Professor Torben Weinreich fra Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet og skoleinspektør Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningens folkeskolefraktion, er enige om, at danskundervisningen i folkeskolen har brug for en kanon af tekster.

Den skal sikre, at lærerne kommer bedre rundt i hjørnerne af den litterære arv, som de ikke nødvendigvis har lært at kende under deres uddannelse.

Hvilken status denne kanon skal have, er de til gengæld ikke enige om. Jens Raa-hauge foretrækker et udvalg af tekster, som dansklærerne skal vælge imellem, Torben Weinreich går ind for, at man ved lov forlods sætter sig på for eksempel en fjerdedel af undervisningstiden, hvor der skal undervises i bestemte forfatterskaber og i nogle tilfælde bestemte tekster. De mener begge, at en sådan ordning, hvordan den så vil blive udformet i detaljer, vil være til stor hjælp for lærerne.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at det, jeg peger på i mit forslag til kanon, er stof. Det har intet med metode at gøre. Hverken undervisningsmetode eller den faglige metode, man bruger for at analysere teksten«, siger Torben Weinreich. Han påpeger, at der i Fælles Mål for dansk er bestemmelser, der i langt højere grad skaber bindinger i lærernes arbejde.

Ældre litteratur

Genrer

Forfatterskaber

Værker

»Der, hvor vi udtrykker vores forventninger til skolen, er i de to øverste punkter (se boks herover. Redaktionen). Der skal læses ældre litteratur. Det står i formålsformuleringen for faget dansk«, siger han. Punkterne uddybes i trinmålene og slutmål, altså det klassiske centrale kundskabs- og færdighedsområde. Også genrer nævnes på dette niveau.

»Diskussionen handler derfor om, hvorvidt man må gå skridtet længere ned. Det nytter ikke at sige, at der findes en stor tekstmasse, som den frit vælgende lærer kan plukke ud fra, sådan som DLF-formand Anders Bondo Christensen har fået det til at fremstå. Der er allerede bindinger på i vid udstrækning. De to første punkter er lovstof. Det er også lovstof, at det i sidste instans er skolebestyrelsen, der vurderer, hvilke undervisningsmaterialer der må bruges. Det er også lovstof, at den enkelte skole skal udarbejde en plan for sin virksomhed, som skal godkendes af politikere. I virkeligheden er vi filtret ind i et system af regler«, mener Torben Weinreich.

En fortørnet Raahauge

»Jeg bliver fortørnet, når jeg hører Anders Bondo gå ud og sige, at dette her er et angreb på lærernes valgfrihed«, siger Jens Raahauge. Han mener, at sådan en udtalelse nedsætter muligheden for, at lærerne kan have et rimeligt renomme.

»Valgfrihed forudsætter, at man ved, hvad man vælger imellem. Ellers er den illusorisk«, mener han. Kanondiskussionen drejer sig for ham at se om, at en gruppe mennesker, der kender litteraturen og ved, hvad der er at vælge imellem, indsnævrer lærernes valgmulighed, så de ikke skal skyde i blinde. Eller dyrke højdespring på kviksand, som han udtrykker det. En kanon vil efter hans opfattelse nok på de ydre linjer indskrænke lærernes valgfrihed, men til gengæld gøre deres valg mere kvalificerede.

»Med de vilkår, der er for læreruddannelse i dag, og de studieordninger, der gælder, så er der ingen sandsynlighed for, at belæsthed bliver en del af læreruddannelsen inden for linjefaget dansk«, mener Jens Raahauge.

Havner man ikke derhenne, at hele litteraturundervisningen i folkeskolen kommer til at basere sig på, at vi overlader tekstvalget til samfundets belæste, og så sætter vi nogle mellemteknikere lærerne til at undervise i det?

»Jamen, hvad er der galt med en mellemtekniker med en særlig udviklet færdighed og ansvar for at formidle viden?« spørger Torben Weinreich tilbage.

»Lærerne skal selvfølgelig have en stor viden, og jeg er fuldstændig enig med Jens i, at hvis det gamle begreb om belæst-hed var gangbart blandt lærerstuderende, så ville det hele se anderledes ud, for så havde de en erfaring at trække på. Men der er ikke noget galt i at sige til lærere, der skal undervise i flere fag, de skal holde sig ajour med, og som har mange timer om ugen: Vi vil give jer en hjælpende hånd. Vi lægger ikke beslag på 100 procent af jeres litteraturundervisning. Jeg taler om cirka 25 procent, og det gør vi med nogle tekster, som I kan være trygge ved at bruge, fordi der blandt andet findes noget baggrundsstof til det«.

Ugidelige elever

For nogle år siden foretog Torben Wein-reich sammen med kollegaen Lars Handesten en stor undersøgelse af, hvad der blev læst af ældre litteratur i folkeskolen, og af lærernes holdning til ældre litteratur. Den afslørede, at mange lærere følte sig dårligt klædt på til at løse opgaven gennem deres grund- og efteruddannelse.

»Mange lærere stødte ind i elever, der protesterede og ikke gad læse det fremmedartede stof. De betragtede det som det, vi kunne sammenfatte i rapportens titel Litteraturens byrde«, refererer Torben Weinreich.

Han konstaterer også, at der ser ud til at have sneget sig en skjult kanon ind i foretagendet. Det vil sige, at der er nogle tekster, der dukker op igen og igen og igen i alle de antologier, der er på markedet. Som Aarestrups digt »På sneen«. Det er da et udmærket digt, mener han, men Aarestrup skrev mange andre vidunderlige digte. Hvorfor finder lærerne ikke frem til dem?

Maria Hirse som litteratur

Jens Raahauge fortsætter: »Den anden ting er, at folkeskolelovens krav om tværfaglighed og projektorientering har givet en tradition på skolerne, der mangler at pointere det æstetiske frirum, som litteraturen har krav på«. Han mener ikke, at man kommer uden om at diskutere metoder: »Der er så meget, der presser i retning af, at litteraturen bliver instrumentaliseret. Det æstetiske rum, der nævnes i faghæftet »Dansk 84«, bliver en by i Rusland«.

Som eksempler på instrumentaliseringen nævner han månedsopgaven, hvor litteraturen altid skal være en øjenåbner. Eller definitionen af Maria Hirse som litteratur, fordi man skal forhindre pigerne i at få anoreksi.

»Derfor er det meget væsentligt, at vi får udviklet litteraturpædagogikken, så den kommer til at handle om æstetik og sprog. Vi skal hele tiden være opmærksom på forskellen mellem at undervise i, med eller om litteratur«.

Levering af tekster

Torben Weinreich understreger, at det for ham er en vigtig pointe, at valget af den enkelte tekst eller det enkelte forfatterskab til en kanon ikke i sig selv giver noget svar på, om man underviser i, om eller med litteratur.

»Jeg mener ikke, at der er nogen tekst, der er for fin til at blive brugt i en hvilken som helst sammenhæng, også som medlitteratur i forhold til et emne. For mig må man meget gerne tage nogle digte fra begyndelsen af 1800-tallet og tematisere dem under døden og så læse tekster som Hun duede ikke, Historien om en moder og Den lille pige med svovlstikkerne sammen med Christian Winthers digtkreds om Det døende barn og H.C. Andersens digt med samme titel. Dem må man gerne stille sammen og så have nogle andre dagsordener ved siden af. Teksterne bliver ikke ødelagt af at komme i menneskehænder, og jeg vil godt bidrage til at levere nogle tekster til lærerne, for de finder dem ikke nødvendigvis selv«.

Andet end døde levn

I den kanon, Torben Weinreich har fore-slået, indgår der som hovedregel forfatterskaber. Men i enkelte tilfælde er han gået et trin længere ned og foreslår konkrete tekster. Men han mener ikke, at man skal foreskrive et forfatterskab som J. Krohns, når man i virkeligheden mener »Peters Jul«. Til gengæld peger han på, at det kan være berigende at tage gamle klassikere op og behandle dem som andet end døde levn fra en svunden tid.

»Vi skal se Peters Jul som andet end det, vi på forhånd tror, den er. Og vi skal se Christian Winthers Flugten til Amerika som en ironisering over den samfundsmæssige måde at være på, som også gemmer sig i den. Så det er lige så meget os, der med nutidens øjne, gennem vores blik på fortidens litteratur, skal vove at trænge igennem med det, som de pågældende forfattere måske havde svært ved at trænge igennem med i deres tid«, foreslår han.

Jens Raahauge ser et andet demokratiseringsaspekt i en kanon som han som nævnt foretrækker i en form, der giver et bredere udvalg af tekster at arbejde med frem for nogle få som pligtstof.

»Forældre, lærere og elever vil herigennem vide, hvilke minimumskrav der er inden for stofområdet. Det vil betyde, at læreren kan gå hen og hente selvfølelse ved at have leveret varen. Mens læreren, der vælger ud af det store intet, stort set kun kan stå til kritik«, siger han.

»Den bedste dynamik i sådan en sammenhæng opstår ved, at der er et meget bevidst samspil imellem det regelstyrede og det bindende. Det vil sige, at man skal kende til reglen, ellers har man ikke frihed. Selv ikke, hvis der er mange regler«, siger Torben Weinreich.

Mange lærere vil se en bindende kanon som endnu et led i den række af kontrolredskaber, der begyndte med arbejdstidsaftalen i 1990erne. Som følge af læseundersøgelserne er der strammet op omkring lærernes valgfrihed mange steder, og der er stigende krav om dokumentation for alt, hvad de foretager sig. Gennem undersøgelser har de britiske forskere Hargreaves og Fullar påvist, at jo mere man styrer ovenfra, des mere falder lærernes engagement, og undervisningen bliver dårligere.

Havner vi ikke her?

»Det er en vigtig pointe for mig at understrege, at jeg ikke vil stå som repræsentant for nogen, der vil binde lærerne til alle mulige ting«, siger Torben Weinreich.

»Derfor er det vigtigt for mig at markere, at jeg går ind for en bindende kanon for en del af folkeskolens litteraturundervisning. Men jeg har fra starten af været fuldstændig imod disse trin. Og delmål, som man har stillet op. Jeg mener, at det er helt gak-gak, det er et falsk styringsredskab. For det, der konkret står i de små bokse, kan fortolkes på alle mulige måder. Deri ligger en skjult dagsorden, som er styrende for lærerne. I den form for kanon, jeg har foreslået, ligger der, at vi ikke blander os i lærernes metode eller tilrettelæggelse og progressionstænkning. Det gør der derimod i de eksisterende trin- og slutmål«, siger Torben Wein-reich.

tha@dlf.org

Torben Weinreich holder en offentlig forelæsning med titlen »Kanon. Litteratur i folkeskolen«. Forelæsningen er arrangeret af Center for Børnelitteratur i anledning af udgivelsen af børnelitteraturprofessorens bog med samme titel.

Efter forelæsningen vil der være mulighed for diskussion.

Det sker onsdag den 8. september, klokken 16-18, i festsalen på Danmarks Pædagogiske Universitet, Emdrupvej 101 i København.

Du kan læse om baggrunden for og historien bag den aktuelle kanondebat på www.dpu.dk

Klik på linjen »Skyd på kanon-professoren«.

Hovedparten af den ældre voksenlitteratur er tilgængelig på den gratis hjemmeside Arkiv for Dansk Litteratur www. adl.dk. Det gælder også de fleste af de tekster, der henvises til i interviewet.