Han ville have været 100 år den 25. november i år, og han skrev fortællingen om vor skole - som billedkunstnerne gennem tiden har haft øje for den: Skolen i kunsten.

Men han gav også titlen en drejning: Kunsten i skolen, eller hvordan har skolen det selv med kunsten?

Det var som bekendt Rudolf Broby-Johansen, der skrev Danmarks Lærerforenings jubilæumsbog: 'Skolen i kunsten - kunsten i skolen i 1974'.

Men historien om den bog vil jeg begynde et helt andet sted - nemlig i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

DA's daværende formand havde året før bedt Broby-Johansen om at skrive en jubilæumsbog til dem: 'Arbejdspladser i kunsten'.

Da Broby så småt var i gang med det arbejde, fik han brev fra DA, hvori man nu frabad sig netop hans medvirken ved et arbejdsgiverjubilæum.

DA's bestyrelse kunne bestemt ikke acceptere, at en erklæret kommunist fortalte om danske arbejdspladser, som billedkunstnerne så dem.

Heldigvis havde Danmarks Lærerforening ikke de samme betænkeligheder.

Den høje, daværende formand Jørgen Jensen havde format til bemærkningen: 'han er da for pokker den eneste, der kan skrive om skolen og kunsten'.

Og dermed blev det så Broby, der skrev lærernes jubilæumsbog.

Min telefon ringede en aften - sådan lige ved Broby-telefontid (efter klokken 22): 'dav - jeg vil sgu' ikke skrive fagforeningshistorie - men jeg skriver om billeder af skolen. Har du noget, jeg kan bruge?

Jeg begynder nok med Jesusbarnet i skolen - du ved - kalkmaleriet i Tuse Kirke'.

Broby havde selv i sin store billedsamling på cirka 75.000 naturligvis det meste materiale til den bog, men han var altid på jagt efter nye emner. Den store billedsamling testamenterede han i øvrigt til DLF.

Jeg fandt da også et par billeder, han kunne bruge, og vi talte om, at han i stedet for DLF's fagforeningshistoriske data og de skiftende formænd kunne udarbejdes et pinakotek.

Det var hans egen ide og definition på en billedsamling.

Det blev til 11 formands- og lærerfysiognomier samlet på en side midt i bogen.

Bog uden sidetal

Jeg er afskåret fra at angive sidetallet - for hans bog fik nemlig ikke sidetal. Det var ikke en forglemmelse: 'jeg har jo lavet en billedbog til at blade i - et sidetal er unødvendigt og vil ødelægge billederne'.

Broby kom langt omkring med sit billedvalg - fra tidlige kalkmalerier over ukendte og berømte maleres skolebilleder til et par af de pornografiske hverdagsbilleder, der jo også er en del af skolens billedverden - nok mest på drengetoiletterne.

Netop de billeder vakte i øvrigt forargelse hos en del skolefolk.

Bogens opbygning er karakteristisk for Broby, hvor han i hvert afsnit bruger mennesket som fællesmærke:

kirkeskoler - adelsskoler - degneskoler - rytterskoler - godsskoler - bondeskoler for at fortsætte i kapitlet om lærerkår.

De kapitler er der jo da også megen politik i - fortalt nedefra af en, der kendte vilkårene for de små i samfundet.

I et afsnit om den nedvurderede skolelærerlitteratur gør Broby i sit sædvanlige ligefremme ordvalg op med kulturelitens syn på seminaristerne: 'Over for denne akademiske højrøvethed skal det slås fast, at folkeskolens lærere har gjort mere i sidste århundrede for folkekulturen end alle akademikerne'.

Det var med vilje, han netop ved denne tekst placerede den svenske maler Ola Larssons herlige maleri af den gamle, solide lærer på katederet.

Da vi så på Larssons maleri, sagde han: 'han ligner jo min allerførste lærer hjemme i Lunde på Nordfyn, Gamle Nielsen - ham holdt jeg meget af'.

Og netop ham ville Broby så gerne tilegne sin bog om skolen og kunsten.

En sommerdag i Brobys skippergård i Brantevik i Skåne, da vi talte om skole og kunst, sagde han: 'ved du, om de her skoler landet over også har kunst, som børnene kan se på? For det kunne jeg godt tænke mig at undersøge'.

Det er ikke mig

Mens vi snakkede, tegnede jeg et par skitser af ham. Den ene kunne han for resten ikke lide: 'sådan ser jeg sgu' da ikke ud!'

Mit svar på, hvorvidt skolerne havde kunst på væggen, blev lidt slattent: jeg mente, at skolerne tidligere meget sjældent havde et budget til kunstindkøb - så det blev nok kun til lidt reproduktioner på klassevæggen, men i forbindelse med de senere års nye skolebyggeri vidste jeg da, at en del kommuner også lod deres skolearkitekter finde plads og penge til kunstudsmykninger.

Resultatet af vor sommersnak blev så, at Broby fik særdeles god hjælp af Danmarks Lærerforenings sekretariat og Folkeskolen, der sammen med ham skabte kontakt til landets skoler.

Skolerne skulle melde tilbage til Broby med de nødvendige oplysninger.

Han fik mange gode svar, selv om der også var noget, som ikke kunne bruges. Men en del skoler svarede slet ikke.

Det diskuterede vi meget - var det nu, fordi man ikke mente at have noget af værdi, var det smøl og forglemmelser - eller var det måske i enkelte tilfælde, fordi det var den røde Broby, der skulle skrive skolehistorie?

Det fik vi naturligvis aldrig svar på, men 100 år efter hans fødsel kan vi runde af her med en hilsen fra ham i form af hans ord om den danske skole og dens lærere: 'Skolen er ikke huse og inventar, klasseværelser og sportspladser, timeplaner og lærestof. Skolens atomkerne er et barns opvækst i en voksens varetægt. Sprænges den, er det ragnarok'.

Sådan sagde han i 1974, men det gælder jo stadig.-Mogens Eilertsen er forfatter

Da vi så på Larssons maleri, sagde han: 'han ligner jo min allerførste lærer hjemme i Lunde på Nordfyn, Gamle Nielsen - ham holdt jeg meget af'