Bog og net samarbejder

Flere forlag er begyndt at se muligheder i cd-rom og Internet-baserede materialer til folkeskolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gå på Internettet og find ud af, hvordan børn i andre dele af Danmark bruger deres fritid. Tegn derefter ved hjælp af computeren søjler og diagrammer, der fortæller, hvordan fritiden fordeles mellem for eksempel sport og lektielæsning.

Sådan lyder en af opgaverne i et nyt IT-baseret (informationsteknologi) undervisningsmateriale fra Gyldendal, som præsenteres på bogmessen i Forum.

'InterMat'-systemet er udviklet af en gruppe matematiklærere, som tidligere har produceret materialet 'Tema-matematik' for 8.-10. klasse.

Nu gælder det 4. klasse, som præsenteres for et helt nyt koncept, nemlig en kombination af grundbog, cd-rom og Internettet.

Målet er pædagogisk, fortæller en af forfatterne, lærer Thomas Kaas fra Tjørnegårdskolen i Roskilde.

- Det handler ikke om at fokusere på teknologien, men om at flytte indholdet i undervisningen og give den flere indgangsvinkler. Udgangspunktet er elevernes egen aktivitet. Materialet skal samtidig give læreren god støtte til undervisningsdifferentiering. Vi bryder med traditionerne for at give børnene flere metoder til at nå de resultater, som de skal nå, siger han.

Som eksempel fremhæver han, at undervisning i brøker kædes sammen med musik, fordi en node kan opfattes som en form for brøk.

Sprog forstærker dannelsen

Grundbogen er det samlende element og starter alle matematikforløbene i materialet. Den danner udgangspunkt for de mere selvstændige øvelser og slutter forløbet af med en evaluering.

Cd-rommen indeholder en række værktøjsprogrammer: regneark, tegne/mønsterprogrammer og regnetavler, hvor børnene kan se gangestykker fremstillet grafisk.

Materialet er bygget op som en by, hvor børnene kan klikke sig ind i supermarked, laboratorium, tegnestue og så videre. Byen har også et udstillingslokale, hvor eleverne kan 'udstille' de færdige produkter og opgaver.

- Sprog forstærker dannelsen af begreber inden for matematik. Derfor opfordrer materialet også børnene til selv at skrive eller tegne deres egne 'regnehistorier' i stedet for at blive præsenteret for bøgernes faste symboler i form af kaniner eller æbler og pærer. At skrive en historie om, hvad syv gange otte betyder, gør det nemmere at forstå matematiske begreber, siger Thomas Kaas.

Endelig kan Internettet også bruges af lærerne, som kan dele erfaringer med andre matematiklærere og hente inspiration til undervisningen.

-Helle Baagø er freelancejournalist

Andre producenter

'InterMat' sendes ud i april 1999. På bogmessen vil nogle af forfatterne stå til rådighed for at besvare spørgsmål om materialet, og de vil i øvrigt gerne i kontakt med lærere, der kan teste det i løbet af foråret 1999.

Også forlaget Alinea og produktionsselskabet Skolemedi@ arbejder i øjeblikket med IT-baserede undervisningsmaterialer, der kæder grundbog, cd-rom og Internettet sammen i en pædagogisk pakkeløsning (se Folkeskolen nummer 21, 1998).