Eleverne skal kunne lide at gå i skole. Og det gælder både dem i 1.-2. klasse og dem i 8.-9. klasse.

Det betyder alt for alles trivsel, mener en gruppe lærere på Tårs Skole i Nordjylland.

De fem lærere har arbejdet med selvværd og lærerpersonligheden. I et udviklingsprojekt har de undersøgt lærerpersonlighedens betydning for elevernes selvværdsfølelse, og de har set på, hvilke undervisningsformer der bedst fremmer selvværd.

Selvværd smitter, mener de, og derfor har de arbejdet med sig selv og deres eget selvværd. Tesen er, at hvis lærerne har det godt, smitter det af på eleverne.

Udviklingsprojektet begyndte, fordi et par lærere oplevede store problemer i en af de ældste klasser, hvor alle elever var negative overfor skolen, og alle vogtede på hinanden. Det var umuligt at kommunikere budskaber ud i klassen, og lærerne var ved at køre godt træt i deres arbejde med klassen. Her begyndte snakken om, hvordan man kan bevare skoleglæden fra de yngste klasser op til de ældste.

Lidt senere kom der et tilbud til skolen om kollegavejledning og kollegaskygning. Det tog de fem lærere imod, og sidste år blev projektet under Folkeskolerådet så formuleret.

- Vi talte om, at folkeskolen tager elevernes skoleglæde. Hvad er det, vi gør forkert? Vi syntes jo, at der var meget selvstændigt arbejde for alle eleverne i skolen, alle burde kunne være med, og alle burde være glade for at gå her, men det var de altså ikke, siger Gunner Olsen.

- Nu synes vi, at vi har fundet nogle af svarene på spørgsmålene. Vi har fundet nogle vise sten, og vi leder fortsat.

Projektet har haft en konsulent fra Undervisningsministeriet og to psykologer tilknyttet. Lærerne fik sidste år hver 60 timer til projektet, og de to psykologer kostede 16.000 kroner, mens konsulenten fra ministeriet var gratis.

I dag sidder de fem lærere og strutter, når de skal fortælle om deres arbejde. Deres kolleger kalder dem indimellem 'merværd'.

Gruppen mener, at de ofte bliver betragtet som frelste af nogle af kollegerne, men i dette skoleår vil de prøve at brede nogle af ideerne ud, og der er interesse blandt de andre lærere på skolen.

- Når vi flytter os, må andre omkring os også flytte sig, fordi de skal forholde sig til os. På den måde breder det sig, siger Eva Termansen.

De fem lærere vil indgå i nye lærerteam i år, og desuden vil projektet blive videreført sammen med forældrene. De har allerede holdt et møde om selvværd for forældrene til de fire klasser, der har været involveret i projektet. 16 forældre har meldt sig som tænketank sammen med lærerne.

Skulderklap og ros

Orv, det var en flot måde, du fik formuleret det på, siger den ene lærer til den anden under samtalen om projektet.

De tre andre smiler, og senere lyder nye roser til en anden. For de fem lærere på Tårs Skole er der ikke noget mærkeligt i at rose andre, men når man kommer udefra, bliver man nødt til at spørge, om det er en rose-klub, de har oprettet.

Nej, det er ingen rygklapper-klub, vi er med i, begynder én at forklare, men bliver afbrudt af en anden i gruppen. Jo, det er det også, siger hun, og forklarer, at især i starten klappede de fem lærere ofte hinanden på skulderen, fordi der jo aldrig er nogen, der fortæller én, at man har gjort noget godt. Så dét var der behov for. Faktisk begyndte projektet med, at kollegerne kun fortalte om de positive ting, de observerede hos hinanden. I dag er der ingen af de fem, der tænker specielt over det, men de både roser og kritiserer hinanden i gruppen.

Det handler blandt andet om at gøre lærerjobbet til et mere socialt arbejde, væk fra den ensomme post, hvor læreren går ind i klassen og lukker døren. Og det handler om at udvikle sig selv sammen med sine kolleger.

Kollegaskygning - en hjælp

Samtale, at lære at lytte til hinanden og kollegaskygning er nogle af elementerne i projektet. I dag kan ingen af lærerne lade være med at fortælle de andre, hvis de har haft en dårlig time. Tidligere talte de ikke om den slags. Det blev opfattet som nederlag, og dem bar man i stilhed.

Kollegaskygningen har været en stor hjælp, da de først havde lært at bruge den og slappe af over for, at der var en anden lærer, der observerede dem i klassen.

- Første gang, man bliver skygget, er forfærdelig. Anden gang overlever man. Tredje gang har det hjulpet lidt, man kan acceptere det, og fjerde gang tør man gå i gang med noget nyt i klassen samtidig med, at man bliver skygget, fortæller Lene Thaarup.

De yngste i gruppen oplevede efterhånden, at det ikke var farligt at en af de mere garvede kolleger skyggede dem. Begge kunne lære af det.

- I begyndelsen sagde vi udelukkende det positive til hinanden, men psykologerne har hjulpet os til at komme videre væk fra rygklapperiet til også at sige, hvad man mener, den anden kan gøre bedre, og hvordan vedkommende kan udvikle det, han er god til, siger Eva Termansen.

Men i gruppen er der enighed om, at man skal have lyst til at prøve en skygning, ellers dur det ikke. Man kan ikke pådutte andre det, men man kan afdramatisere det ved at forklare, hvad det går ud på.

- Jeg oplevede, at der var stor forskel på, hvordan jeg opfattede timen, og hvordan andre opfattede den, siger Jens Funk.

- For eksempel troede jeg, at alle kunne mærke det, når jeg var usikker på noget, men det kunne de faktisk ikke.

I dag bruger lærerne skygning, når der er noget konkret, de gerne vil blive klogere på. Det kan være, hvordan man tackler en bestemt elev i klassen, hvordan man opfører sig til et forældremøde eller en forældresamtale, eller man kan bede en kollega om at observere, hvordan man behandler en anden kollega, som man selv synes, man har et problematisk forhold til.

Men der går tid, før man kan give en god skygning, og før man kan bruge det til noget selv, siger lærerne. Fordi der sker noget med én. Det er noget personligt, og det tager altid tid.

- Nu er det jo ikke sådan, at vi har lavet om på vores personlighed undervejs, men vi har fundet dét frem i vores personlighed, som fremmer, at både børnene og vi selv trives godt, siger Lene Thaarup.

Lærerne siger, at man godt kan arbejde med aktiv lytning og kollegaskygning uden at have det terapeutiske med, sådan som de har haft i projektet med de to psykologer. Men på den anden side så er det netop det terapeutiske, der har givet dem mest. Samtidig har de lært, at man ikke behøver at være bange for at skulle krænge alt ud, for sådan er det slet ikke. Det er ikke farligt, kun givtigt.

Skal ikke lave børnene om

- De fleste af de kurser, vi går på, er faglige. Men mere end halvdelen af dem burde være personlighedsudviklende kurser, fordi vi bruger os selv så meget i vores arbejde, siger Kirstine Sort Jensen.

- Og det er vores person, der har betydning for det faglige.

Projektet har ændret meget på lærernes samvær med børnene, mener de. De er holdt op med at referere til børnene ud fra, hvad de kan eller måske især ikke kan. I stedet ser de børnene som det, de er.

- Vi skal ikke lave om på børnene. Vi er ikke Vor Herre. Men lærere har det med at synes, at de stille elever helst skal være lidt mere vilde, mens de vilde elever gerne skulle være mere stille, siger Gunner Olsen.

- Vi har også lært at sige 'jeg'. I stedet for at sige 'du skal' til børnene, siger vi nu 'jeg vil have, at du gør sådan'.

Børnenes spørgsmål 'hvorfor skal jeg det' mødes måske med et 'fordi jeg siger det', og det accepterer de. Det er mere ærligt fra lærernes side at sige sådan, og det betyder også, at lærerne tager ansvar for deres del af det. Lærerne understreger, at de altid - som de voksne - har ansvaret for stemningen i klassen. En af lærernes fælles konklusioner er, at en klasses kultur er, som den er med den lærer, de netop har.

Andre fælles konklusioner er, at det er bedst at overse det negative og fremhæve det positive. At selvværd smitter, og at man støtter barnets selvværd ved at se det, som det er, og ikke for hvad det kan eller ikke kan. Børnene skal så vidt muligt have tilbud i stedet for forbud.

De fem lærere tror på, at øget selvværd hos dem og eleverne kan give dem en god skolegang hele vejen igennem. Når stemningen er god, kan eleverne lære. Derfor er det vigtigst med stemningen, det faglige følger lige efter. Samtidig har det givet lærerne et tættere forhold til eleverne. Nu interesserer lærerne sig også for, hvad børnene laver i deres fritid, og eleverne kommer selv meget mere og snakker med dem.

De har lært, at nogle børn kun kan klare at fåén opgave ad gangen, mens andre kan klare at få flere påén gang. De giver ofte en urolig elev ansvaret for en bestemt opgave og har oplevet, at det har hjulpet meget. Desuden taler de meget mere om følelser med børnene, leger sociale lege i klassen og er i det hele taget mere afslappede over for mange af dagligdagens hurdler. Eleverne får mere ansvar og medindflydelse, fordi lærerne ikke er bange for at miste taget i klassen, siger de fem.

Lene Thaarup:

Tidligere brugte jeg en facade-personlighed over for eleverne. Nu tør jeg både blive rigtig gal og at sige undskyld til dem. Jeg har fået det bedre som lærer og som menneske.

Jeg har lært, at jeg ikke er Vor Herre. Jeg kan ikke ændre eleverne og flytte dem derhen, hvor jeg gerne vil have dem. Det har givet meget at blive bevidst om dét.

Jeg gør stadig en masse forkert, men nu kan jeg sige undskyld bagefter eller sørge for at få rettet op på det ved at gøre noget andet og bedre i morgen. Jeg har også lært, at når stemningen i klassen er god, så kommer fagligheden også.

- Jeg føler, at jeg er blevet en bedre lærer. Det er ikke sikkert, at andre mærker det, men det gør ikke noget. For os i projektet kan dette ikke stoppe, det fylder så meget i os, men vi kan prøve at sprede det.

Kirstine Sort Jensen:

Jeg har 18 års erfaring som lærer, så jeg havde et tykt skjold, da vi gik i gang med projektet. Jeg var godt i gang med at overleve som lærer.

Det sværeste var at krænge det skjold af, som jeg har bygget op med min selvtillid, og så finde ud af, at inde bagved var mit selvværd egentlig ikke så stort.

I dag kunne jeg ikke ønske mig andet end at være lærer. Det er dejligt. Jeg glæder mig hver dag til at gå på arbejde. Men hvis jeg havde mødt den 1. klasse, jeg har nu, før vi havde været igennem dette projekt, så ville jeg have været nødt til at gå privat til psykolog på nuværende tidspunkt. Det er jeg sikker på.

Gunner Olsen:

Børnene skal være glade for at gå i skole - hele skoletiden. Det er overskriften for mig nu. Stemningen i klassen betyder alt. Eleverne skal lære for deres egen skyld, ikke for min skyld, og vi skal helst grine én gang i løbet af en time.

Jeg har været lærer i 23 år og har arbejdet med udviklingsprojekter i mange år, men det har altid været faglige projekter. Jeg har aldrig tidligere arbejdet med det personlige. Jeg gemte mig under et skjold, men da jeg først fik kigget ind bag det, var det egentlig ikke så slemt. Nu handler det for mig ikke længere om, at vi når tingene i klassen, men om at vi når dem på en god måde.

Eva Termansen:

Det sværeste har været at lære at turde miste kontrollen. Jeg er ung lærer, og så har man meget respekt for lærere med længere erfaring. Men jeg har lært, at selv om jeg kun har været lærer i seks år, kan jeg godt være en god lærer.

Jeg har oplevet, at hvis jeg giver slip på børnene, hvis de får lov til at arbejde på deres egen måde, og jeg ikke bliver sur, fordi de suser lidt rundt, så går det faktisk meget bedre.

Hvis eleverne får lov, så tager de selv ansvaret. Nu oplever jeg, at eleverne selv kommer og siger, at de ikke afleverede en opgave for 14 dage siden, men at nu er den her. Tidligere råbte jeg op, hvis de glemte at aflevere eller ikke havde lavet deres arbejde, men nu beder jeg bare om opgaven senere.

Min lærerrolle er at være menneske sammen med børnene, at vise dem, hvem jeg er. Jeg er også blevet dygtigere fagligt, fordi jeg tror på det, jeg gør, og jeg tør prøve nogle ting af. Jeg springer ud i noget nyt, fordi jeg ikke er bange for nederlaget.

Jens Funk:

Tidligere kunne eleverne dræne mig totalt, men nu nyder jeg at være lærer. Det sværeste for mig har været at give los, men nu giver jeg eleverne langt friere tøjler. Jeg lader dem gøre mere selv. Men jeg har selvfølgelig stadig ansvaret.

Jeg ser mig selv som vejviser for eleverne. De kan gå den ene vej eller den anden vej, de kan spørge mig til råds. Og nu kommer de også og spørger om alt muligt andet end noget, der har med skolen at gøre. Jeg har fået et tættere og mere personligt forhold til de fleste af eleverne.

Det sværeste for mig har været at lære at acceptere mit syn på elever. Jeg mener, at der er ting, de skal. Jeg har haft lidt af den sorte skole i mig. Men jeg er blevet flyttet meget under projektet - og jeg har også selv flyttet mig noget.

- Man skal ikke være lærer i folkeskolen, hvis man ikke vil være socialpædagog også.

- Vi har - som de voksne -altid ansvaret for stemningen i klassen.

- Lærere refererer ofte til elever ud fra dét, de ikke kan. Det er næsten 'Find fem fejl'. I stedet for at fokusere på, hvad de kan.