal gå på trin b, c eller d! Næh, mine børn eller børnebørn skal naturligvis gå på niveau a!

De, der går ind for den delte skole, taler enten ud fra manglende viden, eller værre: Mod bedre vidende! Allerede for cirka 20 år siden slog forskeren Poul Skov i en undersøgelse nemlig fast, at den daværende deling i grundkursus og udvidet kursus i skolens overbygning havde negativt udfald. Ja faktisk blev såvel de svagere som stærkere elever bedre af, at de to grupper blev holdt sammen, end når de blev undervist hver for sig!

Forudsætningen for, at børn kan få en god og udbytterig skolegang, er, når alt kommer til alt, skolens evne til og muligheder for at møde det enkelte barn på dets egne betingelser og udviklingstrin. Derfor er det nødvendigt, at den enkelte lærer individualiserer og differentierer sin undervisning. Nogle påstår, at 'det slet ikke kan lade sig gøre med 20-22 elever i klassen. Det tager alt for lang tid - det er ikke til at undervise eleverne hver for sig. Man er jo kun et menneske og ikke en blæksprutte'. Men den nuværende situation rammer i første række de ressourcesvage børn, som ofte har ringe opbakning hjemmefra. De har behov for struktur, klart differentierede trinvise mål og effektiv opfølgning. Men også de veludrustede børn vil få problemer af såvel faglig som social art, hvis de ikke kan få øje på målene og ikke mødes af rimelige udfordringer.

Et overordnet krav til skolen - nu og i fremtiden - er derfor, at den kan tilgodese det enkelte barns behov og udvikling. Det kan kun lade sig gøre, hvis den enkelte lærer individualiserer og differentierer sin undervisning; det vil sige, at undervisningen skal bygge på: Forskellig udformning af krav, forskelligt niveau af forklaringer, forskellig sværhedsgrad i spørgsmål, forskellig grad af faglig såvel som følelsesmæssig støtte, forskellig anvendelse af undervisningsmaterialer, forskellige krav til samarbejde og forskellig grad af selvstændighed i arbejdet; det vil sige forskelligt forbrug af tid.

Det er naturligvis ikke nemt i yderste konsekvens at skulle undervise på lige så mange niveauer, som der er børn i klassen; men det er nødvendigt! Ikke mindst hvis ét af folkeskolens vigtigste perspektiver, udvikling af fællesskab, skal fastholdes og videreudvikles.

John Aasted Halse er formand for Børns Vilkår, medlem af Børnerådet