Bud på fremtidens ledelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolesekretær Lise Hogstad fra Absalons Skole i Roskilde var med, da tænketanken om skoleledelse holdt sit første møde i forrige uge.

Lise Hogstad, der er formand for Landsforeningen for Skolesekretærer, skulle ikke skrive referat. Hun deltog på lige fod med de 24 øvrige medlemmer af tænketanken.

- For 25 år siden ville vi have sagt, at sekretærer intet havde med ledelse at gøre, men i dag betragter vi dem som vigtige brikker i skolens ledelse. Sekretærer gør sig mange tanker om, hvordan vi kan forbedre skolernes ledelsesstruktur, siger Irene Lerche. Ud over at være skoleleder på Frederiksborg Byskole i Hillerød sidder hun i bestyrelsen for Danmarks Skolelederforening og i tænketankens styregruppe.

Tænketanken er nedsat af Danmarks Skolelederforening og Undervisningsministeret. Deltagerne skal komme med et bud på, hvordan man kan udvikle skolernes ledelse. Måske kommer de også med forslag til andre måder at organisere ledelsen på. På det første møde brugte de dog en stor del af tiden på at få et fælles ståsted, idet de lyttede til og diskuterede oplæg om organisation og ledelse.

De fleste medlemmer i tænketanken har rødder i skole- og uddannelsesmiljøet. Men der er også folk udefra, nemlig faglig sekretær Else Østergaard fra pædagogernes fagforening, personaleudviklingschef Hans Henriksen fra Dansk Industri, teaterchef Michael Christiansen fra Det Kongelige Teater og administrerende direktør Kenneth Iversen fra metalvarefabrikken Unimerco.

- Vi har brug for input og kan måske bruge elementer fra deres verden. Vi er væsentligt mere udadvendte i dag end for blot fåår siden, så vi kan ikke bare passe os selv, siger Irene Lerche, der blandt andet sidder med i kommunale arbejdsgrupper vedrørende ligestilling og nye lønformer.stan